Mit egenrådige, empatiske midterbarn

Min førstefødte. Indre uro og ydre glæde

Der er ingen større omvæltning, jeg kender til, end at blive mor. Intet, der helt på samme måde vender op og ned på alt i livet. Ikke mindst ved det første barn, som katapulterer éen ind i en verden og virkelighed, der er markant anderledes end noget før og efter. Og ind i en kærlighed, der vokser sig større end man troede, den kunne være. Mere grænseløs, mere absolut.

Nu siger jeg ‘vokser’, og det er med fuldt overlæg. For mig kom moderinstinktet med den positive graviditetstest og blev cementeret ved fødslen. Den altovervældende opgave at beskytte og tage vare på mit barn. Kærligheden kom efterhånden. Vi voksede ind i hinanden og lærte hinanden at kende. Kolikken aftog og smilene dukkede langsomt op efter de første, hårde måneder. Og så blev det pludselig lettere og lysere og helt uundværligt. Så smeltede instinkt og kærlighed sammen og blev en del af min identitet.

Min store pige.

Nu er du snart 8 og så småt på vej ind i grænselandet mellem det lille og store barn. Du kan både rulle øjne som en pre-teen og lege overstadigt glad med sine søstre og venner. Du kan snakke med om store og svære emner og deltage i filosofiske overvejelser. Og du kan synes, det hyggeligste i verden er at se Barbapapa med de to små.

Du er helt holdt op med at gå i kjoler og nederdele. Næsten. Nytårsaften trak du i tylskørtet for at matche din lillesøster – fordi det var meget cute. Til gengæld elsker du at iføre sig bukser og blød strik og bliver stadigvæk ovenud begejstret når jeg og din mormor strikker til dig. Du er de fleste dage at finde i fritidshjemmets krea-rum med limpistoler og dims, men hvis du ikke er der, så kommer du løbende et sted udenfor. Fuldstændigt jordet til fra top til tå i den flyverdragt og elefanthue, du elsker. For den er altså bare rarest og lunest at have på, selvom man måske ser sejere ud i jakker og tophuer.

Du føler stort og meget og af og til så meget, at det er svært at være i. Du og jeg ligner hinanden lidt for meget på nogle områder – og slet ikke på andre. Din medfødte rastløshed har du fra din far, og du og vi øver os i at man godt kan kede sig og at der ikke skal ske noget altid og hele tiden og hver dag.

Du tager stormskridt ind i matematikkens og læsningens verden, og jeg glæder mig på dine vegne til at du kan nok til at læse de ‘rigtige’ bøger, du så gerne vil. Til at du også kan forsvinde i universer af fantasi og fortællinger uden at være afhængig af vores tid og mulighed for at læse andet og mere end et enkelt kapitel ad gangen. Du vil være kok og maler og fotograf og dyrehandler og alt indimellem, og jeg håber sådan, du bevarer din åbne tilgang til at lære hele livet.

Store pige. Hold endelig fast i dig selv. I din åbne tilgang til verden og din videbegærlighed. Din kærlighed og næsten uendelige tålmodighed med din yngste søster. Din legeglæde og din nysgerrighed. Så skal jeg nok hjælpe dig med at håndtere alle de følelser, der følger med undervejs.

2 kommentarer

  • Sikke et dejligt, dejligt indlæg g hyldest til hende – det minder mig om alt, jeg er blevet fortalt om mig selv – et snakkehoved med mange store ord, der altid sad med tusher som lille, og senere i klubbens krea-rum – en ro, kombineret med krudt i røven. Og så elskede jeg min mors hjemmesyede tøj og drømte om at lære at læse.
    Håber hun runder de 8 med en fødselsdag, der lige efter hendes drømme 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      <3 Tak for det! Hun har lige et par sager at glæde sig til inden fødselsdagen, men hun plejer at gå ret meget i selvsving omkring at blive fejret, så mon ikke?

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mit egenrådige, empatiske midterbarn