• Caroline Jacobsen
  • Triplets of Copenhagen *
  • Fit Mom
  • Østfronten
  • ···
Er det pinligt at købe brugt tøj?

Hvor mange børn er det rigtige antal?

‘Hvordan vidste du, at I ville have tre børn?’ og ‘Skal I så også have en firer?’ er spørgsmål, der er dukket op flere gange siden jeg annoncerede min graviditet på Valentins Dag tidligere i år. Jeg synes, det er rigtig interessant det her med, hvordan man ved, om man skal have flere børn. Eller at man ikke skal.

Nu kan jeg kun tale ud fra mine egne erfaringer, så der vil sikkert være mange andre måder at nå frem til formen på netop sin familie på. Det kan også være mere eller mindre frivilligt, at man ender med en bestemt størrelse på børneflokken. En del af spørgsmålene, jeg har fået, handler om andre, der er i tvivl. Om de skal have flere børn. Det er en kliche af dimensioner, når man siger, at man jo ikke fortryder de børn, man får, men jeg kunne ikke forestille mig livet uden nogen af pigerne. Kolik and everything. Så hvis man kan mærke, at man mangler nogen, og hvis livet kan fungere med endnu et barn – go for it. Til gengæld skal man måske holde sig på egen banehalvdel og holde sig fra at spørge ind til, om der kommer en mere i fremtiden, når man møder nogen der er gravide eller på barsel.

Jonas og jeg har vidst hele vores voksenliv, at vi gerne ville have børn. Vi havde også begge en klar forestilling om mere end et barn – men det stod ikke nødvendigvis skrevet i kortene, at der  skulle være mere end to. Vi er begge fra familier med det klassiske antal. En til hver hånd, I ved.

Vi lagde ud med en mavepuster af rang. Frit fald fra 10 meter vippen og direkte fra livet i tosomhed og til en ny familie med en heftig kolikbaby, der grundlæggende aldrig sov. Det var så barsk. Det første halve år med K var en kamp for at få en eller anden form for kobling mellem forestillinger og virkelighed. Det var også en slags sorgproces over at intet blev, som vi regnede med. Ligeså langsomt fandt vi rytmen. Vi fandt hinanden – barnet og jeg først, barnet og hendes far lidt senere. Jeg ville kun ønske kolik og søvntortur for min allerværste fjende og ingen andre – men det var dog aldrig en dealbreaker for tanken om endnu et barn.

Hun kom, da vi var klar, og var en blød, blid og mild baby. Det var en helt anderledes barsel. Bevares, det er altid en udfordring at blive frarøvet søvn i længere perioder, og alle skal lige lære en ny familiekonstellation at kende. Men jeg mindes det ikke som hårdt på samme måde. Til gengæld mærkede jeg også meget tydeligt, at jeg ikke var færdig med babyer. Nærmest lige efter fødslen, der var helt perfekt. Det var ikke en følelse, der forsvandt med lykkerusen over en veloverstået fødsel og en lillebitte, knirkende baby. Den hang ved. Fornemmelsen af at vi ikke var fuldtallige endnu. Heldigvis havde Jonas det på samme måde, og lykkeligvis fik vi også vores tredje barn på vej, da vi planlagde det.

Som mit første barn er hun også en svær baby. Hun er SÅ dejlig og jeg elsker hende højt. Tag endelig ikke fejl af det. Men hun er vanskelig at have med at gøre. Vanskelig at stille tilpas. Hun græder meget og sover dårligt og nægter at kunne ligge selv. Det er blevet bedre. Det bliver bedre om lidt igen. Men det har været så benhårdt at skulle tackle endnu en kolikbaby samtidig med en treårig i trodsalder og en skolepige, der af og til koger sammen i hovedet. Det har været den svære treer. Det har faktisk været rigtig hårdt at blive mor igen. Selvom det er det letteste i verden at holde omen

Der er sket en afgørende forskel mellem min første kolikbaby og min sidste. Det føles nemlig sådan. Som det sidste barn. Hverken Jonas eller jeg har længere den klare følelse af at mangle nogen. Vi er her nu. Allesammen. Alle fem. Og det er kaotisk og hårdt og lige nu er det mere overlevelse end så meget andet – men det er rigtigt. Det er sådan her, vores familie skal være. En håndfuld mennesker – tre små piger og deres voksne. Jeg tror egentlig, at jeg ville have det på samme måde, hvis sidste skud på stammen havde været verdens letteste og mest smilende og rolige baby.

Har vi så helt afskrevet tanken om flere børn? 

Ja. Og nej. Vi har ikke truffet nogle endelige, irreversible beslutninger om emnet. Ingen af os regner med, at der skal flere til. Fornemmelsen er ganske enkelt en helt anden nu i forhold til både første og anden gang. Men. Måske føles det anderledes om nogle år – og så må vi træffe en beslutning til den tid. I den ene eller anden retning.

For nogle er et barn det helt rigtige antal. For rigtig mange er det to. For stadigt flere bliver det til tre – og nogle har flere børn end det. For andre er det helt rigtigt ikke at have børn. Og så er der alle dem, der ikke helt selv får lov at træffe beslutningen fordi deres forplantning ikke vil som de vil. Det kan være et rigtig ømt emne at berøre – og at spørge ind til hos andre. Og man bør altid spørge forsigtigt, medmindre man kender hinanden rigtig godt (eller: måske i virkeligheden undlade at spørge?) Jeg synes egentlig, det kunne være rigtig interessant at vide, om der er andre derude, der har haft en klar fornemmelse af hvor mange (eller hvor få) børn, de ønskede sig. Så hvis der er nogen, der har lyst til at dele deres erfaringer, kan mine spørgere måske blive lidt klogere på deres egne overvejelser.

15 kommentarer

  • Linda

    Så spændende læsning, elsker at følge med i dine ærlige indlæg. Vi har to børn på 3 og 5, men har altid tænkt, at vi skulle have flere og under sidste graviditet og fødsel, tænkte jeg at det ikke var sidste gang. For tiden er jeg (og også min mand) så meget i tvivl om vi skal have en 3’er eller ej. Mit hjerte vil gerne, men vores pige på tre har i den grad været en udfordring mhs til søvn og sover stadig ikke igennem (skrev engang til dig omkring det, da hun niver i hud for tryghed ligesom én af dine piger gjorde). Og synes ikke altid, at jeg er super overskudsmor til de to dejlige unger, jeg allerede har. Derover spiller økonomien mest ind i forhold til min mands forbehold, og også bekymring for overskuddet til én mere. Vi har dog nogle meget kærlige og omsorgsfulde børn, som begge elsker babyer, så ved også at det ville blevet en forkælet og elsket 3’er, hvis den kommer. Anyways, ville egentlig bare sige tak for dit indlæg, som ramte i mine tanker for tiden og håber at kunne læse flere erfaringer i kommentarene senere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det kan jeg virkelig godt forstå. Jeg tror, man finder energien og overskuddet, når man skal – men derfor skal man jo helst ikke være for udkørt på forhånd. Åh, og så håber jeg søvnen for jer snart bliver bedre. Det er jo ikke altid kun lysten, der skal overvejes når man udvider flokken. Det handler om hele familien – om plads, om logistik, om økonomi også. Jeg håber og er sikker på, I finder det der er rigtigt for jer <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi Kjeldgaard

    Skønt indlæg!!! Jeg har 4 børn- 4 dejlige piger . På hhv 26,24,21 og 12 år. Jeg har slle dage ønsket mig 4 børn , men livet formede sig således st 3 børn var nok!!! Mon morndøde da jeg netop havde det mit 3.barn og det var en rigtig svær tid.

    Efterfølgende gik der en del år med det antal o familien ig så ville skæbnen det anderledes . Pga en blodprop i benet, blev jeg indlagt og lægerne tog p-pillerne fra mig. Og dét gav vores dejlige efternøler .

    Jeg har nydt at være småbarns mor til 3 små størrelser på én gang og jeg har også nydt at kunne koncentrere mig om et enkelt lille barn, hvor de store har været mere selvkørende .

    Barslen med nr 4 er den barsle jeg har nydt allermest . Både fordi jeg havde tiden( v nr 1 var jeg under uddannelse til sygeplejerske ) og v nr 2 og 3 var der flere børn der skulle tilgodeses.

    Ved de 3 storenhavd jeg barsle i hhv 5,6 og 7 mdr( sådan var det dengang ) og v den sidste havde jeg godt et år og det er da den bedste tid ever….

    Så selvom jeg var færdig med at få børn efter nr 3- så fik jeg alligevel 4 – som jeg egentlig altid havde ønsket mig, blot med års forsinkelser .

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Heidi Kjeldgaard

      Godt så….alle tastefejl er gratis i dag. Åbenbart ikke let at skrive et lidt længere svar på en telefon 😂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak <3 Åh, det er da en helt fantastisk livsfortælling. Om en firer, der hele tiden skulle komme, men bare på et andet og helt rigtigt tidspunkt. Og med bedre barselsforhold!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Jeg har altid vidst, at jeg skulle have 3 børn. Heldgivis er min mand enig, og nu er nr. 3 på vej ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Ih, tillykke! Det er rart, når man er enige.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Dejligt indlæg. Du er og bliver min yndlingsblogger :-* Vi har tre børn på 2, 7 og 9. To drenge kom der først og til sidst en lille frøken. Vi har haft en oplevelse af “luksusbaby” ift den sidste. Både fordi drengene var så store (5 og 7), da hun arriverede, og fordi hun er meget mild og har sovet ganske fint (det har vi ikke prøvet før, det med søvnen!). Og kunne vi tænke os en nr. fire? Ja. På sin vis. Men vi er 42 og må nok sande, at vi ikke skal have flere. For os har fertilitet været et issue ved to af graviditeterne/børnene, og det game er så fyldt med usikkerhed, sorg og frygt. Så den dør tror jeg, er lukket. Og måske har jeg faktisk også følelsen af, at nu er flokken samlet. Men hvis vi var 5-10 år yngre, var det måske en anden sag. Kram til jer

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      <3 Tusind tak. Åh hvor dejligt med en luksusbaby. Jeg kan godt forestille mig, at to så store børn er en god hjælp. En treårig er liiiidt mere udfordrende lige nu. Vi har flere venner og bekendte, der også kæmper med fertiliteten, og det er så svært at være i, så jeg kan virkelig godt forstå jeres beslutning.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra

    Jeg har aldrig været sikker på, hvorvidt jeg overhovedet ville have børn. Jeg har til gengæld altid været skråsikker på, at jeg i hvert fald ikke skulle have mere end ét barn… Klip til nutiden, hvor jeg helt planlagt har en på to og en mere på vej; for mig har forældre- og moderskab mest af alt vist sig at være dynamiske størrelser, både hvad angår idéen om dem samt udlevelsen af dem i praksis og ligeledes forholder det sig for mig med ønske-antallet af børn. Jeg øver mig derfor fortsat i at lade være med at bruge energi på at forsøge at aflure hvad, der venter af begivender, udfordringer og følelser rundt om forældre-, moderskabets såvel som livets utal af hjørner.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det er så spændende hvordan livet ender med at forme sig og hvordan man kan skifte retning undervejs. Stort tillykke med den kommende tre’er. Jeg håber jeres bliver en mere rolig type end vores! For mig har det været markant så forskellig fornemmelsen var fra 2 til 3 – jeg følte virkelig at vi manglede nogen. At vi ikke var færdige. Og det har der slet ikke været denne gang.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Lille M kan vist gøre enhver skruk – hold fast, hvor er hun kær.

    Herhjemme har vi to børn – og det er det helt rigtige antal for os.

    Jeg er selv enebarn, og bliver dagligt helt beruset over at opleve mine børns søskenderelation udvikle sig. Det er helt nyt land og virkelig spændende og smukt. Men jeg er ikke selv spor ked af at være enebarn – sådan så min familie ud, og det var helt fint.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      <3 Det er så spændende at høre om andres familievalg og -former. Ja, de søskenderelationer kan virkelig noget! Og som enebarn er der andre fordele er jeg helt sikker på. For eksempel den luksus der er i udelt opmærksomhed.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lina

    Super interessant indlæg! Min mand kommer af en søskendeflok på tre, og jeg er enebarn, så vi landede på kompromisset med to skønne børn… Vi var så uheldige at miste et barn under graviditeten (anden gang), og med det bliver man meget ydmyg. Heldigvis fik vi en sund og rask baby hurtigt efter, og vi er meget taknemmelige for de to sunde og frække børn vi har.
    Vi har lyttet meget til os selv på rejsen, og vidste ikke på forhånd hvor mange børn, vi gerne ville have. For os er det primære, at alle i familien trives, og det fungerer bare rigtig godt for os med to børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      <3 Det er en rejse at finde sin familie – jeg er ked af at I har mistet undervejs. Vi har også fulgt fornemmelsen og her var det rigtigt med treeren også.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Er det pinligt at købe brugt tøj?