Moder er i køkkenet

Ti stille, ti stille, ti stille

… sådan nynnede undertegnede (aka: dårlige mor) stille til Bean forleden aften, hvor hun i over en time havde grædt over at skulle sove.

Eller. Ikke over at skulle sove, men over ikke at kunne falde i søvn, fordi hun blev ved med at hoste.

Jeg endte med at sidde med en Bean draperet over overkroppen i sofaen i en mørklagt stue. I 45 minutter indtil hun sov dybt nok til at kunne blive lagt i seng. Hvor hun sov indtil 90 minutter senere, hvor et nyt hosteanfald vækkede hende.

Åhmenaltså – gå nu VÆK, lortehoste! Vi trænger allesammen til noget ordentlig søvn. Og jeg trænger i den grad til et helle og til at kunne lade op – til at kunne sove hele natten i samme seng som Kæreste. Uden et uroligt og roterende og nappende barn ved siden af.

De sidste par uger har det været reglen snarere end undtagelsen at en af os har fortrukket til den stadig ret nye sove-sofa (som fungerer upåklageligt, så overnattende gæster kom bare an!). På den måde er der i det mindste en voksen i husstanden, der er rimeligt udhvilet.

Og der er altså knald på. Jeg føler at jeg skubber et bjerg foran mig af uløste og ventende opgaver. Det fordobledes i størrelse sidste uge, da Bean var syg, og alle aftener og hjemmearbejdsdage blev inddraget til at have hende liggende på maven imellem de stunder af stille og rolig aktivitet, der trods alt også var plads til. Som fx at tegne fine billeder. En aktivitet, der helst skal foregå stående ved Bean-bordet. Hvilket jo i og for sig er ret passende.

syg tegne bean

Jamen, er du ikke kun deltidsansat, spørger du måske? Jo, det er jeg. Men det betyder ikke, at jeg ligger på sofaen og ser daytime tv resten af tiden. For der skal søges jobs (det er ligesom et vilkår på supplerende dagpenge), skrives forskellige typer ansøgninger, holdes liv i kontakter og muligheder og så er der jo også en blog, jeg holder ret meget af, og som jeg gerne vil gøre så interessant og levende som muligt.

Manja skrev for ikke så længe siden om noget lignende – altså den svære øvelse det er, at balancere job og liv, når det hele flyder lidt ind i hinanden. Ikke at have faste arbejdstider, og aldrig rigtig føle, jeg har fri. Det er mest af alt hos mig, den opgave ligger. Og jeg skal blive meget, meget bedre til at løse den. For min egen og for mit parforholds skyld.

Bean er iført den lækre og lune tunika, vi fik fra svenske Ebbe og jeans fra Norlie, der indtil videre er de eneste bukser, der sidder rigtig godt på hende.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook eller via Bloglovin’

6 kommentarer

  • Ida

    Øv altså, rigtig god bedring! Hostehelvedet er også lige begyndt herhjemme. S*U*K.
    God weekend!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det er noget skidt, er det! God bedring og god weekend til dig og jer også.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Herhjemme bliver der også nogle gange hvisket – i et meeeeget beroligende tonefald – din lille skiderik, du lægger du dig ned. Dælme godt han ikke forstår alt endnu…

    Work-Life balancen, tror jeg, må siges at være vores generations største udfordring, når man gerne vil det hele. Arbejde, familie, en selv (!), fritid og kærlighed.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      … her skal vi faktisk passe på, for hun forstår en ret stor del af det, vi siger.
      Og ja. Det er en horribel udfordring, fordi det helt er ens eget ansvar når man arbejder som fx du eller jeg gør. Måske sætter vi barren for højt, når vi gerne vil lidt af det hele på éen gang?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Skal bestemt ikke afvise, at kilden til en stor del frustration ligger der 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Men hvordan finder man balancen – hvad skal skæres bort for at det lykkes? Åh, det er svært altså.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Moder er i køkkenet