Begyndelsen til enden

I dag skal Bean og mig til babyrytmik for sidste gang.

For mig markerer afslutningen for alvor, at min barselsorlov synger på sidste vers (no pun intended). Det er selvfølgelig ikke sådan, at vi aldrig mere kommer til at gå til sang – det skal vi helt sikkert genoptage, for det er helt tydeligt, hvor meget Bean har nydt det – men jeg ved ikke endnu, hvornår det kan lade sig gøre.

Teoretisk set kan jeg jo bare fortsætte efter jul, men jeg kender ikke min hverdag og virkelighed ret langt ud i fremtiden. Og Kæreste har ikke lyst til den slags baby-hygge. Hvilket er forståeligt nok i betragtning af, hvor tonedøv han er!

Der er også kun to gange tilbage af motorik på APA, og på den anden side af nytår er der flere fra mødregruppen og APA’erne, der genoptager deres arbejde. Dermed strækkes barselsboblens sider helt, helt tynde og virkeligheden bliver mere og mere påtrængende.

Jeg ville ønske, jeg vidste, hvad jeg havde at forholde mig til. (Og faktisk ville jeg ønske, at der var mange måneder endnu bare med Bean)

Kæreste glæder sig mere og mere – også til at lave ting med andre fædre uden at mødrene blander sig. Fx når han skal være motorisk med Bean på et APA-fædrehold. Og jeg glæder mig for og med ham, for hun ER altså en skøn lille dame at hænge ud med, selvom hun også er en hård nyser.

Han har halvanden uge tilbage inden juleferie, der går direkte over i orlov.

Hvilket betyder, at jeg har rundt regnet 3 uger tilbage i boblen…

… og derfor sidder med en lille klump i halsen og en lidt større i maven.

(Forhåbentlig bliver det sådan, at jeg får ‘fred’ i al fald en måneds tid til at jobsøge og netværke mv. på egen hånd, for efter sigende er reglerne omkring aktivering lempet lidt. Men jeg har altså kun oplevet at være jaget vildt som ledig under 30, så lad os nu se)