Hvid strik og grå børn
Jeg har efterhånden strikket ‘fast’ et par år. Jeg startede for alvor igen, da jeg blev gravid med Lillesøster. Det tog fart og jeg blev så inspireret af de mange dygtige medstrikkere på især Instagram. Jeg fandt ud af, at strikkeriet hjalp på de plukkeveer, jeg begyndte at blive generet af i slutningen af 2. trimester, og jeg strikkede næsten helt frem til den aktive fødsel (og resultatet blev dette) Nogle projekter siden hen har været mere teknisk krævende. Andre mellemstore. Nogle har krævet et tæt kig på opskrifter og mønstre. Andre har nærmest strikket sig selv.
Over weekenden er der røget et par små, råhvide kyser af pindene. Der er noget særligt fint over hvid strik, synes jeg. Noget uskyld og minder om fordums romantik. Den ene er til Lillesøster. Den anden i miniaturestørrelse til hendes yndlingsdukke. En enkel, hurtig opskrift med et fint udtryk og tilpas overskuelig til at arbejde med midt i Lillesøsters sygdomsforløb. Et halvt øje på iltmætning og vejrtrækning. Et halvt på strikketøjet.
Det går ikke så godt her på Østfronten. Lille E blev indlagt i går eftermiddags efter at have været dårlig siden torsdag. En vågen vagtlæge kiggede på hendes almentilstand og besværede vejrtrækning og i stedet for at sende os hjem med en recept på penicillin, målte han hendes iltmætning. Det gav os en ambulancetur til børneafdelingen og indtil videre nu to overnatninger på Hvidovre.
Jeg kunne have – burde måske? – have holdt øjnene på lille E hele tiden. Men jeg havde brug for at rette fokus lidt mod noget andet også. Noget, der afstresser mig. Noget, der giver en ro midt i en storm.
I eftermiddag afløste Jonas mig, og jeg tog tilbage til Østerbro og min store K, der har savnet. Både mig og sin søster. Det var dejligt at se hende igen, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg havde lyst til at tage afsted og efterlade et lille, gråt barn i en alt for stor, hvid seng.
Jeg har aldrig været så bange før, som når jeg kigger på min datter, der ligger bleg, afkræftet og slap. Som ikke vil spise. Ikke drikke. Ikke engang brokker sig over at blive stukket i. Hun har ‘bare’ lungebetændelse. Feber. Dehydreret, uanset hvor meget vi har kæmpet sammen for at få nok væske i hende. Det lyder måske banalt, men der er intet som helst banalt ved at se sit barn syg.
Tak for alle jeres tanker. De varmer. Det gør de. Jeg har læst og sat pris på hver enkelt, men jeg må erkende, at jeg ikke har overskud til at svare. Egentlig havde både Jonas og jeg tænkt, at vi afløser hinanden dag for dag, og så kan vi arbejde hver anden dag. Lige nu har jeg bare svært ved at se mig selv på kontoret. Jonas har taget fri resten af ugen.
Det er ikke særligt hyggeligt eller december-juleagtigt. Det ved jeg godt. Det var ikke meningen. Intet af det her var meningen. Og så snart Lillesøster er rosa igen i stedet for grå, så glæder jeg mig til at skrue op for hyggen. På Østfronten og ude i virkeligheden. Mere end ord kan beskrive.
Puha. Sender positive tanker og energier jeres vej❤️ Håber hun snart er rask igen.
Vores søn havde kighoste da han var 2,5 uge gammel og var indlagt i en uge, heldigvis er de smadder søde på Hvidovre. God bedring ❤️