Sure mor og sjove far

‘… NEEEEJ! SURE MOR!’

‘Åh, Bean, jeg gider altså ikke være sure mor lige nu.’

‘SURE MOR’

‘Ikke lige nu’

‘Jo! Sure mor. NU!’

‘Ok, ok. *sur stemme* GÅ VÆK, DUMME KRABBER/KROKODILLER/HAJER. VI GIDER IKKE LEGE MED JER’

Fååååååårk, jeg hader den leg. Jeg kan faktisk ikke engang huske, hvordan den begyndte. Det handler om, at et eller andet ‘farligt’ dyr kommer og så skal ‘sure mor’ skræmme dyret væk, så det ikke hapser Bean. Det lyder måske harmløst nok de første 30 gange. Men jeg gider sgudda ikke være Sure Mor.

Ikke mindst fordi, jeg faktisk godt kan blive sure mor af og til. Uden at have lyst til at være det, kan jeg godt gå og blive indebrændt, når det igen er mig, der rydder op, rydder af, vasker op, rydder til side, lægger sokker i vasketøjskurven, stiller kaffekopper ud i køkkenet, eller hvordan det kan lykkes mig at få barnet afsted i dagpleje OG nå at rede senge og vaske op efter morgenmaden.

Mens jeg får styr på kaos huset, så leger Jonas og Bean en eller anden vild leg eller hun dalrer rundt selv og han spiller på computeren eller læser avis. Jaja, jeg kunne da bare selv lege med (det gør jeg nu også ofte – men jeg synes for eksempel, at det er en rigtig dårlig idé at lege alt for vilde lege efter aftensmaden; særligt nu hvor vi har et barn, der er titusind år om at falde til ro. Så dem vil jeg ikke lege med i) eller sætte mig ned og lade hele lortet flyde. Det kan jeg bare ikke. Jeg kan simpelthen ikke slappe sådan rigtigt af, når jeg ved, der står en kæmpe opvask eller gulvet kun kan anes under et miskmask af lego, bObles, legemad, playmobil og bøger.

Det er ikke ham (eller dem). Det er mig. Men jeg har en lumsk mistanke om, at jeg ikke er den eneste ‘sure mor’ derude.

Beklager opstødet. Det sad bare lige lidt på tværs og jeg tænker, det er bedst at få luft og få det væk, så jeg ikke er en sur mor over aftenkaffen her på Østfronten.

(For at være fair, så er Jonas faktisk den, der laver det meste af den aftensmad vi spiser her i huset. Sådan har det ikke altid været, men det blev det efter Bean blev født og krævede al min opmærksomhed de første 6 måneder. Siden er vi aldrig rigtig kommet tilbage i en 50/50-rutine. Han kan også godt finde på at sætte en vask over – af og til med en lækker uldbluse på 40 grader, men det snakker vi ikke om. Så det er ikke fordi manden ikke er en aktiv deltager i husarbejdet. Vi oplever bare nogle ting lidt forskelligt. Som for eksempel konceptet rod. Det arbejder vi begge to med, tror jeg. Jeg ved, at nogle praktiserer noget Pavlovs-hunde agtigt noget med mænd og husholdning – og ROOOOSER dem for at have gjort noget helt almindeligt, hverdagsagtige som er en brøkdel af det, man selv har gjort den dag. Det gider jeg ikke. Bevares, jeg siger da, at det er dejligt at gulvet er støvsuget eller skraldet båret ned, men så ikke mere. Vi er jo trods alt voksne mennesker begge to. Sure eller ej.)

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram