Work-life balance og noget om at gå på kompromis med feminismen

Der er i dag præcis en måned til min barsel slutter. Den lader vi lige stå et øjeblik, mens jeg går i fornægtelses-mode. En måned. En lillebitte (alt for kort) måned til jeg overlader hjertebarn og hjem til Jonas for selv at indtage arbejdsmarkedet igen.

Jeg elsker barsel. Det gør jeg virkelig. Jeg elsker langsomheden, roen og muligheden for at have så travlt eller så lidt at lave, som dagsformen nu indbyder til. At kunne sove længe (eller tage en middagslur med baby) efter en urolig nat. Aflevere Bean sent og hente tidligt. Tilbringe en hel dag i stuen med strikketøjet klar til når Lillesøster sover. Opleve et lille menneske opdage, udforske og indtage verden med lige dele undren og selvfølgelighed. Se noget nær hvert eneste af Lillesøsters udviklingstrin – og være der sammen med hende til at dele oplevelserne.

Jonas skal naturligvis også have barsel. Naturligvis, skriver jeg, fordi jeg synes det er så vigtigt at give far og barn den særlige mulighed for tilknytning, som selve tiden rummer. Rå mængder af udstrakt tid til at være sammen og lære hinanden at kende, på en måde som er svær at gøre, når Mor er i rummet ved siden af. Rent egoistisk ville jeg hjertens gerne have taget AL barslen selv. Forlænget den, sågar. Det gør jeg ikke. Jonas skal og vil også til, og han glæder sig. Jeg glæder mig på hans vegne. Og jeg glæder mig over at have et fleksibelt job og arbejdsgiver, der giver mig mulighed for at gøre noget, jeg har vidst, jeg ville, siden jeg blev gravid. At jeg har en økonomi, der har luften til at realisere ønsket.

Jeg starter ikke på 37 timer. Når min barsel er slut, bliver jeg for en tid en af de omdiskuterede deltidsmødre. Jeg har læst Simone de Beauvoir og jeg er glødende tilhænger af ligestilling. Nu vælger jeg den nære verden til – mine børn, min familie – og skruer ned for ambitioner og karrieredrømme. Er det at give fuldstændig køb på feminismen og det, vores mødre (og progressive fædre) kæmpede for? Nej, det synes jeg bestemt ikke. Jeg regner med at være på arbejdsmarkedet, til jeg er omkring 70 år gammel. Derfor har jeg ingen skrupler over at skrue ned i en periode til fordel for dem, jeg elsker højest og som er allervigtigst i mit liv. Specielt i en periode af deres liv, hvor jeg og deres far er det vigtigste for dem. Jeg forestiller mig ærligt talt også, at jo mere kærlighed, tid og overskud jeg og Jonas kan investere i vores børn, des større chancer er der for at de bliver samfundsnyttige borgere en dag og bidrager til det fælles bedste.

Skulle jeg have haft en trang til at skrue fuldt op for karrieren nu, så var Jonas gået på deltid. Det kan være, vi bytter roller om nogle år. Det er faktisk slet ikke usandsynligt.

Jeg er meget taknemmelig over, at kvinder i denne del af verden i 100 år har kæmpet for retten til at arbejde og leve på samme vilkår som mænd. Jeg synes ikke kampen er slut, og jeg kæmper den gerne selv – for eksempel i sproget og italesættelsen af kvindelige værdier som mindre værd (‘tøsedreng’, ‘mand dig op’ etc.) synes jeg der er langt til ligestilling. Men jeg nægter på den anden side også at lade mine børn betale prisen for en feminisme, der er blind for at moderskabet også har en værdi. At det er vigtigt og væsentligt. Jeg har uddannet mig og jeg har faglige, professionelle ambitioner. Absolut. De bliver fundet frem igen, når mine børn ikke længere er så små som de endnu er. Jeg respekterer fuldt ud, at andre træffer anderledes valg, for jeg ved, at langt de fleste gør, hvad der er rigtigt i deres liv.

Valget er mit. Og retten til valget er mit. Fordi mine formødre kæmpede for at give alle kvinder ret og mulighed for at bestemme over deres eget liv. Og med disse ord vil jeg atter hellige mig mit yngel og indsnuse hvert eneste øjeblik, jeg kan den næste måned.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram