Du ved, du har børn, når…

… du ikke har sovet i 4 ud af 5 år, men stadig er tilnærmelsesvist fuldt funktionsdygtig. Lidt krøllet i kanterne, men som udgangspunkt i stand til at varetage dagen og livet.

… du er så vant til at navigere i Schrödinger-dilemmaer, at du ikke længere forundres over børns komplette afvisning af og totale mangel på forståelse for logikkens rammer. Når din tumling for eksempel får et hysterisk sammenbrud, fordi hun ikke både kan blive båret og gå selv. På samme tid.

… du ved, hvor vigtigt det er, at nederdeles elastik sidder på den helt rigtige måde, og at der inden for omtrent 2 mm er et spænd mellem ‘ALT FOR LØST’ og ‘ALT FOR STRAAAAMT’

… du har udviklet et skill-set der overgår McGyver, når det handler om at løse pludseligt opståede og komplet uforudsete problemer.

… du rationelt set godt ved, at andre mennesker spiser aftensmad efter kl. 17.30, men det føles bare virkelig mærkeligt

… du uden at tøve lader en bræk-indsmurt tumling kramme sig tæt ind til dig. Mens du har en lys strikbluse på, der helt sikkert ikke kan tåle mere end skånevask og som givetvis aldrig bliver helt sig selv igen.

… du ikke længere tænker over det fundamentalt mærkelige ved at sige ting som: ‘Nej, du må ikke tænde for tørretumbleren, mens din søster er derinde’

… du ved, hvor du skal træde på samtlige gulvbrædder for at sikre dig en lydløs retræte fra succesfuld putning – og selvom du ikke har trænet i 6 år, så er du i stand til at rejse dig uden at bruge hænder og arme fra en liggende position udelukkende ved brug af viljestyrke til at kontrollere core musklerne. Fordi det er mest stealth.

 

Vi havde en… ahem… dejlig morgen. Med en tumling, der for sin egen skyld burde have sovet minimum en time længere, og en 5-årig, der havde et par herlige nedsmeltninger over dagens i øvrigt helt selvvalgte outfit.

Heldigvis er der kaffe på kontoret, en ny sæson af Outlander på Netflix (!!!!!) og lidt ekstra kærlighed i luften. I dag er det nemlig præcis 8 år siden, Jonas og jeg mødte hinanden for første gang.