Nyeste Netflix-crawings

Jeg er virkeligt tæt på at slå mit barn, når…

… hun karter rundt og rundt og rundt i sengen og går fra at være almindeligt træt til at blive uhyggeligt overtræt og en putning tager op imod 90 minutter, hvor jeg SKAL være ved hende. Helt tæt på, så hun kan nive mig i armen undervejs.

Jeg er god de første 40 minutter. 50 måske. Men derefter bliver jeg – særligt hvis jeg selv er træt og flad efter en lang dag – vred indeni. Jeg må erkende, at det er mig, Bean har fået temperamentet fra, og det er sket mere end en gang, at jeg har talt med STORE bogstaver og lagt hende ned i sengen igen (for 556. gang) lidt mere fast end det strengt taget er nødvendigt. Jeg har også smækket en dør eller to og banket håndfladen ind i en dørkarm af og til, når det har været en særligt hæslig omgang ’sov NU for fanden’.

Jeg slår ikke. Selvfølgelig ikke! Lad mig lige slå det fast med kæmpestore bogstaver (no pun inteded). Jeg er ikke stolt af at jeg bliver så indestængt hidsig, men det er også en del af, hvem jeg er. En anden del af min personlighed handler om kontrol og selvkontrol. Så uanset hvor rødglødende hidsig jeg er indeni, slår jeg ikke. Dels fordi det er himmelråbende forkert og skadeligt og der er en særlig plads i Helvede til dem, der skader børn. Dels fordi jeg ville hade mig selv for det (og det ville jo heller ikke engang være effektivt!). Mest fordi at jeg – all things aside – elsker Bean med hele mit hjerte. Til Månen og tilbage igen.

Og måske endnu mere endda, hvis hun nu bare kunne finde ud af at lægge sig til at sove stille og roligt… Nogen, der har gode erfaringer med afspænding for tumlinge (og mødre?!)

… og ja. Jeg kommer til at spamme lidt om Bornholm det kommende stykke tid. Og der er også et par nye konkurrencer i støbeskeen, men jeg orker ikke at billedredigere i dag!

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

   

13 kommentarer

  • Jeg sagde det vist sidst du skrev om søvn – men jeg tror virkelig I ville have glæde af at lære Bean at falde i søvn selv. Simpelthen fordi det lyder som om I bare kommer til at hidse hinanden op (ud fra det du skriver, altså)

    Det tog en uge med skrig og tusind gange “ind og sige venligt men bestemt godnat hvert andet minut” så trængte det igennem til Gryntegrisen at det var trygt og rart at være selv og at mor og far kommer når man kalder.

    Tror vi skal igennem en runde mere efter ferien, hvor putningen har været lidt mere… skal vi sige langtrukken

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      I know. Og vi har også prøvet. Men efter halvanden uge, hvor hver eneste putning var et mareridt af hysterisk, ulykkeligt barn, der skreg og skreg kom vi ligesom til den konklusion, at det var IKKE løsningen lige der. Måske er tiden moden til et nyt forsøg.

      Bean bliver ikke hidsig, når det er sengetid. Det er mit issue. Hun synes, det er en fest – altså, medmindre jeg bliver vred (det sker ikke hver aften, langt fra, heldigvis) Så bliver hun ked af det. Men nej. Det er jo ikke holdbart i længden.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åhhhh hvor jeg bare kender det og jeg er fucking træt af det puttehelvede!!! Ungen bliver 2 om 14 dage og hun har bare aldrig sovet nemt eller længe eller specielt meget. ALDRIG!!!
    Nu har vi (mor og far) indgået en alliance. Hun skal have en juniorseng i fødselsdagsgave. Tremmesengen skal nemlig bruges af lillesøster til november. Så ny seng – nyt putteritual. Vi er så trætte af at den ene forældre bruger mellem 1-2 timer hver aften på at putte. Så nu skal det fandengalemig slutte. Så vi lægger en plan og håber håber håber vi vinder slaget. Historie, sang og sov godt, nu går mor/far. Og vi håber virkelig det lykkedes.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Åh, hvor jeg krydser fingre for jer! Det er svært at finde ud af, hvad den rigtige løsning er. Men der er ligesom en deadline på en anden og mere håndgribelig måde, når der er en lille ny på vej (tillykke i øvrigt!)

