Når man ikke ved bedre // Status på indkøring i ny børnehave

Jeg tænker, jeg skylder en lille update på børnehavefronten.

Bean havde første dag i onsdags og nu – fredag – er den officielle indkøring i den nye børnehave slut. Det virker måske som en noget hurtig omgang, men der er selvfølgelig taget højde for, at Bean er et erfarent børnehavebarn OG at hun er tryg og glad og ikke bange for at kaste sig ind i nye sociale sammenhænge.

Helt overordnet så er der taget højde for det hele. Både voksne og børn er imødekommende, søde og opmærksomme på deres nye veninde, og der er en rigtig god pigegruppe på omkring-4-årige, der leger på kryds og tværs. Torsdag morgen blev Bean afleveret i lidt anderledes omgivelser, fordi alle var rykket i gården til den store, svale legeplads. Der skulle hun lige bruge lidt tid på at finde sig til rette og få øje på nogen, hun kendte.

Med det samme kom en pædagog over og introducerede sig – og vidste, hvem Bean var, selvom hun hører til en anden stue. Bean fik lov at dimse omkring med mig indtil hun selv søgte de andre børn, og med det samme var pædagogerne opmærksomme på, at det var tid til afsked.

Der er simpelthen så god stemning dernede. Overskud. Arbejdsglæde. Fik jeg nævnt overskuddet?

Det føles helt anderledes end hvor vi kommer fra, og det er rigtig ærgerligt. For vi var jo egentlig glade for den gamle børnehave – for dens størrelse, ikke mindst. Men hold op, hvor er der en verden til forskel. I den gamle børnehave var overskuddet personbåret – særligt en af de faste pædagoger var fantastisk, og de forskellige, yngre vikarer var også rigtig, rigtig gode. Men hvis den daglige ledelse ikke er særligt stærk og hvis sygefraværet er højt, så smitter det af på den samlede stemning. Der manglede initiativer, en synlig linje og en udnyttelse af de fantastiske potentialer, der ligger i at have en mindre børneflok. Men hvad ved man om, hvordan det kan føles, når man er førstegangs-børnehavebarns-forældre? Vi vidste i al fald ikke bedre.

I den nye børnehave er overskuddet en fornemmelse, der gennemstrømmer hele stedet. Man ved bare, der er styr på det, når der er overskud til at lave en fælles velkomstplakat til første besøg for et nyt barn. Når alle voksne ved, hvem der er det nye barn i en institution med over 100 børn.

Bean bliver mødt lige præcis der, hvor hun er – som den hun er og med de kompetencer og udfordringer, hun har. Det føles godt. Helt ind i maven. Det var det rigtige valg.

Jeg håber sådan at sammenlægningen af den gamle institution med dens søster-afdeling vil give en bedre dynamik. Mere overskud. Bedre daglig ledelse. Det fortjener de pædagoger, der brænder for deres job, er fantastiske og varme mennesker – og som har givet Bean en fin introduktion til institutionslivet.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram