‘Husk at få hvilet dig’ og andre råd fra lægen

… sagde lægen til mig, da jeg var til den første graviditetsundersøgelse for en del måneder siden efterhånden. Min umiddelbare reaktion var at le højt og hjerteligt over absurditeten i det forslag.

‘Husk at få hvilet dig’, sagde manden i ramme alvor til en kvinde med en fem-årig og en to-årig. Ja, tak. Hvornår, præcis, skulle det lade sig gøre?

‘Du må ikke bære på tunge ting’ var et andet, virkelig brugbart, guldkorn. Jeg er helt med på, at det er ret uhensigtsmæssigt at slæbe omkring med halvtreds kilos melsække og omorganisere hele stuens interiør med jævne mellemrum, men ærligt talt. Vi bor på tredje sal. Af og til skal der slæbes både mælk, juice og øvrigt kolonial hjem – og jeg har en to-årig, der kan få ualmindeligt trætte ben. Eller bare trænger virkelig meget til at komme op. Også når vi er derhjemme kommer hun jævnligt hen til mig med udstrakte arme og vil op og sidde lidt, puttet ind til mig.

Desuden er der gravide kvinder rundt omkring i verden og igennem verdenshistorien, der har båret noget tungere byrder end jeg hvis ikke dagligt, så meget ofte. Selvfølgelig skal man ikke overdrive eller lade hånt om alle anbefalinger, men rådet om ikke at bære tunge genstande tager ikke synderlig stor højde for, hvad din normal er. Er kroppen vant til at bære rundt på 10+ kg barn eller andet i den vægtkategori, så er det som udgangspunkt ikke en ekstrem belastning – heller ikke med en gravid mave. Selvfølgelig lægger jeg mærke til hvordan min krop reagerer, og jeg tager forholdsregler og holder inde, hvis jeg kan mærke, det skal til. Men jeg kan ikke bare hvile ad libitum og jeg kan ikke undgå at bære på lidt tungere byrder af og til.

Vi øver os i selvhjulpenhed og at komme op ad alle trapper ved egne små bens hjælp. Nogle dage går det med en sang og en pause og et kram undervejs. Andre dage falder hele verden fra hinanden – og der står en femårig ved døren til lejligheden og skal tisse. Så er der ikke så mange andre muligheder end at løfte med benene og tage den to-årige i favnen.

‘Husk at få motion hver dag’, sagde lægen også. Umiddelbart tænker jeg: ‘se ovenstående’, selvom jeg godt ved, at jeg burde lægge noget reel træning ind et sted i mit liv. Udover de daglige cykelture til og fra arbejde, turene op og ned ad trappen og den evige bevægelse man er i, når man har små børn. Lige nu kan jeg bare ikke helt se mig ud af, hvor den skulle være. Måske når lyset og varmen vender tilbage – måske først når jeg går på barsel. Uanset hvad, så gider jeg ikke stresse over det. Jeg bevæger mig hver dag, og det tæller også for noget. Jeg hviler mig, når pigerne sover og jeg bærer det, jeg er nødt til. Og jeg tænker egentlig, det går meget godt, selvom jeg hverken hviler mig, træner eller undgår at løfte helt så meget som lægen nok gerne så. Det lille menneske inden i sparker og rumsterer glad og tilfreds hver eneste dag – om morgen og aften nærmest på klokkeslet – og maven vokser støt og roligt.