Repost: noget om feminisme og moderskab

Jeg er feminist. There, I said it. Jeg er ikke rødstrømpe, og jeg tror bestemt ikke, at vi skal undertrykke vores biologiske køn – eller mænd for den sags skyld. Jeg elsker hæle, kjoler, makeup og neglelak. Og jeg elsker, at ‘den lille forskel’ er der. Men jeg mener til gengæld heller ikke, at kampen for ligestilling er overstået. Det er op ad bakke at være feminist herhjemme. For den gængse forståelse er, at feminister er sådan nogle med langt hår alle steder, der – enten iført powersuits eller hjemmefarvet batik – slår mænd i hovedet og kræver kvinders ret til alt frem for alt. Min feminisme finder nærmere klangbund i det svenske, hvor debatten er og længe har været meget mere nuanceret og meget mindre skinger. Hvor feminismen er fulgt med tiden og samfundsudviklingen og i højere grad handler om ligeværd og lige muligheder for begge køn, end hvem der har ret.

Det er svært at være feminist og mor på samme tid. Sværere end jeg troede. For der er ikke meget kvindekamp i ønsket om at være hjemme så meget som muligt med sit lille barn. I at prioritere familien over egne ambitioner. Helt ærligt? Så tror jeg personligt, at det er en klog investering at opprioritere børn når de er små og så skrue op for ego-tiden igen når de mere selvkørende. Hvis vi skal være på arbejdsmarkedet til vi er 70, så er der mange, mange år til at løbe en karriere igang.

Den her artikel fra Information af Johanne Mygind har nogle rigtig fine pointer netop om den iboende konflik moderskab/feminisme:

»Motherphilia«.

Det er glamourfeministen Erica Jong, som stiller diagnosen på kultursiderne i sidste lørdags Wall Street Journal.

»Vores besættelse af forældreskabet er en undvigemanøvre. Den erstatter den store verden med vores egen lille verden.«

Rasende går Erica Jong til angreb på den omfattende moderkult, som får topmodellerne til at ofre deres bryster på amningens alter og almindelige middelklasse- kvinder til at tilslutte sig teorien attachment parent baseret på studier af naturfolkenes mødre, som samsover med børnene, ammer til de er tre og bærer barnet i en slynge på maven.

»Det er et fængsel for mødre og er lige så stort et tilbageslag for kvinders frihed som antiabort-bevægelsen,« slår hun fast og efterlader mig, datter af en rødstrømpe og højgravid med barn nummer to, foruroliget på både mit køn og mine egne muligheders vegne. Jeg brugte endda en slynge til mit første barn. Det var hyggeligt at have ham helt tæt på.

Mormødre mod mødre

Jeg har hørt anklagerne mod det moderne moderhysteri før. For et par måneder siden udbrød der ammedebat på Informations hjemmeside, efter at den franske filosof Elisabeth Badinter havde erklæret, at det var lige så godt at give sutteflaske som at amme.

»Modermælkserstatning er altså virkelig godt. Den betyder, at kvinden undgår at gå fuldstændig i ét med moderen. Det er betingelsen for frihed,« sagde hun.

Også de danske feminister har været ude efter de moderne mødre.

»Alligevel står spørgsmålet om, hvorfor de unge kvinder igen begyndte at tage den opofrende moderrolle på sig, ubesvaret hen (…) En af de mange forklaringer er: illusioner,« skrev Suzanne Giese i sin bog Moderskab.

I debatten om moderskabet går også en generationskløft. Det er ikke tilfældigt at både Elisabeth Badinter, Erica Jong og Suzanne Giese tilhører generationen af 1970er-feminister og heller ikke tilfældigt, at man efter Erica Jongs rasende essay kan finde et fint lille indlæg af Erica Jongs datter, Molly Fast-Jong, som indrømmer, at hun selv har valgt at forlade arbejdsmarkedet for at ligge tæt sammenslynget med sine tre børn. Hun undgår at fortælle, hvordan hendes mor reagerede på det valg.

Det forstår jeg godt. Jeg ved heller aldrig helt, hvad jeg skal svare, når min mor kommer hjem fra rytmik med min søn og igen har konstateret:

»Altså jer moderne mødre, I er så sammenslyngede med jeres børn. Det er ikke til at holde ud at se på alt det putteri.«

Jeg kan heller ikke lade være med at føle, at jeg forråder hele min feministiske opdragelse, når jeg bider i æblet og tager et helt års barsel.

Men her kommer en farlig indrømmelse til både Erica Jong, Suzanne Giese og min egen mor: Moderskabet er slet ikke så surt som sit rygte.

Det feministiske dilemma

»Og så kan kvinderne føde børn,« var rødstrømpernes sidste og mest hårdtslående argument, når de opremsede kvindekønnets fortræffeligheder i 1970erne, men netop denne evne har også været feminismens akilleshæl. En stor del af den feministiske ammunition går ud på at hævde, at biologien ikke spiller nogen rolle: Kvinder og mænd ser måske forskellige ud rent fysisk, men deres psykologiske og sociale forskelligheder er udelukkende et kulturelt og socialt produkt af patriarkatet, som man kan gøre sig fri af.

Men hvad stiller man så egentlig op med denne kvindekrop, som har patent på at udruge barnet og er i stand til at ernære det i de første år. Biologiske kendsgerninger, som gør, at det ligger så snublende nært også at give kvinden hovedansvaret for afkommet?

Rødstrømpegenerationen løste dilemmaet ved rent teoretisk at gøre forældreskabet til et kollektivt anliggende. Nogle af dem mente vist også, at forældreansvaret i stedet skulle være delt ligeligt mellem moderen og faderen, men det lod sig ikke rigtigt gøre at få mændene til at blive hjemme med deres børn. Det var langt nemmere at få kvinderne til at gå efter magten og æren end at få mændene til at tage omsorgsopgaven på sig. Kollektivet eller staten måtte i stedet tage sig af børnene.

»Vi vil ikke have en større bid af kagen, vi vil have ændret opskriften,« lød et af 1970er-feministernes slagord, men som Erica Jong sørgmodigt konstaterer, blev feministernes drømme om folkekøkkener og offentlige vuggestuer aldrig opfyldt i USA.

»Det tætteste, vi er kommet på dette mål, er fast-foodkæder, som gør vores børn overvægtige, og fattige immigranter som barnepiger,« skriver hun.

Til gengæld kan Erica Jong vel slikke kagekrummerne af fadet, for ligesom for så mange andre 1970er-feminister blev det hendes individuelle strategi at knokle for at få del i de penge og den indflydelse, som i tidligere tider kun var mænd forundt. Hendes egen datter blev ladt tilbage med barnepigen, fortæller Molly Fast-Jong i sit essay. Jeg gætter på, at Mollys far også var ude for at pleje sin karriere.

Savnet sin mor

»Jeg har simpelthen savnet min mor. Det har jeg,« siger den danske sangerinde Trilles datter Sille i Britt Liljas Kvindekampens døtre. Hun har ligesom Erica Jongs datter valgt moderrollen frem for den ambitiøse karriere, og her ligger måske også en ny kollektiv erfaring i min generation af middelklassekvinder:

En mor kan ikke erstattes af vuggestuepædagoger eller filippinske au pair-piger eller vennerne i kollektivet. Måske har Erica Jong ret i, at det kræver en landsby at opdrage et barn, men en landsby er ikke meget værd, hvis der ikke bor en mor og en far i den. Hvor rødstrømperne havde set deres egne mødre fanget i moderskabets fængsel, lukket inde bag hjemmets fire vægge, og sværget, at det ikke skulle være dem, har min generation set vores så disciplinerede mødre løbe ud af døren og falde om på sofaen af træthed, når de kom hjem. Vi vil ikke gentage succesen.

Jeg tror nu, at vores mødre også savnede os. Det lyder i hvert fald, som om Erica Jong savnede sit barn, når hun stred sig gennem turneer for at promovere sine bøger om de kvindelige erfaringer. Og måske er teorien om attachment parentning et backlash, men hvorfor er det lige netop denne nye dille, som Erica Jong angriber, og ikke USAs mangel på barselsrettigheder eller daginstitutioner. Er hun i virkeligheden lidt misundelig på al denne nærhed?

Det kvindelige frirum

Jeg spørger mig selv nu, hvor jeg går rundt stor og gravid og lige skal til at gå på barsel. Det sker med lige dele angst og lettelse. For er det job til mig, når jeg er tilbage? Vil jeg overhovedet kunne passe et job med to små børn, som får mellemørebetændelse og skoldkopper i en uendelighed? Små børn, som jeg endda mener ikke bør bruge mere end otte timer om dagen i en institution og gerne mindre?

Og samtidig er det så hyggeligt at ligge med min tre- årige om morgenen og ikke skulle skynde på ham for at nå vuggestue og arbejds- dagens første møde. I virkeligheden er jeg også bange for at komme til at nyde barslen alt for meget.

Det er muligt, at moderdyrkelsen er en forhindring for kvindernes ambitioner, men det er også et frirum fra den disciplinerede kontroltilværelse, som er blevet mange kvinders. Mit første år på barsel var også det første tidspunkt i mit voksenliv, hvor tingene bare udviklede sig af sig selv. Ingen chefer at please. Ingen angst for, at kontrakten ikke blev forlænget. Intet sug i maven over, om jeg nu også leverede denne gang.

At vende tilbage til arbejdsmarkedet efter barslen var et chok. Godt nok har jeg i modsætning til Erica Jongs datter adgang til en næsten gratis, men også nedslidt og besparelsesramt daginstitution, som vil passe børn kl. 7-17, men denne fikse ordning skar også mit personlige feministiske dilemma ud i pap: At være på arbejde 8-16 er for lidt til rigtigt at gøre karriere, men også for meget til at jeg syntes, at det var rigtig godt for min etårige søn.

En ny opskrift

»Vi har brug for at blive frigjort fra skyldfølelsen omkring vores børn, ikke at blevet yderligere bundet af den. Vi har brug for nogen, som siger: Gør det så godt, du kan,« skriver Erica Jong, men jeg tvivler på, at hun ville give mig det samme råd, hvis det gjaldt min karriere. De feministiske mormødre har det nemlig med at overse en enkelt ting: At også arbejdsmarkedet er en verden fuld af social kontrol og absurde forventninger til den enkelte. »Kun hvis det er totalt genialt,« som redaktøren svarede tilbage, da jeg spurgte, om dette essay måtte være 1.000 tegn længere.

At sørge for at lave økologisk mos og koge stofbleer er intet mod det senkapitalistiske arbejdsmarkedets krav til sine højtuddannede ansatte om commitment, fleksibilitet og kontinuerlig genialitet. Og især for kvinderne, hvis arbejdsliv stadig defineres og ledes af mænd, som har det med at forlange, at deres kvindelige ansatte skal kunne performe lige så aggressivt som en mand og opføre sig lige så sødt som en traditionel kvinde.

Et nyt studie af kvinder og mænds anbefalinger viser, at kvinderne konsekvent beskrives som sødere, venligere og mere sociale end mændene af deres tidligere chefer, men også at kvindernes chance for at få jobbet bliver mindre, jo sødere deres anbefaling siger, de er.

På sådan et arbejdsmarked kan man få lyst til at trække sig. Drosle ned, gå freelance, bede om deltid og i stedet dyrke den nære relation til barnet, hvis kærlighed er mere trofast end chefens.

At det valg også har en pris er åbenlyst. Jeg kan læse det i min mors bekymring for min karriere og i statistikkerne over kvindelige ledere, ligeløn og kvindelig kontra mandlig taletid i medierne. Det er derfor, at det ikke er nok at opfordre de moderne mødre til at opgive deres tårnhøje moderidealer og i stedet bare gøre det så godt, som de kan. Vi har stadig en opskrift for samfundets indretning og det gode liv, som trænger til at blive revideret.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram