En vinder og et pip

En af de dér uger og noget om ventetøj (åbenbart!)

Skulle vi ikke bare sige, weekenden var startet? Det har været en af de uger, hvor hverken Jonas eller jeg for alvor har kunnet smække benene op, puste ud og lade op, så aftnerne er gået foran hver sin skærm uden overskud til andet end at tale sammen 5 minutter lige inden sengetid.

Heldigvis er i morgen en kort arbejdsdag for os begge og weekenden er (ingen overraskelser her) dedikeret til udstrakt tid til hinanden.

Jeg har haft en skøn – men lang! – arbejdsdag. En af dem, der i den grad bekræfter for mig, hvorfor jeg så godt kan lide mit job. Vi startede med 2 timers gratis fødselsforberelse i Strut, og det er altid så berigende at møde de skønne, stærke kvinder, der i den grad tager ansvar for deres egen fødsel og opsøger positiv information og lærer deres rettigheder og muligheder at kende. Og fordi min kollega og jeg har brugt det meste af ugen ude i butikken, har vi også set mange flere gravide og nybagte mødre (og alt for skønne babyer) end en almindelig uge på kontoret.

I dag havde jeg fornøjelsen af at møde to andengangsgravide med et par timers mellemrum, der hver især fortalte den samme historie. Om en første graviditet, hvor de enten havde lånt slidt ventetøj, der ikke helt passede eller havde gået i oversize alting – og ikke på noget tidspunkt følt sig rigtig godt tilpas med deres udseende. Begge havde lovet sig selv, at næste gang skulle de forkæle sig selv og have en lille, men effektiv ventegarderobe, der fremhævede deres smukke, runde former, der passede og i det hele taget fik dem til at føle sig tiltrækkende og stilmæssigt som sig selv midt i en tid, hvor alting forandrer sig. Begge fandt et par kjoler, et par toppe og lidt andet, der kunne bære dem igennem langt hovedparten af graviditeten. Begge strålede så snart de fik tøj på, der fremhævede de smukke maver og deres personlighed og gik hjem med præcis det, de kom efter.

Ja, man kan købe sig fattig i ventetøj. Det behøver man nu ikke – et par bukser, et par leggings, strømpebukser, en nederdel, et par kjoler og toppe er et fint udgangspunkt for en hel graviditet. Og ja. Der er masser derude, der er hæsligt og uklædeligt. Men der er faktisk også rigtig mange muligheder for at finde lige præcis det, der gør en forskel i dagligdagen for den enkelte kvinde. Klæder skaber folk – og 9 måneder er rigtig længe at have en dårlig tøjdag. Ventetøj har nogle tilskæringsmæssige fordele og nogle funktioner, som almindeligt tøj ikke har – det er bl.a. derfor det meste kan bruges igennem en hel graviditet. Normalt går de fleste af os efter tøj i et snit og en stil, der passer til vores kropsform. Hvorfor skulle det ikke gøre sig gældende i graviditeten? Ventetøj fremhæver det smukkeste ved en gravid krop og camouflerer eventuelle problemområder. Hver eneste dag ser vi på mit job den forskel det kan gøre for selvfølelse og komfort.

Wow. Det var faktisk slet ikke meningen, jeg ville skrive en masse om det her, men dagens skønne oplevelser fyldte åbenbart mere end jeg lige troede. (HVIS nu du er blevet nysgerrig på, hvad jeg taler om med pænt ventetøj, så kig forbi mit job på strutshop.dk)

Det går i øvrigt stadig godt i børnehaven. Ikke mindst fordi Bean har sovet dernede et par af dagene denne uge. Hun kan strengt taget godt klare en dag uden middagslur, men hun er så udkørt og udkokset at hun stadig er træt næste morgen. Så det har passet ganske fint med en lur tirsdag og igen i dag. Så har der været noget mere overskud. Hun er begyndt at nævne et par nye navne – så mon ikke også kimen til nye venskaber er ved at blive sået? I næste uge skal vi vist til en opstarts-samtale og jeg glæder mig til at høre, hvad den faglige vurdering er. Vi aner jo ikke, hvordan børn ‘plejer’ at reagere på børnehavestartens nye rutiner og mennesker! Det slår mig gang på gang hvor meget det her forældreskab er learning by doing og i hvor høj grad man kan som forælder er nødt til at være tro mod sig selv. (Og krydse fingre for, at man ikke gør alt for meget helt vildt galt.)

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En vinder og et pip