Fars piger

Jeg var en udpræget fars pige, da jeg var barn. Især da jeg blev større og sparrede med min far om faglighed, lektier og opgaver, løbetræning, musik og politik.

Efter jeg er blevet voksen og især efter jeg selv er blevet mor, har jeg i meget høj grad genfundet min mor og kan se alle de mange, mange kvaliteter hun har og har bidraget med igennem hele mit liv. Jeg forstår hende og sætter pris på hende på en helt anden måde, end jeg gjorde som stor pige og ung kvinde.

Mine egne piger er også fars piger. Især K. Hun kan, som ingen anden (ikke engang sin ellers ret erfarne mor!), sno sin far om sin lillefinger. Hun har altid elsket ham højt. De to har et ganske særligt bånd, som jeg er uendeligt taknemmelig for. Jeg ved, hvor fantastisk det er at have noget med sin far. K og jeg ligner hinanden utroligt meget af sind, og måske netop derfor er det ekstra vigtigt, at hun spejler sig i en anden end mig.

Lille E elsker bare alle i sin familie. Hun er den største kælepot, jeg kender. Faktisk fortalte hun forleden, på vej ned ad trapperne, at når man bliver ked af det, så hjælper det at få en krammer. Da jeg spurgte, hvem der kunne hjælpe med sådan en krammer, kom svaret prompte. Mor. Far. Og K. Selvom hun er mere ‘min’ end hendes søster er, så er der ingen tvivl om, hvem hun går til, når der skal sjov og ballade på dagsordenen. Når man skal tumle vildt, få frydefuldt gysende flyveture højt oppe i luften eller lokke lidt snacks på bordet. Her er far den bedste. Hver gang.

Han er bedre til det vilde end jeg er. Bedre til at leve sig ind i barndommens ubekymrede land og lade pigerne lære af deres egne kropslige erfaringer. Bedre til at give slip på fornuft og bedre til at lade sig gribe af øjeblikket. Jeg er til gengæld hjemmets mester i overblik og planlægning, og åbenbart også hende med autoriteten på de områder, hvis man spørger K.

Jeg føler mig ikke fravalgt, når mine piger tilvælger deres far. Jeg føler mig heldig og taknemmelig, og jeg ved, det er en gave. For ham og for dem. Jeg glæder mig indvendigt over, at jeg stadig er den, der får de allerfleste kram, kys og bløde barnehænder der aer forsigtigt på mine kinder. Og jeg glæder mig både indvendigt og udvendigt over, at mine piger kan få det hele. Det vilde og det stille. Når de har brug for det.

^^De her tre mennesker. De er sådan cirka det bedste jeg ved.