      Lad os sende hinanden virtuel karma og kram når putningerne trækker tænder ud.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • christina

    Du er ikke alene. Jeg har virkelig også tendens til at fare i det røde felt. Især den store kan få mig helt derud, hvor jeg kunne tude af raseri.
    Jeg kæmper meget med det, for min far har også altid været meget råbende, og jeg har altid sagt at jeg ikke ville ende der. Så jeg arbejder på at takle det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det er sejt, at du arbejder med de sider, du ikke er vild med. Det er sværere end man lige skulle tro.

      Men dejligt at høre, at jeg ikke er den eneste, der kæmper med det røde felt af og til. De dér børn kan virkelig trykke på nogle knapper. Både i den ene og den anden retning af skalaen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • I hear ya, sista! Det er belastede når de nægter at sove. I går aftes var den 22.15, da pigebarnet herhjemme overgav sig. Farvel aften!

    Bliver også en smuuuule hidsig hver gang det sker :-/ Håber det snart bliver bedre….

    Glæder mig til Bornholm-spam. Det er en skøn ø!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det er en dejlig ø. Oh, crap! 22.15 er jo vanvittigt sent. Og man har altså brug for sine aftener til bare at være sig selv og ikke nogens mor.

      Det er svært ikke at blive irriteret som minimum, fordi man jo VED hvor vigtigt det er med den søvn.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har hørt ret godt om det at sidde med hørebøffer på og lytte til lidt musik inden sengetid. Har ikke prøvet af det, da vi heldigvis har en dreng, der for det meste falder hurtigt i søvn. Til gengæld bandede vi varmen langt væk i går, da den frarøvede ham hans eftermiddagslur. Det var ikke en fest.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det kunne være det var den vej, vi skulle gå. Dog er musik herhjemme kun anledning til dans. Ikke fordybelse. Og jo, det gælder også den klassiske, rolige variant! Shake that booty baby. Nej, varmen er op ad bakke når det handler om søvn…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Englehud

    jeg sidder faktisk og smiler lidt. Det er dejligt forfriskende at læse. nu er jeg så den årgang hvor man som mor skulle være poleret og alt for pæn. Ingen indrømmede den gang at man godt kunne få det lidt varmt når ungen skulle puttes. Dejligt at se det er ok med ærlighed nu 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tusind tak for den dejlige kommentar! Det er heldigvis blevet mere ‘lovligt’ at sige, at det er dejligt, vidunderligt, overvældende og også utroligt hårdt og udfordrende at blive mor. Der er – synes jeg – plads til både det søde og det sure, og det er så dejligt at vide, at man ikke er den eneste i verden, der af og til bliver edderspændt rasende eller føler sig helt fejlcastet som mor.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Jeg faldt lige over det her indlæg og må lige komme med et input:
    Vores ældste (3 1/2) har altid været kropsligt urolig – der er gang i hende, hendes søvnbehov er ikke så højt som mange andres børns, hun karter rundt i sin seng ved sovetid, trækker tiden osv. Eller dvs. karten og trækken er væsentligt formindsket.
    For det første vil jeg sige, at vi nu i al den tid, hun kan huske, har haft samme putte-rutine: en godnathistorie fra en bog, hun selv vælger og så to godnatsange (de samme to). Det er længe siden, hun blev vænnet til, at vi så kyssede godnat, og at hun så skulle falde i søvn selv. Ikke desto mindre kunne jeg høre/se/opleve, at det var svært for hende at give sig hen til søvnen. Mange gange stod hun i døråbningen til stuen og klagede over, at hun ikke kunne sove (selvom både klokken og hendes krop gav udtryk for noget andet). Og så hørte jeg om “tryk-massage”. Det kan angiveligt Googles og YouTubes. Jeg har ikke gravet i teorien bag eller set instruktionsvideoer, men det går lige i centralnervesystemet og beroliger instantly: jeg trykker hende lidt ned i madrassen som en slags massage. Jeg starter ved fødderne (hun ligger under dynen, og mine hænder er oven på) og giver dem et godt tryk. Så bevæger jeg mig op til skinnebenene og giver dem et tryk ned i madrassen. Ikke hårdt eller kontant, men hun føler tyngden af mine tryk, og hun bliver helt salig. Jeg begynder på det under den sidste godnatsang, og inden jeg når op til hendes arme, sover hun. Hun falder i søvn på en kærlig og tryg måde, vi har ingen skrig og skrål, det tager ingen tid, og hun er såmænd begyndt at efterspørge at jeg trykker på hende, når hun har brug for en time-out. Hun har altid været glad for fysisk kontakt og måske det er en forudsætning. Men jeg kan virkelig anbefale det!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nyeste Netflix-crawings