Slip fantasien løs

[ Disclaimer: vi var inviteret til arrangementet af Toms Chokolade, der også har taget billederne. Indhold er mit eget.]

Bean elsker at tegne. Da hun blev omkring 3 år, skete der et eller andet i hende, og siden har tegneriet for alvor taget fart. Det er egentlig sjovt med hende Bean, for hun kaster sig først for alvor ud i nye evner, når hun mestrer dem. Hun nægtede at bruge løbecyklen før hun kunne suse af sted. Det samme med den rigtige cykel. Med ble. Med sut. Og med tegneriet.

Da hun først knækkede koden med tusch og farveblyanter, tog det fart. Hun er – i al beskedenhed – virkelig dygtig til at tegne. Når jeg ser på hendes jævnaldrende i børnehaven, kan jeg konstatere at detaljerne i Beans tegninger er markant flere og egentlig ‘bedre’ tegnet også. Jeg ved ikke frygteligt meget om det, men jeg vil umiddelbart vurdere, at hun har et niveau der er over hendes alder. (Ja, det er noget værre mor-pral, men fremmede siger altså også, at hun er rigtig god!) Hun kan sidde i timevis og tegne og farvelægge, og så bliver man jo også dygtig efterhånden. Øvelse og alt sådan noget. Selvom det er en stillesiddende aktivitet, så vil jeg meget hellere at hun tegner end at hun spiller spil eller ser serier og film på iPad’en. Koordinationen mellem øje og hånd, fantasi og det fysiske papir er meget mere udviklende for hjernen end at sidde foran en skærm.

Jeg opfordrer hende hellere end gerne til at fatte papir og pen og tegne afsted. Det minder mig om mig selv. Jeg har også brugt utallige timer på at tegne som barn og ung. Jeg blev også ret dygtig til sidst. Og jeg husker glæden ved at lykkes med noget på papiret.

Min far er dygtig til at tegne og har brugt en del tid både med blyant og akvarelfarver i sin fritid. Han har lært mig grundreglerne og tips foruden at hjælpe med at finde tegnebøger med instruktioner og guides til mig på biblioteket.

For et par uger siden var Bean og jeg inviteret til fernisering på Statens Museum for Kunst med Toms Chokolade. Anledningen var lanceringen af deres nye, fine forsider på pålægschokoladerne. Det er historier, som er tegnet og fortalt af børn og gentegnet af studerende på DMX. Bean var meget fascineret af at børn kunne tegne og fortælle historier, som kom med på et ‘rigtigt’ produkt, og jeg synes at konceptet er så sympatisk. Det er skønt at kunne spejle sig i sine jævnaldrende – og nogle, der er lidt ældre – og se, hvad man kan opnå med øvelse og træning. Det er en god livslektion i det hele taget. Historierne bag illustrationerne står inden i pålægschokoladeæskerne og Beans yndlingshistorie er den med det blå marsvin.

Peter Madsen (I ved. Ham med Valhalla og Troldeliv-tegneserierne) holdt også tegnekursus, og Bean lyttede meget nøje og så med mens han fortalte hvordan man kommer igang med et ansigt, med at fylde papiret og med at lave skitser inden man tegner sig frem til det endelige resultat.

Hun fik lov at lave sin egen pålægschokoladeæske og historien er meget gennemtænkt. Vi tegnede indtil flere skitser inden hun bestemte sig og havde narrativet på plads. Det var ret imponerende at være vidne til koncentrationen og den alvor hun gik til opgaven med. Hjemmefra havde hun på eget initiativ tegnet en tegning til Peter Madsen. Hendes egen version af Idun med de magiske æbler. Den modtog Peter, og han kvitterede med en tegning til hende i den Valhalla-bog, vi havde taget med.

Efter ferniseringen gik vi en runde på museet og genså mine og Beans yndlingsværker. Jeg har tidligere arbejdet i flere år som omviser og i bookingen på SMK, så jeg kender både huset og værkerne ganske godt. Jeg elsker at dele glæden ved kunsten med Bean, og i takt med at hun bliver ældre, kan vi tale om flere og flere aspekter ved kunsten og værkerne. Udover at fortælle de mange, mange fine, sjove, uhyggelige og mærkelige historier, der er gemt i dem.

Børn er velkomne på museer. Det er de. Også selvom de kommer til at le højt, tale begejstret eller skal prøve at se, hvor højt man kan hoppe i et rum med 8 meter til loftet. Faktisk er de mere end velkomne. Især hvis deres voksne har lært dem, at man kigger med øjnene. Bean ELSKER at komme på museer – hun er også grundigt indoktrineret efterhånden – og jeg elsker at opleve hendes reaktioner og umiddelbare tilgang til værkerne. Det lærer jeg noget af. Og hun bliver inspireret til at komme videre i sin egen kreativitet.

Hvis du også har børn, der elsker at tegne og fortælle historier, så prøv at købe en af de nye pålægschokoladepakker – der er i øvrigt også mulighed for at farvelægge tegningen indeni. Fold pappet op og tegn formen over på et andet, hvidt stykke pap. Så kan dine børn lave deres egne chokoladepålægspakker og fortælle deres egne historier. Bean elsker sin pakke, og jeg synes den er så fin på bordet.

 

Tak til Toms for en dejlig, inspirerende dag – og for at stimulere og opfordre til kreativitet.