Finkulturel lørdag – i børnehøjde
Både Bean og jeg trængte til en rolig og dramafri lørdag efter 5 hverdage i almen børnefamilie-trummerum, så vi inviterede min søster med på Statens Museum for Kunst for at gå på opdagelse i den (relativt) nye børneudstilling og se til nogle af mine personlige yndlingsværker.
SMK er et af vores faste hang outs, og jeg har elsket at komme der med Bean siden hun var helt lillebitte. Selvom hun sov igennem sin allerførste kunstudstilling som 16 dage gammel, så har hun siden taget revanche, og kunsthistoriker-morens hjerte svulmer, når hendes begejstring over at skulle på museum ikke at til at tage fejl af.
Jeg er vild med kunst. Ikke mindst i børnehøjde. Og jeg er vild med udstillinger, der tematiserer emner, børn kan relatere til – og kunstværker, der kan opleves med kroppen. Det er dog ikke det samme som at sige, at børn kun kan have glæde af lettilgængelig kunst. Al kunst kan være kunst i børnehøjde. Det handler om formidling og om en evne til at gå ind til kunsten på barnets præmisser og niveau. Da Bean var 6 måneder handlede vores besøg om klare farver og former – senere om genkendelige emner; billeder med hunde, heste, børn, familier. Nu kan hun gå til det meste med en nysgerrighed, der enten forstærkes eller hurtigt forsvinder afhængigt af om noget tiltaler hende lige den dag. I dag blev hun helt fanget af Niels Henrik Jacobsens bronzeskulptur ‘Skyggen’ og det var den, hun omhyggeligt tegnede i tegnerummet. (For lige at mor-prale lidt, så ramte hun de lange, glidende linjer ret meget på kornet i sin fortolkning.)
Vi havde en fest alle tre og Bean insisterede på, at Moster Mette skulle med hjem og lege. Så det kom hun og mens de hyggede sig fik jeg mulighed for at læse lidt i min bog med benene oppe. Luksus. Det har været en rigtig dejlig dag. Lige det, vi havde brug for. En dag, ovenikøbet, hvor det lykkedes at lave en grøntsagsret, der fik barnet til at vrage frikadellerne. Det er ALDRIG sket før. Prinsesse-mos er tilsyneladende svaret, for ‘hvad-er-der-i-køleskabet’-blandingen af rødbeder, persillerod og gulerødder blev smukt rød og appellerede i den grad til barnet.
^Kom SÅ, mor!
^Barn på spring. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange hun løb frem og tilbage over kludetæppet, der er vævet af diverse beklædningsgenstande.
Den skønneste formiddag længe. Bean er i cardigan og nederdel fra Marmar og guldsko fra Zara.
Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram
Ingen kommentarer endnu