En af de dage

… sådan en overskrift lægger gerne op til en omgang brok eller frustration, men lige præcis i dag er det anderledes. I dag er nemlig en af den slags sjældne dage, hvor alting er gået op i en højere enhed.

Jeg ville rigtig gerne nå forbi Nikolaj Kunsthal og se Tape Copenhagen-udstillingen inden den lukker i morgen (SKYND jer derind, hvis I kan! De har åbent igen i morgen fra 10-20) og jeg fik Jonas med på idéen. Bean er nem. Hun bliver generelt entusiastisk, så snart ordet ‘museum’ bliver nævnt.

Der er en del ventetid på at komme ind og kravle i de 43 km tape, der er spændt ud tværs gennem kunsthallen som et slags spindelvæv, men hvad gør det, når der er trapper at hoppe fra og masser af gulvplads at løbe hurtigt på? Vi fik endda helt tilfældigt selskab af gode venner og deres datter på et par år. De to piger susede rundt i hele hallen, så for dem var der ingen ventetid – kun legetid. Lillesøster var vågen og rolig og lå bare og kiggede på det store, lyse rum (når hun ikke lige spiste sig mæt og tilfreds).

Bean var ikke udpræget tilfreds med, at vi ikke kunne tage endnu en tur med det samme, men der var mange andre mennesker, der havde lyst til at efterprøve hvorvidt tape kunne holde deres kropsvægt. Vi forlod kunsthallen til fordel for legepladsen rundt om hjørnet, hvor pigerne gav den gas, indtil vi opdagede, at klokken var langt over frokosttid. Med lillesøster i viklen lånte Bean Bugaboo’en og vi kom hurtigt frem gennem menneskemylderet i Indre By og ned til Union Kitchen ved Nyhavn og det hyggeligste familiemåltid længe. Åh, hvor er Bean herlig at have med ude og spise – hun rockede med til baggrundsmusikken, smagte på alt og delte gladelig både laks, avokado og minicroissant med mig fra vores fælles brunchtallerken.

Gåturen hjem i solskinnet var skøn. Lange, fælles gåture er virkelig noget, jeg savner fra sidste barsel, men det kan ikke lige lade sig gøre at tage en aftentur hånd i hånd rundt om Søerne klokken otte denne gang. Lillesøster gad ikke at ligge i barnevognen længere, men det er intet problem. Jeg elsker, at det er så nemt og trygt at kunne bære hende i viklen, når hun trænger til nærvær og til at blive skærmet fra omverdenens mange indtryk. Hun falder helt til ro på et sted mellem 1 sekund og 5 minutter og det er intet mindre end vidunderligt at mærke den lille, bløde krop putte sig ind mod mig.

I skrivende stund sover lillesøster i slyngevuggen (mere om den en anden gang), Bean og Jonas er ude og gå en lille aftentur og jeg har valgt at lade rod være rod for en stund og sætte mig foran computeren.

I dag er en af de dage, der giver overskud. Masser af det. Den glimter og glitrer af en lykke, der godt kan drukne i bleer, afbrudt søvn, hverdagskonflikter og vasketøj, men som jo alligevel findes derinde i kernen af vores lille familie. Hel og fin og klar til at springe frem, når vi bare giver den plads.

^^Beans tee og shortsnederdel er fra Ellos Kids og en gave. De er godkendt som seje af Bean. Det er et m.e.g.e.t. vigtigt kriterium i øjeblikket, når den lille dame klæder sig på. Moren synes absolut også kvalitet og pris er godkendt, og jeg tror lige jeg skal lure lidt mere på udvalget på hjemmesiden.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram