• Caroline Jacobsen
  • Triplets of Copenhagen *
  • Fit Mom
  • Østfronten
  • ···
Efterårs-udstyr til børn

Fuldkrops-hudafskrabninger og andre strøtanker om moderskab

Fordi jeg er ved at blive småsyg og derfor ikke helt klar i sindet må I tage til takke med et billedløst indlæg og lidt tankespind.

Forleden læste jeg hos altid læsværdige Linda om den følsomhed, der er blevet mangedoblet med moderskabet. Om at have restriktioner på, hvilke nyheder man må og ikke må se og læse. For mit vedkommende startede det i graviditeten. Tårekanalerne blev super sensitive, og jeg vil sige så meget, som at jeg krampegræd mig igennem hele Pingvinmarchen. (Ahmen altså – det er da vildt sørgeligt, at nogle af æggene triller ud fra fædrenes fødder og kulden er så hård, at de knækker i kulden med det samme).

Det er kun blevet værre efter jeg er blevet mor. Så meget, faktisk, at Kæreste af og til holder nyheder skjult fra mig, fordi han ved, at jeg vil blive alt for ked af det eller berørt over dem. Det, der udløser allerflest triggere og kan give mig rigtig ondt i maven, er sager om børn.

Børn, der er syge. Børn, der er kommet til skade. Børn, der lever i kummerlige vilkår. Og i allerhøjeste grad børn, der gøres ondt. Selvom jeg forstår at man kl kvart i hold-nu-kæft om natten kan få lyst til at lukke døren til soveværelset og gå en tur om blokken, så kan jeg på ingen måde begribe, at der findes mennesker, der slår, skader, misbruger og på anden vis ødelægger børn. Med overlæg.

Ingen nævnt, ingen glemt. For hvis I er bare en smule som mig, så kan I ikke lade være med at klikke eller google, hvis jeg hiver enkeltsager ud eller linker, og det duer ikke rigtigt at blive ulykkelig sådan en onsdag aften.

Forleden talte jeg med en sød, og meget højgravid kvinde på mit arbejde om at bære sin baby i en vikle. Herhjemme er det en praktisk foranstaltning, der aflaster kroppen og giver frie hænder samtidig med at baby får tryghed og nærhed. Hun havde tidligere arbejdet på et spædbarns-børnehjem, hvor de mest utrygge babyer også blev båret af det sparsomme personale mens resten blev lagt, så de små kroppe kunne røre hinanden. Jeg skal ikke sige mig fri for at græde en lille smule på toilettet efter hun var gået. Et spædbarns-børnehjem. Det er ensbetydende med, at nogen har forladt deres bittesmå, nyfødte barn, fordi de ikke har magtet, kunnet eller haft lysten til at tage sig af det. Måske for at give barnet en mulighed for et anderledes liv. Det ændrer ikke på det tragiske i at barnet mister det eneste kendte i sit korte liv.

En ting er andre og andres børn. Noget andet er tanken om, at der nogensinde skal ske Bean noget ondt. Alene tanken føles som en mavepuster og en fuldkrops hudafskrabning på samme tid – jeg kan slet ikke sende nok virtuelle medaljer til jer, der i den virkelige verden har børn der er syge. Sådan rigtigt, og ikke bare på ‘lidt feber og hoste’-måden. Hvordan I gør aner jeg ikke. Men I er helte.

Hvis nogen havde fortalt mig, at følsomhed og hudløshed og forfaldenhed til gråd (også i offentlighed), ville være faste medrejsende i mit liv fremover, når jeg fik et barn, ville jeg ikke have troet dem. Ikke at jeg var ufølsom eller kynisk før. Men det er ingenting i sammenligning med nu. Bliver man nogensinde hårdhudet igen? Og har jeg mon egentlig også lyst til det? For følsomheden er den samme, der kan gøre mig lykkelig helt ind i kernen og helt ud i alle nerveender når Bean lægger sine små, bløde arme omkring mig og siger ‘jeg elsker mor’

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

6 kommentarer

  • Kan selvfølgelig kun tale af egen erfaring omkring syge børn… men den er, at når man står med et sygt barn så bliver spørgsmålet om “hvordan man gør det” ligegyldigt. Man gør det bare, fordi der ikke er andre valg. Tænker at I må have oplevet noget lignende med et kolik-barn?

    Og det får mig til at tænke, at ja, man bliver sart og følsom – men man bliver jo også stærk og hård, når man bliver Mor (eller Far) Måske det er to sider af samme sag. Som forælder bliver man pludselig klar over hele verdens farer. Og som forælder bliver man også i stand til at komme igennem det (eller i hvert fald i stand til at kæmpe for det)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Du har helt ret. Det er kun udefra eller bagefter, der er overskud til at overveje ‘hvordan man gør det’ – når man står midt i sygdom, ulykke eller andre udfordringer, så er det ligesom et andet gear. Så handler det om overlevelse og om at gøre det, der er nødvendigt. Præcis fordi der ikke er andre muligheder.

      Styrken bliver bestemt også enorm – det er den anden side af mønten.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Monica Figgé Jensen

    Pyha jeg har det på helt samme måde som dig, både med følsomheden og uforståenhed over for folk der skader børn eller forlader små spædbørn. Inden jeg blev gravid forstod jeg heller ikke helt min mand der ikke kunne tåle at høre om børn der blev skadet. Det var så kun indtil jeg selv blev mor for 13 mdr. siden. Jeg tuder for et godt ord, hvis jeg ser eller hører sådan noget. Jeg glæder mig dog til den dag, hvor Xander er så stor som Bean, så jeg kan opleve glæden ved et kram og “jeg elsker dig” 🙂 Nu nyder jeg bare, at han gerne vil hen til mig og op til mig + de våde kys jeg får fra ham engang i mellem 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Uh, det er den mest fantastiske følelse i ens verden at få et kærtegn af sit barn.

      De dér graviditets- og moderhormoner er ikke sådan at spøge med. På godt og ondt. Men af og til gad jeg godt, at jeg kunne slå et filter til.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • L

    Jeg har det fuldstændig ligesom dig. Jeg blev komplet hudløs i det øjeblik min søn kom til verden. Jeg har ellers altid set mig selv som et relativt indlevende og empatisk menneske med sympati for andre mennesker, børn såvel som voksne, men før barn var jeg jo en stenstøtte i forhold til nu.

    Jeg vræler over alt! Vi taler ikke om lille diskret tåre. Nej det er fullblown hulken og det er over alt, der vedrører børn, især dem som bliver vanrøgtet.

    Min søn er 3 nu. Jeg synes det bliver værre og værre, for jo større han bliver, jo flere aldre kan jeg identificere mig med. Jeg formoder, at jeg er et vrag, når han bliver teenager. Til gengæld er jeg blevet bedre til ikke selv at opsøge historierne og pine mig selv med ting, jeg alligevel ikke kan ændre. I starten var det så slemt, at jeg sad og læste annoncerne for plejefamilier, og min 28 års fødselsdag blev tilbragt med røde øjne, da det var den aften, der var det program på tv 2 om adoptivbarnet Masho, der endte med at komme på børnehjem. Nu er jeg blevet bedre til at stoppe mig selv, så jeg ikke ender med at være helt ulykkelig hele tiden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Jamen, er det ikke vanvittigt, hvor meget mere følelserne kommer uden på?
      Jeg skal virkelig også stoppe mig selv for ikke at læse alle de væmmelige historier.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Efterårs-udstyr til børn