Empatiske børn og dumme dage

Åh, jeg har haft en dum dag. Sådan en, hvor jeg bare har været i dårligt humør og haft svært ved at rumme resten af min familie – selvom de ret beset hverken har været mere eller mindre irriterende end de plejer.

Kender I det? Dage, hvor man er sådan lidt ved siden af sig selv. Måske er det første tegn på PMS siden oktober 2014. Måske er manglende søvn over de sidste mange uger synderen. Hvorom alting er har jeg skulle hanke gevaldigt op i mig selv for ikke at snerre og vrisse af alt og alle på matriklen. Bean og jeg endte med at blive uvenner over en fletning, der ikke ville blive ordentlig.

Jeg skumlede lidt for mig selv og meldte så rent bord over for pigerne, da Jonas var taget ud et par timer for at rette de der eksamensstile. Jeg fortalte Bean at jeg havde en dum dag. At jeg var i dårligt humør, men at det hverken havde noget med hende eller Lillesøster eller far at gøre. Jeg var slet ikke sur på dem.

Min store, lille, empatiske 4-årige tænkte lidt over den udmelding. Så spurgte hun, om jeg gerne ville have et kram. Ja. Tak. Et kram og at blive mødt med forståelse og rummelighed var lige præcis det, der vendte dagens værste surhed til overskud igen.

Inden puttetid talte vi om det bedste og værste ved dagen. Beans bedste var, at hun havde lært at komme ned ad brandmandspælen på legepladsen uden hjælp. Mit bedste er at have et barn, der på den måde kan rumme andres (negative) følelser og gerne vil hjælpe.

Et eller andet må vi have gjort rigtigt.