Halloween, flagermuseprinsesser og mareridt
I børnehaven har de hele den forgangne uge snakket Halloween. De har klippet græskar, spøgelser og flagermus – og pyntet dem med pailletter efter devisen ‘more is more’. Fredag var alle forældre inviteret til uhyggelig forældrekaffe og vi så børnene spille teater om en heks og hendes kæle-edderkop (I ved, ham dér Peter Edderkop, som man også kan synge om)
Der var pyntet op i hele børnehaven og lavet lækkerier. Alle børn var klædt ud – Bean var den skønneste flagermuseprinsesse og havde haft kostumet på hele dagen. Hun var SÅ stolt af det og er vist ret meget ombord med hele Halloween-konceptet.
Til gengæld så er hverken hun eller vi fan af den drøm, hun har i øjeblikket. Den er så skræmmende, at selv Jonas og jeg får gåsehud. Hun har nogle nætter i træk vågnet med et skrig, og forleden fortalte hun Jonas, hvad det var, hun drømte: i hendes drøm vågner hun ved at et par fremmede dukker står oven på hende i sengen, så hun ikke kan komme op. Hun fortalte at hun ikke ved, hvem dukkerne er – og vi må gerne ødelægge dem. Rive arme og ben af, så de ikke kan stå på hende. Yikes! Det er da også virkelig uhyggeligt. Det lader heldigvis til, at hun har ro om natten igen. Måske hjalp det at fortælle om drømmen og høre fra både Jonas og jeg, at vi i den grad vil ødelægge de dukker, hvis de kommer igen?
Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram
Min (psykologuddannede) kollega siger, at det kan give god mening at spørge sit barn om ‘hvad det havde brug for i drømmen?’. Altså, når du drømmer x som er uhyggeligt, hvad har du så brug for sker, for at det ikke er uhyggeligt længere. På den måde kan de ligesom se sig ud af det og få det lukket (forhåbenligt ;-)). Bare et lille fif. :-).