Sol og vind - og en eftermiddag for to

Farmors julegave og noget om at være nærværende

Vejret var ualmindeligt smukt i går, så timingen var helt perfekt. Vi brugte julegaven fra pigernes farmor – en tur i ZOO – til at tage afsted allesammen, for farmor var tilfældigvis i København netop denne weekend. Det var simpelthen den hyggeligste dag, og selvom det også havde været en dejlig tur for os fire, så var der nu alligevel noget særligt ved at også at have gavens giver med. Det er skønt at kunne dele oplevelsesgaver med dem, man holder af.

Vi bor så langt fra hinanden, at det ikke er så ofte, vi har mulighed for at ses, men pigerne elsker deres bedsteforældre, og Jonas og jeg ønsker for dem alle, at de får en nært og kært forhold.

Det er noget mere omstændeligt at tage tværs gennem byen og til ZOO uden bil, men Bean var en trooper og klagede ikke en eneste gang over trætte ben, selvom hun samlet set gik mange kilometer i går. Det var allerførste gang, Lillesøster var i ZOO, og hun havde en fest. Bean har været i en del forskellige ZOO efterhånden, og selvom hun glædede sig til at se dyrene, så glædede Bean sig allermest til at se farmor.

Vi var der fra de åbnede og stort set til de lukkede og vi nåede at se samtlige dyr. Vi havde varmt tøj på, madkurven fyldt – og Lillesøster kunne heldigvis sove en fin middagslur i vognen.

En del af dyrene var i vinterhi – men det var intet mindre end fantastisk at opleve girafferne helt tæt på i deres stald for både børn og voksne. Klappe-gederne er bare altid et hit. Lillesøster blev faktisk så overstadigt begejstret, at hun forsøgte at løbe hurtigere end de små ben kunne bære og faldt – med ansigtet først – direkte ned i den frosne grusbelægning. En flot hudafskrabning, et ordentligt blåt mærke og en stor krammer senere var hun mere end klar til at klappe videre. Ikke så meget pjat med hende!

dsc_0023 dsc_0036 dsc_0037

Da vi kom hjem med to flade men glade børn, kunne jeg konstatere, at jeg ikke havde et eneste billede af turen på min telefon. Ikke et (dårlig Instagram-type!) Jeg fik et par stykker med kameraet, som dog først kom frem sidst på dagen. Af familien. Ikke af de mange foto-venlige dyr og den smukke rimfrost, der lå over det hele.

Jeg øver mig i at være nærværende. Ikke at opleve mine børns liv gennem en linse. Men også for at undgå, at deres sindbillede af mig bliver med ansigtet halvt skjult af en telefon eller et kamera. Vi har ikke brug for alle de billeder. Det har jeg talt om før. Jeg øver mig stadig, for det er en balancegang mellem at fange og fastholde minder og at være helt og holdent til stede i nuet.

Jeg ærgrede mig faktisk lidt over, at jeg ikke havde fået bare et par stemningsbilleder med hjem, men på den anden side, så har jeg et fint og sjældent billede bare af Jonas og hans mor, et hyggeligt et af Bean. Et af Lillesøster og hovedet fuld af en rar dag. Det tæller også for noget. En hel del, faktisk.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sol og vind - og en eftermiddag for to