Tålmodighed og temperament

Vi talte om det sidste weekend med et vennepar. Hvordan ens barn kan ramme de helt rigtige (eller forkerte, om man vil) knapper. Hvordan man bliver konfronteret med sine egne skyggesider gennem sit barn.

For vores vedkommende er det Bean og mig, der har temperamenter og træk, der er så tæt op ad hinanden, at de ikke kan undgå at eksplodere af og til. Jaja, jeg er den voksne og burde kunne hæve mig over det hele – men jeg er også bare et menneske, og når nogen bliver ved med at trykke på den røde knap længe nok, så ender jeg i det røde felt. Jeg hader, når det sker, for det er den værste følelse i verden efterfølgende. Og det er heller ikke hverken hensigtsmæssigt eller effektivt, sådan rent opdragelsesmæssigt.

Til gengæld er jeg god til at sige undskyld og vi bliver altid venner igen efter bomberne er sprunget. Jeg tror, det er ok at vise Bean, at man kan blive vred og hidsig og af og til tabe tålmodigheden – så længe man også viser, at man kan blive god igen. Det er vist med et smart udtryk ‘autentisk’.

Det, der særligt går mig på, er ulydigheden. Forstå mig ret, jeg mener absolut ikke at børn skal efterleve kæft, trit og retning og jeg ved udemærket godt, at Bean trods alt kun er 3 år gammel. Jeg er selv meget pligtopfyldende og ordentlig, så det provokerer mig vanvittigt meget, når (helt rimelige) krav negligeres. 9 ud af 10 gange (9,9 faktisk) kan jeg trække vejret dybt og løse konflikter på en voksen og pædagogisk ansvarlig måde. Særligt, når jeg ikke er blevet vækket 4 gange i løbet af en nat. Udover de vækninger, Lillesøster står for, når hun er blevet sulten. Men 4 vækninger af Bean, der skal have vand, skal fortælle et eller andet eller skal have sin nattrøje på igen, fordi hun i nattens mulm og mørke har taget den af (!?). Så bliver jeg så træt, at overskuddet svinder faretruende meget ind.

Jeg bliver slet ikke frustreret over Lillesøster – hun kan jo vitterligt ikke gøre for, hvad hun gør. Hun agerer udelukkende på instinkter og behov. Bean agerer naturligvis også ud fra behov, men hun er til gengæld også gammel nok til at vide bedre det meste af tiden, så mon ikke Lillesøster og jeg også vil få sammenstød med tiden?

Heldigvis er det kun en lille del af tiden, vi er uvenner. Som regel er hun den skønneste, skæggeste lille pige, der pt. er i fuld gang med at opdage hvordan man kan bruge humor. Vi plejer at joke med at Bean slet ikke kan lide chokolade/kage/banan, men kun salat eller andre vederstyggeligheder – forleden vendte hun den mod mig, lige da jeg var ved at hælde rørsukker i min kaffe. ‘Du kan slet ikke lide sukker, mor. Du kan kun lide salat’ . Og så var hun ved at knække sammen af grin, da hun så, jeg fangede joken.

^^Prinsesse-sommerfugl du jour, der allernådigt lod mig fange et par (meget hurtige) billeder inden hun skulle ind og vise sig frem. Hende der kan bringe det allerværste og det allerbedste frem i mig.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram