Hostefanden, uforudsete udgifter og seje Bean

Bean hoster. Og hoster og hoster. Det har hun gjort bogstaveligt talt siden marts begyndte, og det er en grim, opslidende hoste, der koster energi, nattesøvn og overskud. Både for hende og for os. Lillesøster er efterhånden så vant til søløve-lydene, at hun ikke reagerer. Hun er ikke rigtig syg, men heller ikke rigtig frisk og i mandags var vi derfor forbi lægen for at få hende tjekket. Vi gik derfra med en mistanke om astmatisk bronkitis (som jeg selv havde som barn) og endte på apoteket med at købe inhalator og medicin for knap 700 kr. Av. Inhalatoren (som herhjemme går under dæknavnet ‘Bamsemedicin’ fordi der er en bamse udenpå) er af den type, som skal sættes for næse...

#mombod

Lillesøster har snart været ude i verden ligeså længe som hun voksede under mit hjerte. Vi nærmer os 37 uger, og jeg nærmer mig for alvor min ‘egen’ krop igen. Det gik markant hurtigere med Bean at komme tilbage i jeans og størrelse, men jeg gik også flere timer hver dag med hende i barnevognen. Det har jeg aldrig gjort med Lillesøster. Så på den måde giver det god mening at de ekstra kilo kun langsomt er drysset af. Ikke mindst i betragtning af hvor meget kage, jeg har spist. Det har aldrig været min ambition at sporte en sixpack tre uger efter fødslen eller komme i maratonform inden for det første år. Absolut ikke. Jeg har dog heller ikke...

Work-life balance og noget om at gå på kompromis med feminismen

Der er i dag præcis en måned til min barsel slutter. Den lader vi lige stå et øjeblik, mens jeg går i fornægtelses-mode. En måned. En lillebitte (alt for kort) måned til jeg overlader hjertebarn og hjem til Jonas for selv at indtage arbejdsmarkedet igen. Jeg elsker barsel. Det gør jeg virkelig. Jeg elsker langsomheden, roen og muligheden for at have så travlt eller så lidt at lave, som dagsformen nu indbyder til. At kunne sove længe (eller tage en middagslur med baby) efter en urolig nat. Aflevere Bean sent og hente tidligt. Tilbringe en hel dag i stuen med strikketøjet klar til når Lillesøster sover. Opleve et lille menneske opdage, udforske og indtage verden med lige dele undren og selvfølgelighed. Se...

Vera – og en strikkeanbefaling

… Bean er sløj og Lillesøster kører tigerspring for fulde hammer med dertil hørende minimale lure. Det gør min blogtid begrænset, selvom det såmænd ikke er emner, der mangler. (Tak for de fine kommentarer til det sponsorerede indlæg, i øvrigt. Dem er jeg rigtig glad for.) Nåmen, for at det ikke skal stå helt stille herinde kommer et hurtigt strikkeindlæg. Udover Lillesøsters smukke Dansekjole så har jeg på det seneste haft rygende pinde. Jeg har kastet mig over cardigans – både til Lillesøster og til min venindes søde datter, der netop har rundet 1 år. Man kan fint nå at strikke en cardigan str. 12-18 måneder på 4-5 dage selv med en opmærksomhedskrævende og ikke-sovende tigerbaby i huset, skulle jeg hilse og sige. Det...

Dansekjolen – navngivning #5

Til Beans navngivning havde jeg købt en smuk CaramelBaby-kjole i det lækreste, smørbløde, chokoladebrune fløjl. Med dobbeltradet knaplukning på bærestykket og smukke, smukke detaljer. Ikke et ord til Jonas om, hvad den havde kostet. Problemet var bare, at barnet på dagen ikke kunne få den over hovedet. Som i: slet ikke! Størrelsen var absolut ikke til en baby på 6 måneder. Heldigvis havde vi en enkel, strikket lysegul kjole fra Mormors hånd liggende i skuffen, og den blev til navngivningskjolen. Derfor havde jeg lyst til at også Lillesøster skulle være iført en strikket kjole til sin fest, og for mig var det den perfekte anledning til at give mig i kast med Dansekjolen. Den er meget lettere at strikke, end...