Familieliv som samfundsmæssigt anliggende, og noget om at tage moderskabet seriøst

Det her bliver lidt langt og debatterende og måske lidt tungt. Og der er ikke engang nogen billeder. Beklager. Egentlig ville jeg have skrevet del 459 om Beans søvn og putning, men jeg er stadig lidt for hudløs efter en mareridtsputning. Så. Forleden læste jeg en kronik i Politikken (altså; hvilken anden avis skulle akademikertypen med humanistisk uddannelse, bosat på Indre Østerbro læse 😉 ) som ramte en klangbund i mig. Ikke mindst set i lyset af Eurowoman-gate, hvor man kan læse om en fremmedgørelse i forhold til moderskabet og den (alt andet lige forbigående) identitet som småbørnsmor.

Det er SF’eren Line Britt Madsen, der skriver (rigtig godt) om, hvordan hendes forventninger til at genoptage karriere og prioriteter efter fødslen – men hvordan realiteterne ramte hende. Og hvordan vores biologi – hvis vi lytter til den – giver os redskaberne til at skabe tilknytning og tryghed hos det lille barn, og på den måde på sigt gøre det til et helt menneske, der kan bidrage til samfundet. Der er mange, mange fine pointer i kronikken.

Ikke mindst betragtninger om, hvordan det reelt kan bidrage positivt til samfundet og vores fælles fremtid, at der prioriteres muligheder for at tilbringe mere tid med vores børn mens de er små. Økonomisk og logistisk. Det er ikke kun et privat anliggende at få børn. Det er et samfundsanliggende. I en verden, hvor vi sandsynligvis kommer til at være på arbejdsmarkedet til vi er 70, er der ingen love, der siger at vi SKAL gøre karriere og realisere os selv i 30’erne mens vi har små børn.

Ja, det har omkostninger i levestandard, at man ikke hiver 40+ timers fuldtidsløn hjem. Men mon ikke man kan leve et fint liv uden 2-3 årlige ferier og det allernyeste mærketøj? Og ja. Jeg ved godt, at jeg som blogger til dels er en del af det rosenrøde portræt af familieliv. Og ja. Jeg ved godt, at pt. er der nogle familier og familiestrukturer, der ikke kan holde til at gå ned i tid og indkomst.

Ingen løftede pegefingre herfra. Men et ønske om at tage samfundets og vores egen tilgang til familieliv op til revision. Nåja, og så droppe myten om, at vi ikke kan finde ud af IKKE at have børn fuld tid i institution med begrundelsen ‘jeg kan ikke stimulere mit barn så godt som pædagogerne’. Are you KIDDING me?! Selvfølgelig kan vi forældre det. Hvis man har hele dagen, hele ugen i et par år – eller den halve dag og den halve uge på 20 ugentlige erhvervsarbejdstimer med et offentligt tilskud til pasning – sammen med sine børn kan man (heldigvis) droppe konceptet om ‘kvalitetstid’, der altid får mig til at kaste en lille smule op i munden. Det er simpelthen så ulækkert et koncept, der er en dårlig undskyldning for kun at tilbringe 2 af barnets vågne timer sammen med det om dagen. Og SÅ skal vi satme også hygge i de 2 timer. For børn handler det om kvantitet. Det kan være absolut stimulerende, interessant og dejligt for et lille barn at tømme opvaskemaskinen og hænge tøj op sammen med sin mor eller far. Ikke mindst fordi det giver barnet mulighed for at bidrage positivt til familiefællesskabet. Jeg er helt med på, at barsel for nogen kan føles som et fængsel, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det ikke også har noget at gøre med den devaluerende diskurs, der er omkring børnepasning. At det har noget at gøre med, at vi som (relativt) unge kvinder bliver indoktrineret med, at vi skal ‘være noget’ – underforstået at ‘mor’ ikke er ‘noget’. Ikke engang på deltid. Moderskab og familieliv er i vores nuværende samfund noget, vi bør begrænse til vores fritid. Også selvom det fylder vores hjerter døgnet rundt. Det, synes jeg, er problematisk.

Hvis ikke jeg ønsker at tilbringe disse timer med hende, hvorfor satte jeg hende så i verden? Hvis ikke jeg ønsker langsommeligheden, gentagelsen, barnligheden – hvorfor valgte jeg hende så ikke fra og realiserede mine egne behov gennem karriere, kæreste, kultur?

Jeg havde et rigt liv med meget indhold før min datter, og jeg savner det meste, men nu er hun her, vigtigere end noget andet, og dertil følger så nogle nye spilleregler.

Jeg tror ikke på, at følelserne af dyb tilknytning og inderlig kærlighed, der følger med fødslen, skal undertrykkes, bekæmpes eller overvindes. Jeg tror, de er fundamentalt vigtige, og at vi skal lade os vejlede af dem.

At det forekommer de fleste fjernt og for nogle tilmed unaturligt selv at passe de børn, de sætter i verden, er ikke noget bemærkelsesværdigt mysterium. Vores samfund honorerer lønarbejde, uddannelse og karriere, imens indsatsen i hjemmet devalueres økonomisk, politisk og diskursivt.

Læs hele kronikken HER – det kan anbefales.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram