En update på amningen

DIY: Gratis mønster til den fineste solkyse

Jeg er faldet over det fineste og ganske gratis mønster på en sød solkyse – måske et hyggeligt weekendprojekt til nogen af jer derude?

Det er næppe nogen stor nyhed, at jeg strikker. Det er relativt nyt (sådan, et par år nyt), mens jeg til gengæld har syet i rigtig mange år. Bortset fra de seneste. Jeg har en symaskine. Min mors trofaste Pfaff fra 1976, som jeg arvede, da jeg flyttede hjemmefra. Den vejer omtrent det samme som mig og er stort set udelukkende i metal – og den fungerer fuldstændig upåklageligt.

Jeg syr ikke meget længere – det dur ikke at bo i lejlighed og finde maskinen frem i aftentimerne, og i løbet af dagen er der sjovt nok enten arbejde eller børn at tage hensyn til. Det er både mere stille og mindre omfattende at finde strikketøjet frem. Dog fandt jeg maskinen frem i Bededagsferien og vupti røg der ikke mindre end tre små solkyser afsted.

Mønsteret er ganske gratis – og noget så fint – og findes blandt en masse andre virkeligt flotte mønstre, strikkeopskrifter og andet krea-tidsfordriv HER Disclaimer: husk at sætte god tid af inden du klikker dig forbi! Det kan ende med at være en farlig tidsrøver…

Jeg startede med at sy str 18-24 måneder, og den passer Bean. Hun kan faktisk også lige nøjagtig være i den str 12-18 mdr, jeg syede derefter, men her kan Lillesøster heldigvis også være med, og hun kommer snildt til at passe den næste år også. Mine børn har tilsyneladende virkeligt små hoveder? Jeg fandt resterne frem fra stoflageret og af det blomstrede Liberty-stof var der netop nok til at Lillesøsters elskede Baby kunne få sin egen kyse. Uden skygge, men ellers syet på nøjagtig samme måde som de andre. Komplet med hjemmefoldede skråbånd und alles. Jojo, dukkegarderoben vokser stille og roligt.

Når stoffet er klippet, kantebånd strøget og vliseline strøget på skyggens foer, så har det taget mig omtrent en time at få kyserne klar hver især. Inklusive tiden med at sætte knappenåle i og håndsy de sidste detaljer. Det har kostet mig ingenting i denne omgang, for det hele er klaret med rester fra skuffen. Jeg kan ikke afvise, at jeg kommer til at lave et par stykker mere, for de er både noget så fine og et hyggeligt og nemt og gennemført lækkert syprojekt. Og helt oplagte til at få ryddet ud i resterne.

dsc_0017 dsc_0018 dsc_0019 ^^ Klar til sommer og solskin. Stof med engblomster og jordbær, Liberty of London. Grafiske blomster, Stof&Stil

3 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En update på amningen