Fuldkrops-hudafskrabninger og andre strøtanker om moderskab

Fordi jeg er ved at blive småsyg og derfor ikke helt klar i sindet må I tage til takke med et billedløst indlæg og lidt tankespind.

Forleden læste jeg hos altid læsværdige Linda om den følsomhed, der er blevet mangedoblet med moderskabet. Om at have restriktioner på, hvilke nyheder man må og ikke må se og læse. For mit vedkommende startede det i graviditeten. Tårekanalerne blev super sensitive, og jeg vil sige så meget, som at jeg krampegræd mig igennem hele Pingvinmarchen. (Ahmen altså – det er da vildt sørgeligt, at nogle af æggene triller ud fra fædrenes fødder og kulden er så hård, at de knækker i kulden med det samme).

Det er kun blevet værre efter jeg er blevet mor. Så meget, faktisk, at Kæreste af og til holder nyheder skjult fra mig, fordi han ved, at jeg vil blive alt for ked af det eller berørt over dem. Det, der udløser allerflest triggere og kan give mig rigtig ondt i maven, er sager om børn.

Børn, der er syge. Børn, der er kommet til skade. Børn, der lever i kummerlige vilkår. Og i allerhøjeste grad børn, der gøres ondt. Selvom jeg forstår at man kl kvart i hold-nu-kæft om natten kan få lyst til at lukke døren til soveværelset og gå en tur om blokken, så kan jeg på ingen måde begribe, at der findes mennesker, der slår, skader, misbruger og på anden vis ødelægger børn. Med overlæg.

Ingen nævnt, ingen glemt. For hvis I er bare en smule som mig, så kan I ikke lade være med at klikke eller google, hvis jeg hiver enkeltsager ud eller linker, og det duer ikke rigtigt at blive ulykkelig sådan en onsdag aften.

Forleden talte jeg med en sød, og meget højgravid kvinde på mit arbejde om at bære sin baby i en vikle. Herhjemme er det en praktisk foranstaltning, der aflaster kroppen og giver frie hænder samtidig med at baby får tryghed og nærhed. Hun havde tidligere arbejdet på et spædbarns-børnehjem, hvor de mest utrygge babyer også blev båret af det sparsomme personale mens resten blev lagt, så de små kroppe kunne røre hinanden. Jeg skal ikke sige mig fri for at græde en lille smule på toilettet efter hun var gået. Et spædbarns-børnehjem. Det er ensbetydende med, at nogen har forladt deres bittesmå, nyfødte barn, fordi de ikke har magtet, kunnet eller haft lysten til at tage sig af det. Måske for at give barnet en mulighed for et anderledes liv. Det ændrer ikke på det tragiske i at barnet mister det eneste kendte i sit korte liv.

En ting er andre og andres børn. Noget andet er tanken om, at der nogensinde skal ske Bean noget ondt. Alene tanken føles som en mavepuster og en fuldkrops hudafskrabning på samme tid – jeg kan slet ikke sende nok virtuelle medaljer til jer, der i den virkelige verden har børn der er syge. Sådan rigtigt, og ikke bare på ‘lidt feber og hoste’-måden. Hvordan I gør aner jeg ikke. Men I er helte.

Hvis nogen havde fortalt mig, at følsomhed og hudløshed og forfaldenhed til gråd (også i offentlighed), ville være faste medrejsende i mit liv fremover, når jeg fik et barn, ville jeg ikke have troet dem. Ikke at jeg var ufølsom eller kynisk før. Men det er ingenting i sammenligning med nu. Bliver man nogensinde hårdhudet igen? Og har jeg mon egentlig også lyst til det? For følsomheden er den samme, der kan gøre mig lykkelig helt ind i kernen og helt ud i alle nerveender når Bean lægger sine små, bløde arme omkring mig og siger ‘jeg elsker mor’

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram