Noget om høflighed

Mennesker, der ikke er høflige er noget af det, der kan få børsterne til at stritte på ryggen af mig. Virkelig. Jeg forstår det ikke og for mig er manglende høflighed tegn på manglende dannelse. Og lad mig lige være helt klar i mælet. Dannelse har INTET med pengepung, postnummer eller uddannelse at gøre. Høflighed er – for mig – noget, der burde være udgangspunktet for vores omgang med hinanden. I allerhøjeste grad med fremmede.

Man kommer længst (i min verden) med en lille smule pli og almindelig høflighed. Det er simpelthen for pinligt med voksne mennesker, der ikke kan finde ud af at sige tak eller vente til det bliver deres tur. I mit arbejdsliv har jeg mødt mange, mange mennesker. De fleste er heldigvis gode og rare og vil gerne hjælpes – de resterende, der er unødvendigt kritiske og hidsige og krævende? Det er altså ikke altid dem, jeg giver den aller-allerbedste service. Gør du? Derimod yder jeg gerne noget særligt til dem, der spørger pænt og har en god udstråling. Både på mit arbejde og i andre situationer.

Derfor er det også vigtigt for både Kæreste og jeg at Bean lærer at sige tak og bede pænt om ting – og helt ærligt? Høflige børn får SÅ meget mere slack! Seriøst. Selv med snotnæse og legepladssnavs i hele hovedet har jeg kun oplevet hende få positive reaktioner, når hun ‘be om’ noget eller siger ‘mange tak’ – eller ‘smager HÆG-tig dejligt’ – eller, helt simpelt – siger ‘tak for mad’. Høflighed er noget, man lærer. Det er bestemt ikke medfødt. Menneskedyret er, så kærligt og empatisk som det også kan være, et egoistisk dyr. Det ved alle, der nogensinde har haft med små børn at gøre!

Helt snavset og langt ude i skoven – men ville du sige nej til en høflig forespørgsel fra de her blå øjne?

I vores familie siger vi tak, be’ om og tak for mad. Hvad gør I – og hvorfor?

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram