At skulle være stor, når man er lille

#objectsforoutfits

Nogle gange er det nemmere at blive i overfladen og det overfladiske end at dykke ned bagom. At kigge på billeder af smilende børn i stedet for at forholde sig til skrigende, vrede morgener og temperamenter, der slår gnister. At gå på opdagelse i småfjollede, men nuttede hashtags og undlade at reflektere alt for meget over sorgen i at fejle og at måtte pakke sine egne følelser ned og vende sig bort fra et grædende barn bag en rude. På engelsk hedder det at compartmentalize. At opdele sindet i pænt forseglede bokse, så det grimme og svære kan gemmes væk, mens man holder fokus på det hverdagsagtige og voksenpligterne. Så man undgår at sætte sig i fosterstilling lige efter man har oprettet en fast månedlig bankoverførsel til barnet med titlen ‘Terapi for fejlslagent moderskab’, som hun får adgang til efter sin 18. fødselsdag.

Nogle gange. Jeg tror, det er sundt at kunne reflektere. At kunne gentænkte og gennemtænke og bearbejde og måske (forhåbentlig!) nå frem til andre og bedre løsninger i fremtiden. Jeg ved, jeg kan være en bedre, mere rummelig person. Men jeg ved også, at fornuften og rummeligheden nogle gange smuldrer væk og vreden bobler rødglødende inde bagved, klar til at gå i udbrud.

Det er mig. Det er min ting at arbejde på. At rumme andres raseri og urimelighed. At rumme at blive skreget ind i hovedet. At rumme når fornuften ikke kan nå barnet. Det føles som en falliterklæring at hæve stemmen. At forsøge at råbe sig igennem. Det er en uendeligt kortvarig tilfredsstillelse at hævde sin magt sådan. Ingen vinder ved det. Ikke mig og slet ikke mine børn.

Moderskabet er for mig en konstant øvelse i at blive bedre. Bedre til at favne, at rumme, at elske. Bedre til at mærke mig selv og at agere hensigtmæssigt, ansvarligt og kærligt i rammer, der skal skifte minut for minut. Det gør ondt, når jeg ikke kan forstå mit barn. Når jeg bliver så vred over at hun agerer på en måde, der udefra virker fuldstændig meningsløs. Når ting, der burde være helt uproblematiske, bliver til kæmpe konflikter. Jeg bliver vred over hendes måde at tackle sin egen vrede på. Over at hun gang på gang skriger sig selv ind i et hjørne, som kræver enormt megen energi fra os alle at klatre ud fra igen. At hun ikke engang kan anerkende det varme, kærlige kram, hendes søster giver hende. Hun er fem. Hun er kun fem. Selvfølgelig kan hun ikke rumme alle sine egne følelser. Selvfølgelig reagerer hun irrationelt og uhensigtsmæssigt af og til.

Det er min og vores opgave at lære hende at navigere i sine følelser og at finde rimelige outlets for dem. Og når jeg fejler, så ved jeg det kun alt for godt. Det er på mine skuldre. Det er mit ansvar. Jeg arbejder med det. Men nogle gange er det lettere at udskyde det svære til det ikke gør så ondt i maven længere, og i stedet finde billeder af smilende børn i hashtag-legen #objectsforoutfits

img_5798

   

3 kommentarer

  • Julie

    Ej hvor jeg havde brug for at læse det her indlæg i dag… min søn er 2 år og 10 mdr og er lige trådt ind i en eller anden ny (dæmonisk) fase af selvstændighedsalderen.. jeg prøver så meget! Hver aften tænker jeg at i morgen vil jeg ikke råbe af mit barn.. og (næsten) hver dag fejler jeg.. min lille dreng som kæmper med at finde ud af at løsrive sig og alligevel have så meget brug for os… men i morgen.. i morgen vil jeg være den mor mit barn fortjener…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    De her indlæg… Når du udgiver dem, så tænker jeg altid, at det er utroligt, så ens mennesker kan være. De store og de små. Det er det samme her <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At skulle være stor, når man er lille