Begyndelsen til enden

… og sådan gik endnu en uge (Glory to God in the Highest)

Hvor blev den af?

For mit vedkommende har der været travlt på alle hylder – både med egne gøremål og projekter og fordi Kæreste har været voldsomt hængt op på arbejdet. De skal åbenbart nå det hele til det kommende semester her de sidste uger inden jul.

Jeg har været Lucia-pige og sunget med en flok andre på plejehjem og til Hjemløses Jul – det er en god fornemmelse. Særligt når man mærker, hvor glade folk bliver – og det betød, at Bean torsdag havde sin babysitting-i-dagtimerne-debut. Moderen ligeså. Og jeg syntes det var ret grænseoverskridende.

Det var med Søsterlil, som nok er Beans 3. yndlingsmenneske (efter mig og Kæreste), og som kender både Bean og rutiner og lege rigtig godt. Og det var gået så fint. Så det kan vi åbenbart godt gøre i kortere perioder en gang i mellem.

Fredag var jeg ude. Årets allerbedste juletradition er at høre Händels ‘Messias’ med tre gode venner – i år blev vi blæst væk af benovelse (og selskabets eneste mand græd og græd) af Sokkelund Sangkor i Garnisons Kirke. Jeg var – helt ædru, men høj oven på oplevelsen – hjemme 23.30, og gik derfor rundt med, hvad der mindede om svære tømmermænd hele lørdagen.

… hvor vi faktisk havde en date night, fordi en god veninde kom forbi og så tv mens Bean sov. Men både Kæreste og jeg var helt baldrede oven på en strabadserende uge, og kom hjem kl. 21 for at afløse babysitteren og drøne på hovedet i seng. Det dér forældreskab er skam vældigt glamourøst…

Bean bruger ikke megen tid på at sove igennem i øjeblikket.

Desværre.

Men der sker simpelthen for meget i den lille (store!) krop. Så snart hun kan se sit snit til det, kaster hun sig op på hænder og knæ og rokker og rokker og rokker. Nu på helt strakte arme. Hun forsøger endda at møffe knæene fremad mens hun står der. Nok meget fint, at vi HAR været i IKEA og købe gitter til Mormor og Morfars trappe, så vi ikke kommer ud i noget faldulykke over julen.

I dag lykkedes det barnet at komme fra den ene ende af stuen til den anden – og tilbage igen – i jagt på legetøj og andet spændende.

(Endnu mere) børnesikring af hjem er snarligt forestående!

Hvad ellers? Jo, julekjolen er næsten færdig, og jeg lover, der kommer billeder, når de sidste detaljer er på plads. Alle julegaver er indkøbt, indpakkede og klar til modtagerne. Og vi har langt om længe fået tegnet Bean ind i vores ulykkesforsikring.

… det lyder helt vildt kedeligt, når man læser det. Jeg kan godt selv se det. Og det lyder slet ikke travlt. Men jeg og min krop har en fornemmelse af at have stæset rundt. Jeg glæder mig til juleferie og en kæreste på orlov – som har tid og ikke mindst overskud til at dele det huslige.

(Forresten. Bean og mig var på vægten, da vi var i Provinsen hos Mormor og Morfar. Bean er lige knap 8 kg og har dermed taget 5 kg på over de sidste 7,5 måned. Jeg vejer det samme som jeg gjorde i 8. klasse – nemlig 55 kg. Det er noget mindre end jeg havde regnet med. Præ-graviditet lå jeg og svingede med 1 kg omkring de 60 kg, hvilket virker noget mere passende, når det skal fordeles ud over 177 cm. Well, mon ikke noget af vægten kommer på igen, når jeg (engang) stopper med at amme?)

   

2 kommentarer

  • Jeg synes faktisk, at det lyder til, at I har temmelig travlt, og jeg kan sagtens sætte mig ind i at komme hjem fra date-night kl. 21. For at gå på hovedet i seng. Har brugt lang tid på at skumle over det, men efter Varanen er kommet, har jeg bare accepteret, at der er dømt (uglamourøs) undtagelsestilstand i den korte periode af ens liv, hvor man har helt små børn. Selvfølgelig skal man stadig tage sig tid til hinanden som kærester, men der er jo heldigvis ingen, der har lavet en lov om, at date-nights kun er gode, hvis de varer til ud på de små timer :-)Vi skal selv på date-night (dobbeltdate, for at det ikke skal være løgn) på fredag. Og den begynder først 20.30! Jeg glæder mig, men jeg har ingen idé om, hvordan jeg skal holde mig vågen 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dobbeltdate, ligefrem. Meget ambitiøst! Og hyggeligt.Ja, der er ikke så meget at gøre ved det, og vi havde også en hyggelig times tid med snak og med at smuglytte til samtalen mellem de to singlepiger og deres eskapader ved nabobordet (jo. Vi lyttede. Men de talte altså ret højt)På et eller andet tidspunkt bliver der helt sikkert mere fest og ballade igen for de voksne – i mellemtiden går det også nok 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Begyndelsen til enden