Onomatopoetikon

Disclaimer: indeholder udelukkende Bean-snak! Skip lynhurtigt videre til billeder af Bean og farmor i gang med at læse ‘Der Grüffalo’, hvis du ikke orker at høre en mor fortælle om hendes tumlings talegaver (eller mangel på samme)

Bean taler og taler og taler non-stop i øjeblikket. Det meste af det er hendes helt eget, selvopfundne sprog, men der dukker flere og flere genkendelige ord op. Ord, der har deres eget tumlinge-udtryk, og som jeg synes er så skønne (og kommer til at savne, når de langsomt erstattes af ‘rigtige’ ord)

Lige nu er mine yndlings-tumlinge-ord: ‘GU-GOER’ (sutsko) – ‘GAGGE’ (jakke) – ‘GABBE’ (gaffel) – ‘PIS-TÆT’ (pist væk) – ‘BAY-BA’ (baby, og måske også ‘sød’?)

Hun taler også en del i sætninger; mest brugte sammensætning er klart “Mere ha’ det dér [indsæt selv object of desire]” og en stærk runner-up er “Moar bay-ba ha” (nej, mor skal ikke have en baby. Lige nu, i al fald.)

Men derudover? Derudover taler Bean i onomatopoetika. Det er et ret nuanceret sprog af lydord, men ikke desto mindre er det netop det. Lyd-ord. Ikke ord-ord.

Alle dyr ‘hedder’ deres lyd – udover de gængse som vovvov og miav, så taler vi ofte om hop-hop (kanin. Eller frø), wrrraaa (alle farlige dyr: løve, bjørn, tiger, etc.), haps (krokodille) og kraa-kraa (papegøjer og flamingoer). Og så videre. Der er ret mange dyr. Det eneste dyr, der ikke hedder en lyd, er giraffen. Den hedder Marius en ‘GIBAB’ eller ‘BIGAB’

Og det har jeg det – hvis jeg skal være helt ærlig – faktisk lidt mærkeligt med (ikke det med giraffen. Det med lydordene) Jeg talte ‘rigtig’ meget tidligt, så det har jeg mere eller mindre bevidst også ‘forventet’ at Bean ville (det dér med æbler og stammer, som Signe også har skrevet om for nylig). Hun er på det punkt måske mere sin fars datter (stædigheden og temperamentet er klart fra mine gener), for Bean har altid lagt sine kræfter i det motoriske, og er fantastisk dygtig udi både fin- og grovmotorikken (jaja, lidt mor-pral skal der være plads til) Jeg VED godt, at det kommer, sproget, og det er måske min første lektie i, at de forventninger jeg mere eller mindre bevidst har til mit barn og hendes interesser og evner – dem gør jeg godt i at pakke væk. Det er Beans liv, Beans udvikling og Beans valg. Og hey. Hun ELSKER sprog, sanglege og læsning – så it’s all good.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram