Lange, mørke januardage. Grå himmel. Grå følelser. Underskud på underskud. Hoste, gråd og vrede stemmer. Pigernes. Min. Jeg venter på lyset. På glæden. På overskuddet. På at jeg ikke skal kæmpe hele tiden – hver dag, hver time, hver nat. Følelsen af utilstrækkelighed tager til for hver dag, der går uden et afbræk – uden tegn på, at noget snart skubber sig. At tigerspringstågerne letter. Opvågningerne bliver færre. At konfliktniveauet falder. Det er udmattende at forsøge at være to skridt foran hele tiden. At afværge sammensmeltninger, afbøde fald og potentielle ulykker og forsøge at dele sol og vind bare nogenlunde lige. Langtrukne aftenputninger med urolige børn giver farver. Røde øjne, mørke rande, regnbueglimtende tårer i øjenkrogene. … Og så trækker...

Tak, opfølgning og oprydning

Allerførst. Tak. Til jer. Ovenpå dette indlæg om at være rodet indeni, har jeg modtaget så mange varme, rare tanker og tilbud om kaffeaftaler, kram og i det hele taget tilkendegivelser af, at jeg ikke er alene. Det betyder noget, skal I vide. Det gør faktisk en forskel. Jeg er ikke ligeså rodet som jeg var før weekenden. Der er stadig ting, der skal falde på plads. Det er vist ret uundgåeligt, når man pludselig tager sit liv op til revision. Og i et helt og aldeles urelateret ærinde, skal jeg faktisk til lægen i morgen. Der er flere af jer, med medicinsk baggrund, der har skrevet, at det også kunne lyde som noget hormonel ubalance, så den har jeg...

Korsveje, rodløshed og lidt for mange løse ender

Jeg ved ikke rigtigt, hvad der er i vejen med mig i øjeblikket. Hvor meget, der er (kronisk) søvnunderskud, og hvor meget der handler om noget helt andet. Jeg er så træt, men jeg føler mig også flad og udkørt på en anderledes måde end træthed alene. Jeg har så svært ved at komme op om morgenen, og der er en underliggende fornemmelse af kvalme over mine dage. Den ligger som en skygge i yderkanten af bevidstheden. Lidt for diffus og ude af fokus til at gribe fat i og gøre noget ved. Ikke dominerende, men en bitter afsmag, der farver alting lidt grumset. Jeg har en mærkelig fornemmelse af at være ved en korsvej. Identitetsmæssigt. Jeg skal finde ud af,...

En lettere udbrændt type

En kort status herfra. Jeg er flad. Flad som i ‘jeg tager lige en lille tudetur ved siden af Beans nysamlede højseng’. Lillesøsters søvn(u)vaner trækker på vekslerne og vores logistisk, finmaskede net af børnefamilie-planlægning gør at jeg konstant er bagud. Bagud på job. Bagud med blog. Bagud i min mailboks på en sådan måde at jeg mest af alt har lyst til at sætte hænderne for øjnene hver gang jeg kommer i nærheden af den. Der er så mange mennesker, der mangler svar fra mig på alt muligt og jeg kan bare slet ikke overskue det. Bagud på søvn. Bagud på overskud. Jeg kan lugte ferien forude. 3 ugers familietid. Jeg aner virkelig ikke hvordan jeg skal nå at få styr...

En dum morgen

Vi har haft en rigtig dum morgen. Bean har været på tværs, opsøgt og taget alle de konflikter, hun har kunnet komme i nærheden af – og jeg har sovet dårligt, så jeg har ikke været specielt god til at trække vejret og vælge en aftrappende løsning og/eller kommunikation. Heldigvis havde Jonas mere overskud. Ellers var det endt med en total sammensmeltning. Jeg kan mærke, at det stadig sidder i mig. Jeg er lidt irriteret og lidt ked af det. Det er en ærgerlig måde at starte dagen på for alle, så jeg satser virkelig på at vi kan vende den og få en rar eftermiddag og aften i stedet. For eksempel har jeg overvejet at lave ønskeliste med Bean....