Weekend, familietid og radiostilhed

Hverdagslykke (og et par vindere)

Klicheen med at elske hverdagen mest af alt kan af og til være så indlysende sand, at føles som at blive slået i hovedet med en lykke-hammer.

Ork, bevares. Vi har også vores del af hverdage med selvstændigheds-typer for fuld hammer, manglende overskud, logistiske udfordringer og lidt for hovse-agtige løsninger. Ikke mindst i den sidste gode måned, hvor Bean har brugt alt sit overskud på at lære at være et børnehavebarn, på nye mennesker og relationer, på nye regler og rutiner og på ikke at sove middagslure.

Uden at ville jinxe noget, så lader det dog til, at hun efterhånden har fået indstillet sit lille legeme på at undvære luren uden at være ‘jeg-går-i-spåner-over-alt-og-i-særlig-grad-intet’ humør hele eftermiddagen og aftenen. Som bonus betyder det ovenikøbet at putning er gået fra at vare op mod 90 minutter til at tage et sted mellem 5-25 minutter. Metoden er dog den samme – vi ligger stadig sammen i dobbeltsengen, så hun kan nappe i det bløde armkød indtil hun sover.

Faktisk er hun langt vanskeligere at få med hjem fra børnehaven end at aflevere. De fleste morgener har hun ikke rigtig tid til et farvel kys eller kram, fordi hun allerede er igang med en leg. Om eftermiddagen skal hun tilsvarende liiiiiige lege færdig med de store piger, inden man kan komme ud ad døren. På torsdag skal vi til indkørings-samtale, og jeg er spændt på at høre det faglige input om hvordan børnehavestarten er gået fra et pædagogisk synspunkt. Personligt synes vi, det er gået over al forventning.

I dag har været intet mindre end fantastisk. Vi startede godt nok lidt vel tidligt med et barn, der ikke var helt tilfreds med at blive vækket, når nu vi plejer at kunne sove til hun vågner selv. Årsagen var dog hyggelig, for vi var et smut forbi Riget inden hhv. arbejde og børnearbejde til 20-ugers gennemscanning. Der er rigtig mange aspekter her i livet, hvor vi gerne vil være unikke, særlige, ud over det sædvanlige. Graviditet er ikke en af dem. Der er det tværtimod – i al fald for mig! – absolut at foretrække at være så tæt på gennemsnittet og normalen som overhovedet muligt. Ikke mindst fordi jeg med Bean endte med at være til 2-3 ekstra vækstscanninger (der ikke gav noget reelt billede alligevel, og som dybest set var unødvendige, hvis bare den samme jordemoder havde fulgt mig og maven gennem hele graviditeten. For jo, hun var til den lille side, men jo absolut inden for normalområdet. Sikke mange bekymringer, man kunne have sparet mig for…)

Nå. Men der var intet at udsætte på baby, der godt nok lå og gemte sig lidt, men var absolut gennemsnitlig på alle andre parametre. Det er så hyggeligt at få lov at ‘se’ hvem der gemmer sig inde i maven og bokser rundt derinde. Sidst kan jeg huske, at vi begge var lidt nervøse for denne scanning, men denne gang havde jeg en helt klar fornemmelse af, at ALT var som det skulle være med baby. I over en måned har jeg kunnet mærke små spark og puf hver dag, og jeg har det generelt rigtig godt. Det eneste, jeg var nervøs for – og som man ikke har nogensomhelst form for indflydelse på – var moderkagens placering. (Beklager, hvis det bliver lovlig grafisk nu, men så spring til næste afsnit!) Hvis den ligger over eller for tæt på livmoderhalsen, er det ensbetydende med planlagt kejsersnit, og jeg vil virkelig gerne føde igen. For det var en fantastisk oplevelse første gang, og jeg har planer om at gøre denne fødsel til noget mindst lige så særligt. Mere om det en anden gang. Heldigvis lå den langt oppe.

Kønnet? Det fandt vi ud af, men vi holder det for os selv lidt endnu. Jeg skal nok sige til på et tidspunkt. Når det føles rigtigt. Bean mener i øvrigt, at navnet er på plads. Baby skal hedde enten den feminine eller maskuline variant af hendes eget navn. Logik for børn, du ved. Jonas og jeg er ikke helt enige.

Jeg gik fra arbejde og hentede Bean på vejen, og vi havde begge masser af overskud og tid til at bruge 1,5 time på at gå de knap 1 km hjem fra børnehaven. Inklusive is-stop og tur på legeplads. Det lyder banalt (og det er det måske også), men topmålet af lykke for mig findes i de små hverdagsøjeblikke. Der, hvor Bean tager mig i hånden og aer mig. Hvor vi begge løber afsted i fuld fart hen ad fortovet og griner højt. Hvor hun klatrer op til mig på scanningsbriksen og lægger sit hoved mod mit og siger ‘Jeg elsker dig, mor’.

@ostfronten @ostfronten

^^ Stor og lille kærlighed

Og SÅ til vinderne. Tak til alle jer, der har deltaget. Der er 6 måneders Netflix på vej til Stine Bech, Helle (belladotte) og Sidsel, der også snart bliver græsenke. Leslie B.S. – du har vundet et gavekort på 700 DKK til Name It. Send mig en mail på stinekg @ hotmail.com med jeres adresser – så sørger jeg for at give dem videre til de søde mennesker, der gerne vil forkæle jer 🙂

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

 

2 kommentarer

  • Dejligt med en god skanning 🙂 Det bliver så spændende med endnu en lille baby! Vildt at du allerede er halvvejs, jeg synes tiden er gået afsindigt hurtigt 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      – så er vi to! Jeg ved heller ikke helt, hvor de første 5 måneder er forsvundet hen. I arbejde, travlhed og almindeligt levet liv, velsagtens. Det er nemt at glemme her anden gang, når der ikke rigtig er nogen gener. Kom til at tænke på, at det jo teoretisk set kunne have været dig, der scannede mig sidst.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Weekend, familietid og radiostilhed