Fars dag – nu uden far

Pigerne glædede sig til at præsentere deres yndlingsmand i hele verden for en sød, lille gave, vi havde fundet. En gave, der heldigvis faldt i god jord og blev modtaget i den ånd, den var købt i. Vi brugte morgenen på at læse, fundere over og le os igennem Philip Ytournels fine ‘Far er sur’, og mens pigerne absolut ikke købte præmissen, at faren i bogen sagde nej til kaffe (det sker aldrig herhjemme!), så var slutningen noget, alle absolut var enige i. Nu er han taget afsted til sin helt egen Fars Dag. Helt uden tykmavede damer, sovende børn og det lille menneske under mit hjerte, der tilsyneladende aldrig sover.

Der er mange måder at fejre fædre på. Min egen må vente til næste gang, jeg ser ham, men han har sat barren højt for, hvordan jeg opfatter en god far. Han er der altid. Han bakker op – og skubber på, forventer noget og giver meget mere tilbage.

Mine piger forguder deres far. De elsker ham for at være deres klatretårn, deres tumlebane, deres maskuline helt, der tager dem med ud i skoven og lærer dem at snitte med knive og tænde bål. Det er ham, der læser en ekstra bog, siger ja til en cheeseburger og finder energien til at tage ud på en legeplads og lege dem trætte, så jeg kan få en lur eller pause herhjemme, når jeg har brug for det.

Han viser dem også, at man gerne må sætte sig selv først. At dagen først starter, når far har fået sin kaffe. At han vælger sig selv og sine interesser og tager afsted ud i skoven for at sove i shelter på Fars Dag efter aftensmaden – og siger farvel med kys og kram og kommer tilbage i morgen igen. Opladet. Det kunne jeg lære en masse af. Ikke det med shelter-delen. Det bliver aldrig min idé om en skøn måde at bruge alenetid på.

Om lidt er han far til tre piger. Det er den vigtigste opgave i hans liv. Det er alle udfordringerne og kampene værd, for de er der også. På Fars Dag og på alle andre dage.