• Lilletut og mor
  • Caroline Jacobsen
  • Triplets of Copenhagen *
  • Diary
  • Fit Mom
  • Østfronten
  • ···
Uendelige renoveringsprojekter - og sikker opbevaring

Børn og sorg

De sidste par uger har været de sværeste og tungeste i mit liv. Uden sammenligning. At miste et livsvidne er ubærligt, og dog må man bære det. Der er intet andet valg.

Selvom hjertet er i tusindvis af bittesmå stumper, og dele af det aldrig kan samles rigtigt igen – så er der stadig små hænder at holde, madpakker at smøre, huer at finde, godnathistorier at læse. Og børnesorg at rumme og favne. Det lyder forkert at skrive. Børnesorg. Som om den er mindre dyb og hjerteskærende, mindre vigtig og reel end den voksne sorg. Det er den på ingen måde.

Børn mister og sørger ligeså dybt og inderligt som voksne. Formen kan være anderledes. Sorgen den samme.

Jeg har mistet min far. Min elskede, vidunderlige far. Mine døtre har mistet den morfar, der har været der hele deres liv. Som har båret dem, læst for dem, tegnet med dem. Lavet skattejagter, tumlelege, mad. Givet dem udfordringer og oplevelser og uendelig kærlighed og tålmodighed. Deres elskede morfar, der også elskede dem højt. Selvfølgelig savner de. Og sørger. På hver deres måde.

Det er min opgave som mor at favne og hjælpe dem i deres sorg. At kunne rumme den når den kommer som frustration og vredesudbrud. Som opsætsighed. Som hjælpeløshed. Som ekstra behov for kropskontakt og nærhed.

Jeg vil til den dag, jeg dør, være taknemmelig for de fantastiske sygeplejersker, der delte deres erfaring med mig – og talte med mig om at lade pigerne besøge morfar på Rigets intensivafdeling, mens hans hjerte endnu slog. Det var uvurderligt og både noget af det smukkeste og det sværeste, jeg nogensinde har gjort.

De fik muligheden for at holde ham i hånden. Kramme ham og give ham et sidste kys. Og endnu et. Og vigtigst af alt. De fik muligheden for at sige farvel. For at fortælle ham alt det, de havde brug for at få sagt. Fortælle ham om de gode minder – og hvor højt de elsker ham. Elskede. Jeg øver mig stadig på at huske at tale i datid.

Mens pigerne besøgte ham, gik den ene af sygeplejerskerne kort ud og kom tilbage med tre af TrygFondens isbjørne. En til hver. Det var den fineste gestus, og den betød – betyder – alverden. De bamser er blevet symbolet på omsorgen. Og på morfar. K sagde så smukt, at alt den hjemløse kærlighed til morfar kom ind i isbjørnen.

De har sovet med hver deres isbjørn, siden de fik dem.

Jeg fik lov at læse det brev, K skrev til morfar, og som skulle med i kisten. Og jeg fik forklaret hver lille detalje i E’s tegning, der skulle sammen med. Jeg har holdt dem, når de har brudt sammen i gråd, og selv kæmpet forgæves mod tårerne.

Men jeg har også set dem være børn på den fantastiske måde, hvor man bliver lykkelig helt ned i maven over naboer, der giver en ekstra stor slikpose til Halloween – og hvor en kildetur giver grineflip. Ingen kan bære vægten af sorg hele tiden. Børn er særligt gode til at være i nuet og i den glæde, der findes der. Trods omstændighederne. Deres sorg kommer i lommer og reaktionerne kan være anderledes end dem, jeg selv har. Der er ingen rigtige eller forkerte måder at gøre det på.

Vi skal alle lære at leve et liv, hvor vi mangler et uundværligt menneske. Og vi finder ud af det på en eller anden måde. Med isbjørne til at indsamle både tårer og kram.

3 kommentarer

  • Kamille

    Elsker i nutid. Bare fordi morfar ikke er her længere er kærligheden til ham jo ikke forsvundet. De elsker deres morfar og de vil altid elske deres morfar. Kærligheden ændrer blot form nu.
    Jeg kan ikke forestille mig hvordan det må være at sku tilsidesætte sin egen sorg for at være der for pigernes sorg. Du er jo også en ‘lille pige’ der har mistet sin far.
    Jeg sender de største varme kram.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Thea

    Av, Stine 💔
    Det gør mig meget ondt at høre at du har mistet din far og pigerne deres morfar. Intet kan lindre, andet end tid, men du får alligevel mine dybeste kondolencer og kærlige tanker ❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Randi

    Åh, rigtig mange tanker til dig og dine! Jeg håber I finder mange små lommer midt i sorgen. Og hvor er det dog vigtigt med sygeplejersker, det finder tid og omtanke til dig og jeres børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Uendelige renoveringsprojekter - og sikker opbevaring