For allersidste gang

Små glæder og hverdagslykke

‘Jeg er SÅ spændt til i morgen’, bekendtgjorde min store K i går aftes.

‘Nåhr – hvad er du spændt på?’ spurgte jeg – med en klar forventning om, at det var de adventsgaver, vi havde med hjem fra Mormor og Morfar, der var i barnets tanker.

‘På at vi skal tænde al-vente-lyset!’, svarede hun.

Jeg glemmer af og til, hvor fantastisk ukomplicerede børns hjerner kan være. Hvor umiddelbar glæden er – og hvordan noget tilsyneladende hverdagsagtigt kan være næsten magisk. Vi har næsten aldrig tændte stearinlys herhjemme, så for K er levende lys noget helt særligt. Vi har talt om, hvordan julen starter med første søndag i advent, og dén har hun ventet længe på!

Det var lysende, lykkelige øjne, der så på at jeg tændte kalenderlyset i morges (vi tyvstarter, fordi der er ret lang vej fra starten af lyset og ned til 1-tallet!) og det blev ikke mindre magisk af at hun opdagede, at Nissen havde ryddet en hylde i reolen og var flyttet ind. (Og bedt ‘naboerne’ i dukkehuset om at rydde op hos sig og fjerne de prinsesser og superhelte, der var flyttet ureglementeret ind og bredte sig over alle etager.)

Adventsgaven, der ventede ved spisebordet var naturligvis også spændende. Den fine og hyggelige klistermærkebog, Mormor har givet hende, er blevet leget med hele formiddagen – men gaven var ikke det vigtigste. Det, tror jeg, er værd at holde fast i. Ikke mindst i den kommende tid, hvor det vrimler med glimrende gaver allevegne. Hvor det er let at komme til at forveksle størrelse og mængde med kærlighed. Du kan i øvrigt læse mere om min holdning til gaver i det hele taget her

dsc_0933

 

Børn fødes ikke til at være grådige eller forvente bunker af gaver eller legetøj. Det er noget, vi lærer dem. Eller – lader være at lære dem. Forleden havde jeg forvildet mig i en Bilka med Jonas for at finde en CD (manden nægter at webshoppe, og det er ikke mange steder, der sælger musik i fysisk form længere), og jeg blev nærmest dårligt tilpas af stedet. Forbrugerisme og materielle goder i en overvældende og kvalmefremkaldende mængde. Tilbud på tilbud og en lokken om mere og mere og mere. Jeg fik lyst til at vende om med det samme og købe absolut ingenting, men nu havde vi en mission og en sjælden chance for lidt tosomhed.

Mens Jonas kiggede efter musik, drev jeg ind i legetøjsafdelingen og række efter række af legetøj. Over halvdelen i kategorien ‘absolut overflødigt’ – ting og tilbehør og ‘årets julehit, der kun bruger 8 AA-batterier’, og som med stor sandsynlighed vil have en kort popularitetsperiode hos de fleste børn. Andet med længere potentialer. Gode tilbud på en del. Et kæmpe Playmobil-prinsesseslot, LEGO-sæt, livagtige dukkebørn. Og jo. Mine børn – og særligt K – ville da ELSKE at få gaverne. Jeg ville hygge mig med at bygge med hende og min indre samler ville elske et komplet univers af et eller andet. Men. Det er jo absolut unødvendigt. Helt og aldeles. Hverken jeg eller pigerne bliver lykkeligere af ekstra gaver. Flere ting. Ikke et ondt ord om at gøre et kup på julegaverne. Slet ikke. Men mere at overveje hvor meget og hvad der reelt er brug for.

Pigerne får julegaver – naturligvis – og der bliver nok også nogle i lege-genren. Men. At være omgivet af (alt for) meget skubbede til min overbevisning om, at less is more.  Glæden ved det enkle, som i den grad hører barndommen til, skal have lov at være. Jeg elsker at forventningen om et tændt lys overskygger tanken om gaver. Og jeg elsker helt ind i min inderste kerne, at de bedste lege er dem, der slet ikke behøver legetøj. Som i går aftes, hvor lyden af barnelatter – hvinende, klukkende og overgiven – genlød gennem huset, mens mine to yndlingsmennesker improviserede en fangeleg. Lige dér. Der bor lykken.

1 kommentar

  • Stine

    Amen! Det beskriver min holdning spot on, men hvor kan man blive i tvivl nogle gange, når man bliver bombarderet med materialisme! Vi var sammen med gode venner i går, og da samtalen gik på julegaver, måtte jeg jo gå til bekendelse og sige at ældsten på 4 år får en skøn globus fra DBA til 150kr., og mindsten på 14mdr. får min elskede dukke fra min barndom. Der kommer gaver fra bedsteforældre på begge sider, så der bliver en passende mængde at pakke op. Jeg synes 5 styk sidste år var rigeligt til min dreng, han var så glad, og han kunne ikke have rummet flere, tror jeg. Min pointe er, at jeg pludselig synes jeg skulle forsvare vores valg – eller fravalg, om man kan sige. I morges da vores nissedør var dukket op, gik der også et par minutter før min søn opdagede mormor-adventspakken, som lå lige ved siden af nissedøren…..der blev jeg også lidt glad:) Begejstringen over nissens ankomst var større end over gaven……gid det varer ved!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

For allersidste gang