Lillesøsters guide til livet II

6 uger – fra spædbarn til baby

Lillesøster (som jeg stadig overvejer blognavn på – tak for de fine forslag) er nu blevet 6 uger gammel. Halvanden måned er gået uden at jeg helt ved hvor den gik hen.

Hun kan lige akkurat være i sine str. 50 bodyer, men der er begyndt at komme rundere, blødere lår og arme og hendes ansigt – og blik – er også foldet mere ud og vågent. Jeg elsker, at hun stadig folder ben og fødder helt op under sig som en nyfødt, når hun putter, men jeg må nok erkende, at hun nu for alvor er en baby og ikke et spædbarn.

Hun begynder så småt at interagere med os og de bevidste smil (og noget, der minder om grin) kommer der flere og flere af. De er stadig relativt sjældne og flygtige, men det gør dem så meget desto mere værdsatte.

Lillesøster sover stadig markant længere lure end Bean gjorde, som regel i løbet af formiddagen, og det giver tid og overskud til mig. Det er dog ikke altid let at være baby, og særligt aftenerne kan være urolige for lillesøster. Forleden sagde Jonas træt, at han synes, hun græder hele tiden. Det passer ikke (og jeg blev faktisk lidt ked af, at han har eller havde det sådan). Bean græd. Hele tiden. I 4 måneder. Lillesøster græder, når hun er træt. Eller meget, meget sulten. Ellers brokker hun sig kun. Og ja. Han oplever hende mest om eftermiddagen og aftenen, hvor hun ER mere træt og urolig efter endnu en hård dag i babylivet med amning, nus og søvn. En væsentlig forskel mellem de to piger er, at lillesøster kan trøstes. Vi kan få hende beroliget relativt hurtigt langt det meste af tiden.

Slyngevuggen har vist sig at være en god allieret. Det virker som om, lillesøster synes den er hyggelig at være i det meste af tiden. Ofte kan hun falde i søvn i den med lidt hjælp og det er kun hvis hun VIL være i mine arme, at hun bliver ked af at ligge dér. Det er en kæmpe aflastning for mig, at jeg ikke skal gå og vugge hende i søvn hver eneste gang, hun skal sove.

Jeg både elsker og hader, hvor hurtigt alting går med babyer. For et øjeblik siden blev lillesøster født og lige om lidt kan hun holde sit hoved, spise mad, gå og tale. Jeg når kun lige at blinke med øjnene, så er hun vokset på alle måder. Det er et privilegium uden lige at få lov at følge både Beans og lillesøsters udviklings-rejser, men for pokker hvor ville jeg ønske, at tiden gik lidt langsommere. Bare lidt, så jeg kunne få lov at dvæle ved alle de små ting lidt længere.

For dét er jeg i den grad blevet bedre til. Med Bean havde jeg ofte svært ved bare at være i nuet, men det har hun lært mig og det er jeg så taknemmelig for. Nu kan jeg meget bedre sætte alting i stå og være tilstede lige dér hvor lillesøster – eller Bean – er lige nu.

 photo DSC_0015_zpstro02jbn.jpg
 photo DSC_0013_zpswqciejyw.jpg

 

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lillesøsters guide til livet II