Hvordan Bean blev til Bean

Altså, ikke hvordan hvordan, vel? Det går jeg stærkt ud fra, I selv kan stykke sammen med den samlede viden fra biologitimerne og de bøger, vi alle har læst i al hemmelighed.

Men hvordan barnet, dengang hun voksede i min mave, blev til en Bean i stedet for en Lille, en Siggi eller noget helt andet.

Der er nemlig en forklaring.

Jeg havde en ufatteligt nem graviditet (og jeg ved godt, det bestemt ikke er tilfældet for alle, men sådan var det for mig) bortset fra alle de bekymringer, jeg nåede at gøre mig undervejs. Fx om alt var ok. Det brugte jeg ret lang tid på at gå i tanke-selvsving omkring – særligt i de første 12 uger, op til diverse scanninger og især efter de skiftende jordemødrene besluttede sig for, at Bean var ‘lidt for lille i det’.

Nåmen, ALLE de andre, vi kendte, der blev gravide omkring samme tidspunkt led af kvalme og fik enorme bryster. Mig? Not at all og not so much.

Derfor tog Kæreste og jeg til en tidlig scanning på den private klinik Lille Københavner, hvor vi for sølle 200 kr fik syn for sagen med et bankende hjerte, en rygrad og et lille bitte væsen, der i udpræget grad lignede en bønne.

Bean var blevet til.

Og navnet sad fast, både når vi talte med hinanden, i den graviditetsdagbog jeg førte, her på bloggen og i den virkelige verden. Det passede så fint med det, vi havde set på scanningen. Og det var kønsneutralt (selvom jeg hele tiden havde en… ahem… mavefornemmelse af, at det var en lille pige, jeg bar på)

Kærestes lokale bogantikvar afholdt under graviditeten et arrangement med bl.a. Peter Madsen (I ved, ham med Valhalla-tegneserien) og Kæreste hjem fra derfra dem den fineste signerede bog, jeg har set.

Inden i havde Peter Madsen tegnet kærlighedsgudinden Freja, der holder en lille bønne mellem sine fingre, og jeg var simpelthen nødt til at græde en lille smule af lykke, da Kæreste præsenterede mig for tegningen. (Det var i øvrigt den første bønne, Peter Madsen nogensinde var blevet bedt om at tegne #canyoubelieveit)

Men nu er spørgsmålet, om ikke Bean er ved at blive for stor til at være Bean her på bloggen. Hun er jo hverken et lille frø af et menneske eller en lillebitte baby længere. Hun er i fuld gang med at blive en stor pige, der kan og vil selv, en stædig lille dame med en larger than life personlighed, og en kærlig lille kælepot.

Jeg ved bare ikke helt, hvad vi så skal kalde hende. (Jojo, hun har et navn. Men det har jeg ikke lyst til at  kalde hende her i blogland)

Hendes kælenavne duer heller ikke rigtig; mus-ling, musentast, bobse… Nej, vel? Måske hendes oprindelige kælenavn? Det, jeg kaldte hende, dengang hun var helt ny og jeg stadig skulle vænne mig til at kalde hende det navn, min elskede farmor hed.

Hvad siger I? Kan man kalde en 2-årig Bean eller er det ved at være tid til en navneforandring?

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram