Fødselsberetning fra min fantastiske, anden hjemmefødsel – let og elegant

Jeg kan slet ikke begribe, at det allerede er en uge siden, lillesøster kom til verden på sin helt egen måde hjemme i vores stue og flyttede ind i alle vores hjerter. Jeg har forsøgt at nedfælde fødselsberetningen som jeg oplevede og husker den, og selvom det var en kort fødsel føles det altid som om der er noget, jeg glemmer. Noget, der burde være med også. Det må være sådan, for en fødsel er altid en subjektiv oplevelse, naturligvis bundet op på helt faktuelle data og tidspunkter, som jordemoderen sørger for at notere. 

Lillesøster er mit tredje barn, min tredje fødsel. Jeg har allerede haft to skønne fødsler, så jeg var oprigtigt bekymret for, om man kunne være så heldig tredje gang også. De bekymringer viste lillesøster og hendes vej til verden sig at gøre ganske til skamme.

Efter en masse optræk til veer i de foregående uger skulle lillesøster vise sig at være den eneste af mine piger, der ankom på den anden side af 40+0, og dermed også den eneste, vi nåede at vente utålmodigt på. Da hun endelig besluttede sig for at holde fødselsdag havde hun til gengæld fart på.

3. juli 2018 – kl 3 om natten

De første veer (som jeg bemærker) vækker mig, og jeg ligger lidt og hviler og ser tiden an. Der har været snydeveer flere gange de sidste mange dage og aftener, men disse virker mere rigtige. Jeg lister mig ind i stuen med dyne og pude for at sove lidt videre og give Jonas og pigerne ro. Omkring halv fem er jeg ikke i tvivl om, at vi nu for alvor er på vej med en fødsel, så jeg ringer både til fødegangen og til mine forældre som skal hente pigerne inden jeg går ind for at gøre Jonas opmærksom på, at det er i dag, vi skal være forældre igen. Han er søvngroggy, men bliver glad. Det er ikke relevant med jordemoder endnu, men vi har aftalt at jeg ringer, så snart jeg er i fødsel, så de er klar over at der skal prioriteres en hjemmefødselsjordemoder.

Mens alle sover videre, går jeg i køkkenet og rører en bolledej sammen og sætter i køleskabet – så kan der bages fødselsdagsboller senere. Nu er klokken fem og jeg begynder så småt at skulle trække vejret sammen med veerne og rotere i bækkenet.

Pigerne vågner halv seks og kommer ind i stuen. Det lykkes at overbevise K om at sove lidt videre, men E er vågen. Jonas står også op. Lidt i seks står K også op og Jonas laver morgenmad til dem, som de spiser i stuen foran Netflix, mens jeg tuller rundt og mærker hvordan der ligeså stille kommer lidt mere gang i fødsel og veer. Jeg ringer til fødegangen igen og fortæller, at nu skal de nok snart sende en jordemoder afsted. Jeg kan mærke, at der begynder at komme lidt mere kraft og fart på veerne.

Kl 6.20 – jordemoderen ankommer

Jordemoder Mette ankommer og pakker al sit udstyr ud. Der er ikke pauser på mere end et par minutter mellem veerne, men de er til at arbejde med – jeg spænder af, trækker vejret og slapper af i kæbeparti og hænder og roterer i bækkenet. Nøjagtig som jeg har gjort ved de første to fødsler. Det kommer helt spontant og det er den bevægelse, der fungerer optimalt for mig.

Den første – og eneste – indvendige undersøgelse bliver foretaget og i forhold til hvordan jeg føler, er det lidt nedslående at høre, at dommen er 4-5 cm. Så virker det som en lang proces i betragtning af de korte pauser jeg får. K får lov at lytte med på lillesøsters hjertelyd, der er så fin og lige som den skal være. Begge piger veksler mellem at fokusere på Netflix og at følge med i hvad jeg nu foretager mig. Vi taler om, at det er hårdt arbejde, når baby skal fødes og det er derfor, jeg trækker vejret på en særlig måde. E trækker vejret solidarisk og aer mig. Det er så roligt og ustresset og pigerne er helt cool med morgenpostyret. Vi taler om, hvorfor jordemoderen er her – at hun skal hjælpe med at babyen skal fødes.

‘Er det i dag, lillesøster kommer?’ spørger K, og da det går op for hende, tændes de fineste glædeslys i hendes øjne. Det er øjeblikket, de har ventet mange, mange måneder på.

Kl 7 – tosomhed og gode naboer

Mine forældre skriver, at de ankommer mellem 7.30 og 8, men lidt i syv er det meget tydeligt for mig, at det kommer ikke til at fungere. Det er ved at blive mere intenst og jeg har brug for at være i tosomheden med Jonas. Heldigvis har vi aftaler med naboer både oppe og nede, og pigerne bliver afleveret til søvndrukne underboer og hygger sig med deres børn og hund mens vi får ro til den intense del af fødslen.

Af uvisse årsager overvejer vi at pigerne skal i børnehave, og derfor går Jonas igang med en madpakke til E. Det bliver en afbrudt affære, for hvert minut må han suse i pendulfart ind til mig og holde imod nederst på lænden, mens veerne og livmoderen gør deres arbejde. Lidt over 7 ankommer jordemoder Olivia til overdragelse mellem nattens vagt og dagvagten. Normalt betyder det, at nattevagten tager sin afsked, men begge jordemødre og Jonas er helt klar over, at der ikke er længe til fødslen nu, så Mette bliver.

Fra 4-10 cm

Ligesom da jeg fødte E, går jeg fra 4 til 10 centimeter på en lille time mens lillesøsters hoved trænger hele vejen fra toppen af bækkenet og ned i fødeposition i samme tidsrum. Det er ekstremt intenst at være i, for der er stort set ingen pauser på mere end et halvt til et helt minut. Til gengæld er jeg selv med hele vejen, jeg er hverken presset eller utryg og samarbejdet med Jonas, der stemmer imod på lænden, fungerer optimalt. Det er det, jeg har brug for. Hverken mere eller mindre. Jeg fokuserer på at afspænde i kæbeparti og hænder og at lade kroppen få rum til at arbejde i stedet for at modarbejde livmoderens sammentrækninger.Jordemoderen lytter med på baby et par gange undervejs, mens jeg står og har en kort pause. Lyden er slået fra, så jeg ikke bliver forstyrret af at skulle lytte med. Lillesøster har det så fint hele vejen igennem. Veerne kræver al min koncentration, men selv jeg bemærker, at der begynder at komme lyde på min vejrtrækning omkring ti over syv.

Det er velkendt og giver en ro indeni. Nu er vi der næsten. Den slags lyde kommer, når jeg næsten er klar til slutspurten. Det er virkelig en spurt for mig at føde. Luntetrav i optakten, som er rolig og fredelig og så en ekstremt intens og fortættet periode hvor alt arbejder på højtryk og samarbejdet mellem livmoder, sind og barn er fuldstændig i harmoni. Det er vildt at være i – som fødende opleves det som at stå midt i orkanens øje og kun vagt have blik for den ydre verden. Men det er også trygt og velkendt og jeg ved, at det snart er forbi.

Spontant lægger jeg mig på hænder og knæ bag ved lænestolen og efter en enkelt, virkelig heftig ve i denne position, tilskynder jordemoder Olivia Jonas til at hjælpe mig over på sofaen, der har fået vådlagen og et ekstra lagen på tidligere på morgenen. Ellers bliver baby født bag en lænestol, og det er alt andet lige fjollet, når vi nu har et blødere leje forberedt.

7.20-7.31 – lillesøsters vej til verden

Det eneste rigtige for mig er at stå på knæ og hænder i sofaen – det er så tydeligt et signal fra min krop, at det ville være tåbeligt at forsøge en anden position. Fysiognomisk giver det også god mening. I denne position er der optimal plads til at baby kan trænge hele vejen ned og ud i verden, men den slags overvejelser gør jeg mig allerhøjest på et ubevidst niveau på dette tidspunkt. Måske er det den grundlæggende biologi, der tager over og tusindvis af generationer af kvinders erfaringer, der er indlejret i kroppen.

Mens Olivia sidder bag mig og Jonas stadig støtter imod på lænden mens jeg har de sidste, voldsomme veer, har jordemoder Mette grebet kameraet og tager billeder. Det er jeg virkeligt taknemmelig for, for vores fotograf når slet ikke frem.

For at lette trykket en smule tager Olivia vandet, der er klart og fint, men her sker noget magisk. For det skal vise sig, at det ikke er begge fosterhinder, der sprænges. Det er kun den yderste.

Jeg oplever et pres indefra, men ingen pressetrang. Derimod har jeg kun behov for at gispe med, når veerne arbejder. Min livmoders muskler sørger for at skubbe mit lille barn ud, stille og roligt, mens jeg holder fokus på afspænding (og at bande lidt undervejs). Jeg skubber lidt med at og til, men jeg presser aldrig.

Lillesøsters hoved kommer stille og roligt ud – med en fosterhinde der omslutter ansigtet, så hun stadig ligger roligt inde i sin vandboble.

‘Nu er det hårdeste overstået’, siger Olivia, og jeg kommenterer tørt at, ‘Nej, jeg synes moderkagen er værre’

I pausen mellem to veer mærker jeg den sære, men fine fornemmelse af lillesøster, der roterer i bækkenet og gør sig klar til at kroppen også fødes. Jeg har skrevet på mine ønsker, at jeg selv vil tage imod, og det vil jeg i teorien rigtig gerne. I praksis fungerer det bare ikke for mig, og selvom Olivia fortæller at nu skal jeg række ned og hun nok skal hjælpe, så har jeg mere brug for at bevare mit fokus. I næste ve skubbes lillesøster stille ud. Jeg får hende rakt op og får det fineste lille menneske i armene.

Den sødeste, lille mund, småbitte hænder og tæer og en varm, krøllet krop retter sig langsomt ud. Jeg får hjælp til at komme om på ryggen og lillesøster misser lidt med øjnene inden hun begynder at skælde os og verden ud.

I modsætning til E, der var helt rolig, så bruger lillesøster sine første 10 minutter earthside på at være rasende arrig – mens hun kommer af med alt det mekonium, hun har haft i tarmene. Herefter falder hun til ro og finder brystet, hvor hun bliver liggende den næste time, mens navlesnoren pulserer færdig og vi alle lander.

I mellemtiden er mine forældre ankommet, og de kigger op forbi med pigerne mens lillesøster og jeg stadig er forbundne. Jeg glemmer aldrig udtrykkene i deres øjne, da de så deres søster første gang. Så megen kærlighed og forundring fortættet i et sæt lysende blå og et sæt dybe brune øjne. Mine forældre tager pigerne med sig hjem og vi får ro til at fordøje oplevelsen. Efter 45 minutter klippes navlesnoren og moderkagen fødes. Det er vitterlig, for mig, det værste ved at føde. Også selvom denne gang er markant lettere end de foregående.

Endnu et barn. Endnu en ekstremt intens sidste time. Endnu en perfekt hjemmefødsel.

Fornemmelsen af at være absolut til stede i sin krop og samtidig ikke helt forbundet med sin bevidsthed er uendeligt kraftfuld. Det er den bedste måde, jeg kan beskrive min fødeoplevelse på.

Jonas og Olivia er enige om, at jeg får det til at se let ud. Elegant ligefrem. Det er ikke ord, jeg normalt forbinder med fødsler. Selv ikke med mine egne, selvom jeg synes, fødsler er de mest fantastiske oplevelser at have. Jeg går ind i mig selv og arbejder med kroppen, når jeg føder. Jeg kan ikke andet. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg ellers skulle gøre. Veerne, selv de mest intense, skræmmer mig ikke, og jeg er tryg ved de værktøjer, jeg har. Jeg stoler absolut på min krop og dens evne til at føde. Afspændingen fungerer for mig og giver et fokuspunkt, når jeg har brug for det. Jordemødrene læser mig og mine behov perfekt. Jeg har brug for ro og fred og samarbejdet med Jonas, og det får jeg lov til. De kommer først med som aktive medspillere i pressefasen til at guide og vejlede – og holde varme klude mod mellemkødet.

Mens lillesøster og jeg ligeså stille lærer hinanden at kende bager Jonas boller af den dej, jeg rørte sammen tidligt om morgenen. Det er helt perfekt – ligesom jeg havde drømt om, og jeg kan næsten ikke forstå, jeg har lov at være så heldig at få tre fantastiske fødsler. Unikke på hver deres måde og alligevel genkendelige og trygge, når jeg er midt i dem.