Til fest med børn (og børnevenlige fester)
Der var en gang, hvor fester var nogen, man tog til uden at skulle overveje babysittere eller medbringe nattøj, dyner, sutter og bamser eller hvem, der tager hjem når det er sengetid – hvor man i stedet kunne bruge hele dagen op til på forberedelserne og endda have tid til en disco nap.
Nu er det noget med at have omkring 20 minutter til at få tøjet på, ordnet håret og makeuppen og samtidig også lige få barnet gjort klar. For derefter at tage til en fest, hvor man – hvis man er heldig – kan sidde ned i 5 minutter ad gangen med andre voksne inden man skal forholde sig til et eller andet barnerelateret.
Men. For et par uger siden oplevede vi for første gang at være til fest på en helt igennem afslappende måde – med Bean. En fest, hvor vi alle tre havde det rigtig hyggeligt. En decideret børnevenlig fest (nu var det jo også en barnedåb hos de her søde og toptjekkede mennesker), hvor der var tænkt i legehjørne og snacks og ikke mindst plads til at børnene kunne løbe omkring og lege både frit og sikkert.
Det var helt fantastisk at opleve Bean være så selvhjulpen og selvstændig og nyde selskabet med sin veninde og de andre børn. Et kram i ny og næ, løbende optankning af mad og drikke og et toiletbesøg – så kunne Jonas og jeg sidde sammen med andre voksne resten af tiden og faktisk nå at tale sammen.
… og nu starter vi så forfra lige om lidt med nogle år, hvor der i al fald er en forælder på konstant baby-vagt. Det går nok. Nu ved vi, at på et tidspunkt får man samtalerne igen og når et punkt, hvor fester med plads til børn faktisk er en fest. For alle.
^^Dagens mor. Kjolen fra Isabella Oliver har jeg vist før – den fås stadig i en champagnefarvet variant i strutshop.dk. Endda på udsalg. Kimonoen er fra ASOS. Michael Kors-tasken min 30-års gave fra Jonas, hjembragt fra New York. Jeg har set lignende i Illum. Stiletterne er en oldie, but goodie fra klædeskabet og vist efterhånden 7 år gamle. De er fra ETRO og absurd gode at have på. Selv med en stor mave er de behagelige – og uden en babybule kan de sagtens bruges til at danse i natten lang.
^^Værtsparret er et par madører, og det kom alle os gæster til gode. MUMS, der var mange lækkerier.
Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram
Søde, søde Stine! Jeg og vi var så glade for jeres skønne selskab. Tusind tak for dine fine ord om det hele. Selv nåede vi slet ikke at være der så meget for alle som vi ville, men sådan er værtsrollen vist bare (ahem… især når serveringspersonalet spares væk!). Og dejligt at vide og se, at legehjørnet faktisk fungerede efter hensigten.