Dagene, der forsvandt

Hvad laver man egentlig, når man er på barsel? Well. Alt og intet, er det nærmeste, jeg kan komme det.

For det virker jo ikke som meget. Amme, pusle, få babyen til at sove, spise lidt mad selv er i grove træk det, jeg bruger dagene på. Altså indtil det bliver eftermiddag og Bean skal hentes. Så er der almindelige småbørnsfamilieting som at hjælpe med toiletbesøg, aktivere barn, uddele kys og formaninger og endelig også spise lidt mad nogenlunde samtidig med Bean og Jonas.

Tiden med en baby går både vanvittigt hurtigt og ekstremt langsomt. Når babyen så endda lader op til næste tigerspring, der ligger her omkring de 8 uger, er dagene pludselig væk. De er forsvundet mens min baby har klæbet til min krop døgnet rundt. Hun vil kun sove på mig i øjeblikket og har haft svært ved at hvile mere end en lille time ad gangen. Heldigvis er hun stadig ikke typen, der decideret græder sig igennem dagene eller tigerspringet, selvom hun er markant mere urolig. I øjeblikket når jeg absolut ingenting, hvilket også har været grunden til blogstilheden. Det er ok. Det ER svært at være lille og skulle lære alting, og jeg agerer gerne tryghedens højborg. Også selvom det betyder at sætte alt andet – herunder strikning, som ellers er en yndlingsbarselssyssel – i bero. At lade hjemmet sejle og at dedikere tiden (og bagdelen) til sofaen. Det er en fase, og lige om lidt er den afløst af en ny.

^^Babytøj over sofaryggen, strikketøj på sidebordet, en top, der næsten er på plads efter en ammestund og diverse andet rod. Sådan er livet også af og til, når det er vigtigere at lade den store nusse med sin bløde søster end at stille op til et pænt og ryddeligt billede. 

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram