En slem forskrækkelse (og noget om søstre)
Vi startede morgenen med noget af en forskrækkelse. Bean snublede og faldt pladask ned oven i hovedet på Lillesøster – selvom hun forsøgte at ændre kurs midt i faldet – og Lillesøster kvitterede med et forskrækket vræl efter et par sekunders betænkningstid.
Bean frøs nærmest og stod med et ansigtsudtryk, der afslørede et virvar af følelser inden i – hun var forskrækket, ked af det, flov og bekymret for sin søster – og måske også for min reaktion, for det er første gang, hun er kommet til at gøre Lillesøster noget.
Bean elsker sin søster og er altid sød, opmærksom og forsigtig. Selv når der krammes, kysses og leges kildelege. Lillesøster gengælder opmærksomheden ved tydeligt at vise, at Bean er et af hendes aller-allerbedste mennesker. Faktisk er hun nok på andenpladsen efter mig. Hun vender og drejer sig for at holde øje med sin storesøster. Hun smiler, pludrer og vil så gerne kontakten og opmærksomheden. Hvis hun er træt og brokker sig, kan Bean som regel få hende til at smile og grine bare ved at sidde ved siden af.
Og nu kom Bean altså til at gøre noget, der gjorde Lillesøster ondt. Det var et af de uheld, man simpelthen ikke kan se komme eller gardere sig imod. Af og til kommer børn til skade – sådan er det. Det betyder ikke, at det nogensinde bliver noget, jeg vænner mig til. Forskrækkelsesgråd og smertegråd er rædselsfuldt og går direkte i hjertet. Jeg reagerede ved lynhurtigt at scoope Lillesøster ind i favnen og tjekke at hun ikke var kommet noget til – og dernæst række den frie arm ud mod Bean, så hun også kunne blive krammet. Hun vred sig hurtigt ud af min favn og gik et stykke væk og stod med ryggen til os, mens Lillesøsters gråd blev til hikst og til sidst en almindelig, rolig vejrtrækning.
‘Det var et uheld’, sagde jeg til hende. ‘Det var ikke med vilje. Du blev forskrækket, Lillesøster blev forskrækket og jeg blev forskrækket, men alle er ok. Det var et uheld, og det var ikke med vilje.’
Så brød hun grædende sammen og kom tilbage til os i sofaen. Lille, følsomme menneske! Det er så svært, når man sårer dem, man elsker. Heldigvis havde vi god tid til at græde ud, kysse og konstatere at alle har det godt igen. Min søster havde nemlig tid til at komme forbi på vej til arbejde, låne min cykel og aflevere Bean, så vi slap for den kolde gåtur. Hun henter også i eftermiddag.
^^Sådan er det som regel. To små piger, der nyder hinandens selskab. Her fra en aftenstund lige inden puttetid.
Søstre er det bedste af og til. Nogle gange er de også det værste, men som regel og oftest er de en kæmpe hjælp og støtte – og det håber jeg sådan at mine to piger også vil opleve i deres liv.
Lige nu, hvor Lillesøster sover formiddagslur og roen har sænket sig, kan jeg dog godt mærke, at jeg også lige skal have bearbejdet forskrækkelsen. Et kort sekund så jeg for mit indre blik at Lillesøster kunne have beskadiget nakken eller halsen og det sidder stadig i mig og mine let rystende fingre.
Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram
Åh, sikke en forskrækkelse! Det er vidst næsten uundgåeligt, jeg har i hvert fald selv prøvet noget lignende med mine piger.. Kan godt forstå i blev forskrækket, alle 3. Godt at Lillesøster er i god behold 🙂