Mommy shaming i børnehøjde og den rigtige måde at håndtere babyer på

Mommy shaming starter tidligt. Åbenbart allerede i 3-års alderen, hvor dukkemødre kan skændes på livet løs om hvordan man bedst tager sig af sine plastikbabyer. Livet er af og til helt sort/hvidt når det ses fra en tre-årigs næsetip, og derfor har E haft lidt kontroverser i børnehaven siden sommerferien sluttede. Hun ved nemlig ALT om, hvordan man håndterer babyer, og det får de andre børn at vide, hvis de gør det forkert.

Det starter åbenbart tidligt, det her med at ens egen måde er den rigtige og alle andre er galt afmarcheret. Sådan kan jeg også tage mig i at tænke, når jeg oplever andre, der håndterer deres liv og børn helt anderledes end os – men jeg holder tankerne for mig selv, selvom jeg kan undres over andres valg. Vi gør nemlig hver især det, der er rigtigt for os. Og har vi brug for råd, skal vi nok selv efterspørge det.

Både E og en af de andre piger i børnehaven er blevet storesøstre henover sommeren, og derfor er de lidt ekstra glade for at lege dukkemødre selv. Det er her, konflikterne opstår. For hvordan passer man sin baby på den RIGTIGE måde? Det ved man bedst selv, og hvis de andre gør det forkert, så skal det naturligvis italesættes. Det er mommy shaming i børnehøjde.

E ammer sin baby (hvilket ser helt skørt nuttet ud) – den anden pige giver flaske til sin, og E er ikke bleg for at fortælle, at det er altså helt, helt forkert. Babyer skal have ‘mam-mam’ (red: det er ordet for ammemælk herhjemme. Det stammer fra E selv) og den slags kommer ud af mors bryster. Basta. Faktisk er amning så naturlig en del af babylivet herhjemme, at selv min store pige på 6 undrede sig højlydt til årets modemesse, da en anden mor gav sin baby flaske. Der er heldigvis intet ondt eller bebrejdende over den slags – det er simpelthen fordi de aldrig har oplevet andet end at babyer ammes, så det er meget outlandish for mine børn. Vi fik en snak om, at det er ikke alle, der kan amme eller har lyst til at amme, og så var den ikke længere. I børnehaven er de også blevet enige om, at man godt kan give babyer mad på flere måder efter devisen ‘Fed is best’

E foretrækker desuden at bære sine babyer og finder på alle mulige og umulige slags bæreseler og vikler. Tørklæder, forklæder og snørebånd (!) er alle helt velegnede til (dukke)babybæring. Den anden pige kører sine dukker i barnevognen. Men så skal de jo heller ikke diskutere hvem der skal bruge vognen, så på den måde fungerer det ret godt. Jeg bærer også ofte lillesøster – ligesom jeg har båret hendes storesøstre – men vi bruger nu også vognen. Jeg synes det er så skønt at se, hvordan vores forældrestil smitter af i hendes leg. Hvordan det er hendes oplevelse og virkelighed, at babyer passes på, ammes og bæres. De trøstes og nusses – og der tørres gylp væk i en uendelighed også. Så selvom jeg kan have dage, hvor jeg ikke synes, jeg laver andet end at forsøge at berolige lillesøster og hvor det hele flyder sammen i træthed og manglende overskud, så er det alligevel et andet indtryk mine børn har. Der er ikke tal på de kys og nus og opmærksomhed, lillesøster får, når hun er vågen (og sover…) fra især mit midterbarn. Hun har om noget taget storesøsterrollen på sig og vil allerhelst være sammen med sin lille M hele tiden. Det bliver jeg glad for om nogle måneder. Lige nu kan det være lidt stressende…

Det er slående, hvor meget ens egen livsstil og vaner smitter af på ens børn. I hvor utroligt høj grad, det bliver normalen og det, de måler andre op imod. Det er vores ansvar som forældre at åbne deres blik for at det normale kan have mange former og faconer – at der er mange måder at leve på og indrette sin tilværelse på. Og at der er mange, mange måder at være mor på og at babyer allerhelst skal være mætte. Uanset om de får bryst eller flaske.