Little Marys og strikkerier i XL

Barselstanker på falderebet

Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide mit job. Det kan jeg faktisk godt. Og jeg kan rigtig godt lide mine søde kollegaer. Jeg kan bare endnu bedre lide min baby.

lillesøster

Jeg talte med Jonas om det i går efter at have været lettere grådlabil i et par dage. Hver eneste fiber i min krop stritter imod at skulle forlade mit barn om halvanden uge. Selvom jeg rationelt ved, at det drejer sig om seks timer om dagen, og hun er sammen med det eneste menneske i verden, der elsker og vil beskytte hende ligesom mig, så er biologien ikke sådan at bide skeer med.

Det virker direkte naturstridigt for mig at give slip på hende i en alder af 9 måneder. Sådan husker jeg ikke at føle med Bean, men da gik jeg også fra barsel til dagpenge. Denne barsel er gået alt, alt for stærkt, og jeg er slet ikke færdig med den.

Den har været fantastisk og jeg har elsket hvert øjeblik. Jeg har gjort den til min og nydt de til- og fravalg, jeg har taget undervejs. De har givet så god mening. Jeg elsker (elsker!) at tilbringe tid med Lillesøster. At se hendes øjne lyse op og slå smut – at se de små, buttede hænder klappe og kæmpe med pincetgreb. At opleve hende vokse og udvikle sig fra et krøllet, lille, elskeligt væsen til en stor baby med en gryende personlighed og et kæmpe mod på livet. At nærmest fysisk føle, hvordan hendes bånd med os alle og ikke mindst med Bean bliver stærkere for hver dag.

Jeg elsker at være i barselsboblen. At være i denne tilstand af tid og uden for ‘hverdagen’, som den som regel udformer sig med arbejde og institutioner. Det bliver en svær afsked, men det må blive en afsked, for der er en far i den anden ende af min barsel, der glæder sig til sin og til at få en hverdag og udstrakt tid med sin yngste datter.

Der var ingen, der sagde, det skulle være let, vel?

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

   

6 kommentarer

  • Cecilie

    Åh, jeg skal aflevere min tretten måneder gamle baby i vuggestue om en måned. Jeg begyndte at græde, da der kom besked fra pladsanvisningen, og vi måtte tage dagens anden lur sammen i dobbeltsengen og droppe barnevogn og indkøb.
    Og sådan havde jeg det slet ikke med den ældste. Selvom jeg denne gang kender verdens bedste pædagoger, verdens bedste leder, den store søskende er på samme stue, ja, så vil jeg ikke. Men jeg skal.
    Dog er det mig, der denne gang skal på dagpenge, så der da er en smule snor denne gang. Men efter mange tunge nætter (hvor jeg da også har googlet, hvilke kommuner man må passe hjemme..) er jeg landet på, at jeg første gang vidste, der ville komme en barsel mere. Der ville komme en mulighed for at trække stikket. Men jeg er slet ikke sikker på, vi skal have en baby mere, så fra nu af venter der hamsterhjul for resten af både mit – og desværre også mine børns – liv. Derfor gør det nok mere ondt denne gang. Måske.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det synes jeg er en rigtig god pointe. Jeg satser på at vi skal have en tre’er også, men derfor ved jeg jo stadig godt at tiden med en baby går alt for stærkt. Dagpenge-snoren er ikke den fedeste snor, men dog alligevel en slags frihed til at tilbringe ekstra meget tid sammen inden virkeligheden rammer. Det håber jeg, du får mulighed for at nyde. Trods alt. Jeg forstår i øvrigt ikke hvorfor hjemmepasningsordningen ikke er ensrettet og tilladt i hele landet. Det måtte da alt andet lige tage trykket på vuggestuerne…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh altså. Jeg ved godt at jeg påstod at jeg var cool med det, ikk? Det er jeg overhovedet ikke alligevel!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Nej, vel? Det er noget lort. Lad os trøstespise en is i næste uge <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Uh, det gør helt ondt på mig. Jeg er med dig hele vejen. Vi har jo fået plads i vuggestuen til juni, og jeg har det stadig som du beskriver der. Nej, biologien er absolut ikke sådan at bide skeer med. Jeg har dog fået noget mere luft og ro i sindet efter vores store beslutning blev taget. <3 <3 <3 til dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det kan jeg virkelig godt forstå. Det giver (mulighed) for luft på en helt anden måde. Og jeg glæder mig sådan til at høre mere over et glas vin snart. Snart! Jonas glæder sig så meget, og jeg har jo heldigvis ‘kun’ 30 timer at komme tilbage til… men alligevel

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Little Marys og strikkerier i XL