Hvor mange børn er det rigtige antal?
‘Hvordan vidste du, at I ville have tre børn?’ og ‘Skal I så også have en firer?’ er spørgsmål, der er dukket op flere gange siden jeg annoncerede min graviditet på Valentins Dag tidligere i år. Jeg synes, det er rigtig interessant det her med, hvordan man ved, om man skal have flere børn. Eller at man ikke skal.
Nu kan jeg kun tale ud fra mine egne erfaringer, så der vil sikkert være mange andre måder at nå frem til formen på netop sin familie på. Det kan også være mere eller mindre frivilligt, at man ender med en bestemt størrelse på børneflokken. En del af spørgsmålene, jeg har fået, handler om andre, der er i tvivl. Om de skal have flere børn. Det er en kliche af dimensioner, når man siger, at man jo ikke fortryder de børn, man får, men jeg kunne ikke forestille mig livet uden nogen af pigerne. Kolik and everything. Så hvis man kan mærke, at man mangler nogen, og hvis livet kan fungere med endnu et barn – go for it. Til gengæld skal man måske holde sig på egen banehalvdel og holde sig fra at spørge ind til, om der kommer en mere i fremtiden, når man møder nogen der er gravide eller på barsel.
Jonas og jeg har vidst hele vores voksenliv, at vi gerne ville have børn. Vi havde også begge en klar forestilling om mere end et barn – men det stod ikke nødvendigvis skrevet i kortene, at der skulle være mere end to. Vi er begge fra familier med det klassiske antal. En til hver hånd, I ved.
Vi lagde ud med en mavepuster af rang. Frit fald fra 10 meter vippen og direkte fra livet i tosomhed og til en ny familie med en heftig kolikbaby, der grundlæggende aldrig sov. Det var så barsk. Det første halve år med K var en kamp for at få en eller anden form for kobling mellem forestillinger og virkelighed. Det var også en slags sorgproces over at intet blev, som vi regnede med. Ligeså langsomt fandt vi rytmen. Vi fandt hinanden – barnet og jeg først, barnet og hendes far lidt senere. Jeg ville kun ønske kolik og søvntortur for min allerværste fjende og ingen andre – men det var dog aldrig en dealbreaker for tanken om endnu et barn.
Hun kom, da vi var klar, og var en blød, blid og mild baby. Det var en helt anderledes barsel. Bevares, det er altid en udfordring at blive frarøvet søvn i længere perioder, og alle skal lige lære en ny familiekonstellation at kende. Men jeg mindes det ikke som hårdt på samme måde. Til gengæld mærkede jeg også meget tydeligt, at jeg ikke var færdig med babyer. Nærmest lige efter fødslen, der var helt perfekt. Det var ikke en følelse, der forsvandt med lykkerusen over en veloverstået fødsel og en lillebitte, knirkende baby. Den hang ved. Fornemmelsen af at vi ikke var fuldtallige endnu. Heldigvis havde Jonas det på samme måde, og lykkeligvis fik vi også vores tredje barn på vej, da vi planlagde det.
Som mit første barn er hun også en svær baby. Hun er SÅ dejlig og jeg elsker hende højt. Tag endelig ikke fejl af det. Men hun er vanskelig at have med at gøre. Vanskelig at stille tilpas. Hun græder meget og sover dårligt og nægter at kunne ligge selv. Det er blevet bedre. Det bliver bedre om lidt igen. Men det har været så benhårdt at skulle tackle endnu en kolikbaby samtidig med en treårig i trodsalder og en skolepige, der af og til koger sammen i hovedet. Det har været den svære treer. Det har faktisk været rigtig hårdt at blive mor igen. Selvom det er det letteste i verden at holde omen
Der er sket en afgørende forskel mellem min første kolikbaby og min sidste. Det føles nemlig sådan. Som det sidste barn. Hverken Jonas eller jeg har længere den klare følelse af at mangle nogen. Vi er her nu. Allesammen. Alle fem. Og det er kaotisk og hårdt og lige nu er det mere overlevelse end så meget andet – men det er rigtigt. Det er sådan her, vores familie skal være. En håndfuld mennesker – tre små piger og deres voksne. Jeg tror egentlig, at jeg ville have det på samme måde, hvis sidste skud på stammen havde været verdens letteste og mest smilende og rolige baby.
Har vi så helt afskrevet tanken om flere børn?
Ja. Og nej. Vi har ikke truffet nogle endelige, irreversible beslutninger om emnet. Ingen af os regner med, at der skal flere til. Fornemmelsen er ganske enkelt en helt anden nu i forhold til både første og anden gang. Men. Måske føles det anderledes om nogle år – og så må vi træffe en beslutning til den tid. I den ene eller anden retning.
For nogle er et barn det helt rigtige antal. For rigtig mange er det to. For stadigt flere bliver det til tre – og nogle har flere børn end det. For andre er det helt rigtigt ikke at have børn. Og så er der alle dem, der ikke helt selv får lov at træffe beslutningen fordi deres forplantning ikke vil som de vil. Det kan være et rigtig ømt emne at berøre – og at spørge ind til hos andre. Og man bør altid spørge forsigtigt, medmindre man kender hinanden rigtig godt (eller: måske i virkeligheden undlade at spørge?) Jeg synes egentlig, det kunne være rigtig interessant at vide, om der er andre derude, der har haft en klar fornemmelse af hvor mange (eller hvor få) børn, de ønskede sig. Så hvis der er nogen, der har lyst til at dele deres erfaringer, kan mine spørgere måske blive lidt klogere på deres egne overvejelser.
Så spændende læsning, elsker at følge med i dine ærlige indlæg. Vi har to børn på 3 og 5, men har altid tænkt, at vi skulle have flere og under sidste graviditet og fødsel, tænkte jeg at det ikke var sidste gang. For tiden er jeg (og også min mand) så meget i tvivl om vi skal have en 3’er eller ej. Mit hjerte vil gerne, men vores pige på tre har i den grad været en udfordring mhs til søvn og sover stadig ikke igennem (skrev engang til dig omkring det, da hun niver i hud for tryghed ligesom én af dine piger gjorde). Og synes ikke altid, at jeg er super overskudsmor til de to dejlige unger, jeg allerede har. Derover spiller økonomien mest ind i forhold til min mands forbehold, og også bekymring for overskuddet til én mere. Vi har dog nogle meget kærlige og omsorgsfulde børn, som begge elsker babyer, så ved også at det ville blevet en forkælet og elsket 3’er, hvis den kommer. Anyways, ville egentlig bare sige tak for dit indlæg, som ramte i mine tanker for tiden og håber at kunne læse flere erfaringer i kommentarene senere.