Jeg er virkeligt tæt på at slå mit barn, når…

… hun karter rundt og rundt og rundt i sengen og går fra at være almindeligt træt til at blive uhyggeligt overtræt og en putning tager op imod 90 minutter, hvor jeg SKAL være ved hende. Helt tæt på, så hun kan nive mig i armen undervejs.

Jeg er god de første 40 minutter. 50 måske. Men derefter bliver jeg – særligt hvis jeg selv er træt og flad efter en lang dag – vred indeni. Jeg må erkende, at det er mig, Bean har fået temperamentet fra, og det er sket mere end en gang, at jeg har talt med STORE bogstaver og lagt hende ned i sengen igen (for 556. gang) lidt mere fast end det strengt taget er nødvendigt. Jeg har også smækket en dør eller to og banket håndfladen ind i en dørkarm af og til, når det har været en særligt hæslig omgang ‘sov NU for fanden’.

Jeg slår ikke. Selvfølgelig ikke! Lad mig lige slå det fast med kæmpestore bogstaver (no pun inteded). Jeg er ikke stolt af at jeg bliver så indestængt hidsig, men det er også en del af, hvem jeg er. En anden del af min personlighed handler om kontrol og selvkontrol. Så uanset hvor rødglødende hidsig jeg er indeni, slår jeg ikke. Dels fordi det er himmelråbende forkert og skadeligt og der er en særlig plads i Helvede til dem, der skader børn. Dels fordi jeg ville hade mig selv for det (og det ville jo heller ikke engang være effektivt!). Mest fordi at jeg – all things aside – elsker Bean med hele mit hjerte. Til Månen og tilbage igen.

Og måske endnu mere endda, hvis hun nu bare kunne finde ud af at lægge sig til at sove stille og roligt… Nogen, der har gode erfaringer med afspænding for tumlinge (og mødre?!)

… og ja. Jeg kommer til at spamme lidt om Bornholm det kommende stykke tid. Og der er også et par nye konkurrencer i støbeskeen, men jeg orker ikke at billedredigere i dag!

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram