Nemme børn?

Lige siden Bean var helt lillebitte, har jeg orienteret mig mod Vidunderlige Uger, og det har stort set altid stemt med tidspunkterne og stemt spot on med de tegn på udviklingsspring, som også er beskrevet i bogen. Lillesøster følger også de såkaldte tigerspring.

Som regel har hun reageret markant mindre voldsomt end sin storesøster, men alligevel har vi mærket forskel på ‘normal baby’ og ‘tigerbaby’. Lige i øjeblikket er hun midt i stormvejret i det sidste af de udviklingsspring, der omfattes af bogen (der efterhånden har flere løse sider og æselører, der hvor den har været læst ofte). Det her tigerspring er uden sammenligning det vildeste, hun endnu har præsteret. Vi snakker snarere forhistorisk sabeltandstiger med torn i tåen, end de nærmest nuttede eksemplarer, typer som Putin aer ude i den vilde, russiske natur. Springet er lidt forskudt i forhold til hvornår, det ‘burde’ have været, fordi hun var syg og indlagt i samme periode. Nu er det så igang for fulde hammer, og NØJ hvor er vi trætte af det.

Brok hele dagen og skrigeri hele natten i hele den forgangne uge plus det løse. Ærligt talt er hun smadderirriterende lige nu, og var det ikke fordi, hun OGSÅ er uhyggeligt nuttet og blød, så var hun forlængst sat billigt til salg. Man tilgiver meget, når man hver morgen bliver vækket med dusinvis små, fine kys.

Det er også anstrengende for Lillesøster. Det ved vi godt. Jeg havde bare virkelig håbet på en ‘nem’ periode ovenpå en rigtig hård og drænende december. Vi kunne alle have brugt bare en uge eller to uden hoste og sygdom og uden alt for mange konflikter og med bare lidt mere søvn.

Jeg ved ikke, om jeg tror på, at nogen børn er decideret ‘nemme’. Nogle er helt klart nemmere end andre, men der er udfordringer for alle forældre. Beans første halve år handlede om ren overlevelse for os voksne, mens Lillesøster 90% af tiden var mild og blid. Bean havde til gengæld absolut ikke skyggen af ‘terrible two’s’, mens Lillesøster lader til at lægge i støbeskeen til en… ahem… skøn, gryende selvstændighedsfase.

Pointen? Den har jeg glemt. Til gengæld kan jeg huske at Jonas og jeg kiggede udmattede på hinanden over aftensmaden i går, og kunne konstatere at den weekend, der burde have ladet os op til den kommende arbejdsuge, snarere havde efterladt os drænede og endnu trættere end før.

Det er en fase. Det er en fase. Det er en fase. Men kan den ikke godt snart slutte?