Det, man aldrig må sige

Siden sidst

… tak for kommentarerne, tanker og virtuel støtte.

Det lader til at skyerne er lettet en smule. Og så er der bedre plads til det gode, til smil og til latter.

Indlægget fik også mig til at mærke efter og tænke en ekstra gang (eller 5) over det hele og I har ret. Den er der, jo. Kærligheden. Og glæden. Men den var godt nok gravet langt ned denne gang. (Lortetigerspring)

Det hænger nok også sammen med at Kæreste er startet på arbejde igen efter sommerferien og har en masse om ørerne og derfor mindre tid og ikke mindst overskud til alt det herhjemme. Vi skal lige falde på plads igen i nye roller og finde en rimelig arbejdsfordeling. Men det kræver at vi begge bliver bedre til at sige til og fra og at Kæreste får et overblik over hvor lang tid, han faktisk behøver, for at gøre sit job.

Der var ingen, der lovede, at det blev nemt. Vi havde bare ikke regnet med, at det blev så svært.

   

2 kommentarer

  • Det er også fordi det er det lorte 19 ugers spring der (heller) ingen ende ville tage ved os!!! Og vi havde endda to bebser – sender et virtuelt kram og siger højt: bare rolig det stopper og når man (og baby) kommer ud på den anden side er livet blevet skønt igen 😉 kram!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nooo – to babyer med 19-ugers spring lyder helt, helt vildt. Takker for kram 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Det, man aldrig må sige