Til babysalmesang uden baby
Jeg elsker at synge – det er ikke det, jeg fortæller om allerførst, når jeg møder nogen, men det gør jeg. Der var også engang, jeg var ret dygtig til det, men det er efterhånden mange år siden, jeg har sunget regelmæssigt.
Bean har vist overtaget sangglæden, for hun nynner, traller og digter sine egne sange nærmest non-stop. Lillesøster lader også til at nyde sangstemmer, hvis jeg skal vurdere ud fra hendes lyde, gestik og mimik. I morges var jeg ved at dø lidt indeni af sødhedsfaktoren, da Bean sang en hjemmebrygget sang for Lillesøster og hun pludselig begyndte at ‘synge’ med. Det syntes Bean også var frygteligt hyggeligt og de ‘sang’ sammen i flere minutter.
Lillesøster runder 3,5 måned i morgen, og hun er ved at være stor nok til babysalmesang. I dag var vi et par mødregruppekvinder, der mødtes til drop-in salmesang i en lokal kirke – og det var så fint, at det bestemt ikke er sidste gang, vi kommer forbi. Lillesøster sov da vi ankom og sov igennem klaver, rasleæg, almindelig uro og sangstemmer. Jeg raslede med rasleæg, lavede fjollede fagter og sang babysalmesange for mig selv. Det føles jo næsten ikke særligt mærkeligt 😉
Jeg satser på, at Lillesøster er vågen næste gang vi tager afsted, for jeg er helt sikker på, at hun vil nyde det. Tempoet er så fint for helt små mennesker, og jeg elsker hvordan kirkerum ofte gør noget smukt ved sang.
Med Bean gik jeg til en del fastlagte aktiviteter – APA-hold, salmesang, mødregruppe. Med Lillesøster passer det mig fint at tumle herhjemme og at vælge ‘drop-in’ løsninger, når det lige passer med dagsform og lyst.
Hvad har I mon gået til med jeres babyer?
^^Med Bean til babyrytmik for 3 år siden
Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram
Jeg var rigtig glad for et drop-in svømmehold, da jeg var på barsel. Vi prøvede at melde os til et hold, men kom så ikke halvdelen af gangene, fordi han var syg, sov, vi skulle noget andet eller noget. Og ofte var vi kun en lille håndfuld på holdet, og tit var det bare mødregruppen. Det var genialt!:)
Da han var omkring et halvt år, begyndte vi at gå i legestuer. Vi har særligt været glade for en på et plejehjem. Min kæreste har også haft ham en del med i Fars legestue på Frederiksberg.