• Caroline Jacobsen
  • Triplets of Copenhagen
  • Fit Mom
  • Østfronten
  • ···
Sure mor og sjove far

Familieliv som samfundsmæssigt anliggende, og noget om at tage moderskabet seriøst

Det her bliver lidt langt og debatterende og måske lidt tungt. Og der er ikke engang nogen billeder. Beklager. Egentlig ville jeg have skrevet del 459 om Beans søvn og putning, men jeg er stadig lidt for hudløs efter en mareridtsputning. Så. Forleden læste jeg en kronik i Politikken (altså; hvilken anden avis skulle akademikertypen med humanistisk uddannelse, bosat på Indre Østerbro læse 😉 ) som ramte en klangbund i mig. Ikke mindst set i lyset af Eurowoman-gate, hvor man kan læse om en fremmedgørelse i forhold til moderskabet og den (alt andet lige forbigående) identitet som småbørnsmor.

Det er SF’eren Line Britt Madsen, der skriver (rigtig godt) om, hvordan hendes forventninger til at genoptage karriere og prioriteter efter fødslen – men hvordan realiteterne ramte hende. Og hvordan vores biologi – hvis vi lytter til den – giver os redskaberne til at skabe tilknytning og tryghed hos det lille barn, og på den måde på sigt gøre det til et helt menneske, der kan bidrage til samfundet. Der er mange, mange fine pointer i kronikken.

Ikke mindst betragtninger om, hvordan det reelt kan bidrage positivt til samfundet og vores fælles fremtid, at der prioriteres muligheder for at tilbringe mere tid med vores børn mens de er små. Økonomisk og logistisk. Det er ikke kun et privat anliggende at få børn. Det er et samfundsanliggende. I en verden, hvor vi sandsynligvis kommer til at være på arbejdsmarkedet til vi er 70, er der ingen love, der siger at vi SKAL gøre karriere og realisere os selv i 30’erne mens vi har små børn.

Ja, det har omkostninger i levestandard, at man ikke hiver 40+ timers fuldtidsløn hjem. Men mon ikke man kan leve et fint liv uden 2-3 årlige ferier og det allernyeste mærketøj? Og ja. Jeg ved godt, at jeg som blogger til dels er en del af det rosenrøde portræt af familieliv. Og ja. Jeg ved godt, at pt. er der nogle familier og familiestrukturer, der ikke kan holde til at gå ned i tid og indkomst.

Ingen løftede pegefingre herfra. Men et ønske om at tage samfundets og vores egen tilgang til familieliv op til revision. Nåja, og så droppe myten om, at vi ikke kan finde ud af IKKE at have børn fuld tid i institution med begrundelsen ‘jeg kan ikke stimulere mit barn så godt som pædagogerne’. Are you KIDDING me?! Selvfølgelig kan vi forældre det. Hvis man har hele dagen, hele ugen i et par år – eller den halve dag og den halve uge på 20 ugentlige erhvervsarbejdstimer med et offentligt tilskud til pasning – sammen med sine børn kan man (heldigvis) droppe konceptet om ‘kvalitetstid’, der altid får mig til at kaste en lille smule op i munden. Det er simpelthen så ulækkert et koncept, der er en dårlig undskyldning for kun at tilbringe 2 af barnets vågne timer sammen med det om dagen. Og SÅ skal vi satme også hygge i de 2 timer. For børn handler det om kvantitet. Det kan være absolut stimulerende, interessant og dejligt for et lille barn at tømme opvaskemaskinen og hænge tøj op sammen med sin mor eller far. Ikke mindst fordi det giver barnet mulighed for at bidrage positivt til familiefællesskabet. Jeg er helt med på, at barsel for nogen kan føles som et fængsel, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det ikke også har noget at gøre med den devaluerende diskurs, der er omkring børnepasning. At det har noget at gøre med, at vi som (relativt) unge kvinder bliver indoktrineret med, at vi skal ‘være noget’ – underforstået at ‘mor’ ikke er ‘noget’. Ikke engang på deltid. Moderskab og familieliv er i vores nuværende samfund noget, vi bør begrænse til vores fritid. Også selvom det fylder vores hjerter døgnet rundt. Det, synes jeg, er problematisk.

Hvis ikke jeg ønsker at tilbringe disse timer med hende, hvorfor satte jeg hende så i verden? Hvis ikke jeg ønsker langsommeligheden, gentagelsen, barnligheden – hvorfor valgte jeg hende så ikke fra og realiserede mine egne behov gennem karriere, kæreste, kultur?

Jeg havde et rigt liv med meget indhold før min datter, og jeg savner det meste, men nu er hun her, vigtigere end noget andet, og dertil følger så nogle nye spilleregler.

Jeg tror ikke på, at følelserne af dyb tilknytning og inderlig kærlighed, der følger med fødslen, skal undertrykkes, bekæmpes eller overvindes. Jeg tror, de er fundamentalt vigtige, og at vi skal lade os vejlede af dem.

At det forekommer de fleste fjernt og for nogle tilmed unaturligt selv at passe de børn, de sætter i verden, er ikke noget bemærkelsesværdigt mysterium. Vores samfund honorerer lønarbejde, uddannelse og karriere, imens indsatsen i hjemmet devalueres økonomisk, politisk og diskursivt.

Læs hele kronikken HER – det kan anbefales.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

14 kommentarer

  • Caroline

    TAK! Tak for et super godt indlæg, hvor du rammer lige præcis hvad jeg føler når jeg læser hende Nørgaards udtalelser! Jeg kunne altså ikke læse det interview uden at få lidt ondt i maven og tænke at hun ikke burde have fået det barn, for det var hendes liv og hoved ikke helt klar til. Til trods for min ondt i maven når jeg læste interviewet, så virkede det for mig, som om hun af en eller anden grund fik rigtig meget ros på de sociale medier, for hendes måde at opføre sig, tænke og agere, og jeg følte lidt jeg var den eneste der bare synes hendes oplevelser lød helt helt gale.. Puha hvor er jeg glad for at opdage at jeg ikke er den eneste!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Tænk, jeg troede, du læste Information 😉
    Jeg er enig med dig i, at det er så vigtige overvejelser at gøre sig, om ikke det var en god ide at være mere sammen med sit barn end pædagogerne er det… Jeg er selv først på vej tilbage efter små to år på barsel nu. Men uden at have læst kronikken, du nævner, bliver mit akademikerhjerte lidt tungt, når alle de velmenende mødre (ofte) skriver på baggrund af egne erfaringer og meninger. Debatten er vigtig, men jeg er stort set selv holdt op med læse den type indlæg af førnævnte årsag. Jeg så gerne lidt saglighed tilsat. Evt. også fra mænd!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det har jeg gjort, men jeg er en sucker for kulturen i Politikken, men Information eller Weekendavisen kunne også være muligheder hvis vi skulle skifte 😉
      Jeg synes netop, der er saglighed i denne kronik – hun inddrager pædagogiske, neuropsykologiske og samfundsøkonomiske pointer. Så, selvom den er skrevet af en mor er den ikke føle-føle agtigt.
      En af årsagerne, tror jeg, til at det ofte er mødrene, der skriver er det nok fordi, rigtig mange er vokset op med ørerne tudet fulde af at man ‘selvfølgelig’ skal have karriere og børn, men at den der karriere nok er vigtigst og at børn skal i institution asap, så man kan bidrage til arbejdsmarkedet igen hurtigst muligt. Hvis man tror det, er det for mange en stor overraskelse og omvæltning, at biologien spiller så stor og væsentlig og relevant en rolle, og det er nok først i virkeligheden dér debatten bliver væsentlig for en. Men ja. Jeg savner bestemt også mænd og fædre i debatten. Og jeg synes godt om denne nuancering af, at et liv som mor i nogle år bør kunne kombineres med fx ad hoc undervisningsarbejde eller anden deltids/free lance arbejde, så man ikke kommer ud på den anden side med et kæmpe hul i CV’et, men bibeholder sin relevans og tilknytning til arbejdsmarkedet selv i den periode hvor det handler om at give sine små, fremtidige samfundsborgere den bedste start på livet.
      Tak for input 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Stine

      Jeg må læse den 🙂 Der er ingen vej udenom.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rigtig fint skrevet.
    Jeg har kun kort skimmet omtalte artikel. Men det der slår mig, er det med at vi nærmest undskylder for at ville passe vores børn. Undskylder for at ville Noget andet en den retning vi tidligere havde valgt. Og med vi tænker jeg ikke dig og mig, men bare sådan generelt. Det er normen at vi arbejder, gør karriere stiler højt på den økonomiske rangstige.
    Jeg er heldig, jeg er gift men en mand der knokler (mest fordi han ikke kan lade være), han er i en branche hvor der pt er opgang og tilmed selvstændig. Det gir enøkonomisk frihed hvor jeg arbejder deltid. Jeg ville elske at gå hjemme 100% uden kvalitetstid men istedet bare tid-tid med vores to piger, en hverdag men mere nærværs uden logistisk puzzlespil. Pt er denne løsning ikke en mulighed helt, men nyder den lille del det giver alligevel.

    Syntes ofte jeg hører om før og efter børn historier. Altså før vi fik børn gjorde vi sådan og sådan hvor nu…. Ja ens liv ændres markant men børn og jrg ville aldrig bytte tilbage 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak for input.
      Det, der undrer mig, er at nogle bliver SÅ overraskede over, at de ikke kan genoptage deres før-børn liv. Man ved ikke, hvor meget børn faktisk fylder, før man har dem, men nødvendigvis er man vel klar over, at der er en periode på nogle år, hvor livet som det så ud ikke kan sameksistere med livet som småbørnefamilie.
      Jeg synes, det er så ærgerligt, at dem, der tager konsekvensen af den evigt dårlige samvittighed nærmest bliver latterliggjort visse steder i den offentlige debat. Ikke mindst af med-mødre, der karriere-ræser. Hvorfor er vi så dårlige til at rumme hinandens livsvalg? Beton-feminismen har skudt langt over målet når den frasiger kvinder og mødre deres biologi og ikke mindst naturinstinktet om samvær med det lille barn. Det er ikke sært at nogle føler sig ‘begrænsede’ i deres samvær med barnet, når vi konstant får tudet ørerne fulde om dem, der gør det hele på den halve tid og tilmed ser lækre ud samtidig.
      Hvornår blev det ‘pinligt’ eller ‘unaturligt’ at ville sine børn og sin familie – både som mor eller som far?
      Hvor skønt for jer, at du kan arbejde deltid! Det ER virkelig tid-tid og ikke kvalitetstid, der er vigtigt med specielt små børn. Vi har begge jobs med indbygget fleksibilitet og børnevenlige arbejdstider, men for pokker hvor kunne jeg godt drømme om muligheden for at tage en spontan fridag af og til og bare… være!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    Tak for et rigtig fint indlæg. Du siger det på så fin en måde, mange af de tanker jeg selv har oppe i mit hoved. Lidt ved et tilfælde, er jeg hjemmegående med min datter på 14 mdr. Jeg elsker hver eneste dag og nyder at opleve alt i hendes udvikling. Men jeg har samtidig også følelsen af at jeg nærmest skal undskylde mit valg, hvis jeg snakker med andre forældre som har valgt at sende deres barn i institution… Det er så absurd at skulle undskylde for hvorfor man bare gerne vil være mest muligt sammen med sit barn.
    Tusind tak for dit input til debatten.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      – og tak for input. Hvor er det ærgerligt, at du føler, du er nødt til at undskylde eller retfærdiggøre dit valg. For det er dit, og det er det, der er rigtigt for jer. Jeg er faktisk ret sikker på, at en del af dem, du møder, ville ønske, de kunne det samme, så måske – næste gang du møder nogen, der spørger, ‘hvad du laver’, er det nok at svare ‘jeg sørger for mit barn og min familie’.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Østfronten. Jeg er feminist, og jeg læser af din blog, jeg er nybagt mor. Jeg ved ikke om jeg er betonfeminist. Jeg synes, at det er en fin kronik, du linker til, tak for det, der er mange gode betragtninger. Men jeg synes ikke SIsse Sejrs udtalelser ligefrem er ‘gate’-agtige. Det er jo hårdt at blive mor- er selv blevet det for 4 måneder siden- og pyha hvor jeg tit ønsket mig tilbage på arbejde, hvor tingene ligesom var overskuelige, og der ikke var et lille menneske, der var så afhængig af mig. Jeg savner den frihed- jeg savner også min nattesøvn, og jeg savner min alenetid. Jeg havde forberedt mig meget på at blive mor- syntes jeg- jeg havde glædet mig i årevis, fulgte fødselsforberedelse, gravidyoga, trawlet bøger igennem osv… Og så er det er hårdt at blive ramt af noget, man ikke aner hvordan er, før man står med et lille barn i armene. Moderskabet eller forældreskabet er jo så vildt. Jeg elsker mit barn mere og mere dag for dag- og glæder mig over, at jeg er så heldig at være mor til netop ham. Men jeg glæder mig også til at komme tilbage på arbejde, at have længere voksensamtaler og nå at drikke en kop kaffe eller to, at have datenight med kæresten. Jeg er så heldig at jeg kan være på deltid i et par måneder, når jeg vender tilbage på job- og lige nu virker det som det bedste af to verdener: der er tid til job, og der er tid til barnet.I øvrigt har jeg (som Sisse Sejr) stor respekt for at man tager et år med hjemmepasning. Men med den kabinefeber der ind imellem rammer mig nu, ville det være en dum løsning for både mig og mit barn. Derudover kunne jeg godt ønske mig, at de forældre som vælger at være hjemmegående kunne komme nemmere ind på arbejdsmarkedet, når de havde lyst igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Hej Tripola.
      Tusind tak for dit input og tillykke med din nye, livslange rolle. Det kan være benhårdt – det ved jeg! – men hold nu op hvor viser det sig også at være fantastisk.
      Jeg vil også vove den påstand at jeg er feminist, men jeg læner mig mere mod mine svenske medsøstre, for hvem feminismedebatten for længst har drejet sig væk fra at kræve kvinders ret til at kræve lige ret og lige muligheder for begge køn. Jeg synes tit, debatten bliver for skinger og unuanceret herhjemme, og jeg synes, det er ærgerligt, at dele af feminismen ser det biologiske køn som en ulempe og ser det som et nederlag at kvinder lytter til de (moder)instinkter, der har sikret vores arts overlevelse i tusindvis af år. Nå, det var et sidespring.

      Det var ikke så meget Sisse Sejr og artiklen i Eurowoman, som hele den afledte Facebook-debat, jeg synes er en ‘gate’. Sisse Sejr og jeg er helt sikkert ikke enige i, hvad moderskab betyder for os, men jeg synes der skal være plads til alle slags følelser omkring det. For nogle bliver den nye rolle en decideret åbenbaring og giver en dybere mening, der får dem til at tage hele livet op til revision og til i lang tid at tilsidesætte alt andet for at blive den inkarnerede MOR. For andre er der masser af kærlighed til barnet, men også en trang til at være ‘sig selv’. Jeg tror, jeg ligger et sted i midten, for selvom jeg elskede at være på barsel (trods søvnløse nætter, alt for megen (barne)gråd og evige gentagelser, så følte jeg mig aldrig ensom eller fanget), så har jeg også brug for at være voksen blandt voksne af og til. Herunder at se min kæreste i øjnene over stearinlys på en restaurant. Når det er sagt, så tror jeg simpelthen på, at det bedste for barnet er at være med dets primære omsorgsperson(er) i et sted mellem 1 og 2 år. AL neuro- og anden psykologi tyder på at den tættest mulige kontakt giver barnet de bedst mulige vilkår for at finde sig selv og blive tryg i en større verden. Vores institutioner – hvor gode de end måtte være – er jo ikke opstået ud fra barnets behov, men ud fra samfundets krav om en hurtig tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Jeg tror godt, at man kan få opfyldt sine voksenbehov selvom man passer på sit barn. Vores insisteren på at være ‘os selv’ er et eller andet sted en meget moderne og relativt egoistisk holdning. Men det er en helt anden snak!

      … når det er sagt, så er jeg meget enig med dig i, at en ordning, der gjorde det muligt for hjemmegående forældre at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet, er ret optimalt, og jeg er sikker på, at en blid deltidsløsning er det bedste af begge verdner for rigtig mange. I 90’erne var det faktisk også virkeligheden for en langt større del af befolkningen end tilfældet er i dag.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er så enig med dig.

    Jeg ville også ønske at samfundet tog forældre skabet lidt mere seriøst og skabte lidt bedre vilkår. Fx en større mulighed for at gå på deltid for flere faggrupper. Jeg er evig taknemmelig over at jeg har den mulighed, men ved at det ikke er en mulighed for rigtig mange. Mange har kun den mulighed at det er arbejdsmarkedet eller slet ikke. Og det er jo ikke alle der hverken har lyst til at vælge det helt fra eller den økonomiske mulighed.

    Samtidig ville jeg også ønske at flere børnefamilier tog skeen i egen hånd og indså at man kan ikke få alt her i livet på en gang. Man kan ikke få en velfungerende familie, karriere, 2 biler i carporten, drømmehuset indrettet med designer møbler, hay puder og kubus stager en masse.

    Nogle gange må man vælge noget fra, og det tror jeg rigtig mange har meget svært ved.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det ville i den grad klæde vores samfund, hvis der var større fleksibilitet og mulighed for at indrette livet så det gav plads til… nåja… liv. Og jeg er helt enig med dig i, at vi skal blive bedre til at prioritere og at vælge nogle af luksusgoderne fra. Og med os, der er fra en generation i opgangstid og forbrugsfest er det svært at forstå, at vi ikke kan det hele. Jeg tror fremtidens forældre (altså; nutidens unge) der er vokset op i krisetid, er bedre til at indse, at man ikke kan alt på en gang.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Juliane

    Tak for at poste link til den artikel Stine. Fantastisk skrevet af Line Britt Madsen. Netop de tanker fylder en del i mit eget hoved og det er frustrerende og hjerteskærende ikke at kunne komme frem til en løsning hvor alle ender mødes. Jeg er villig til kompromis på både karriere og lønfronten men hvor findes det job der tillader mig at hente mit barn kl 15 mens han er lille? Jeg har nok valgt den forkerte branche men skal jeg straffes for det? Det føltes ærlig talt sådan i disse år og det gør mig trist og vred!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Selv tak, Juliane. Det er svært at få det til at gå op med de (u)muligheder der er på jobmarkedet i øjeblikket. Jeg håber, I finder en løsning, der fungerer for jer.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sure mor og sjove far