Lyden af babygråd er ren tortur. Men man kan vænne sig til meget

Der er en årsag til at nogle bruger lyden af babygråd som metode til afhøring og/eller tortur. Der er en årsag til at babygråd kun optræder ganske kortvarigt på film og tv. Folk ville forlade salen eller skifte kanal hvis det blev ved. Der er forsket i det, og lyden af en grædende baby er en af de ultimativt mest stressende, der findes. 

K græd og græd i timevis hver dag, til hun var over 4 måneder gammel. Nogle dage nåede vi op omkring 7 timer med gråd. Det var udmattende og rædselsfuldt og hvis fædre dengang var blevet screenet for efterfødselsreaktioner, så havde Jonas nok vist tegn på sådan en. Da E havde nogle dage og aftener med megen uro og gråd da hun var 4-5 uger, kiggede vi på hinanden med frygten for at historien ville gentage sig selv. Det gjorde den heldigvis ikke dengang, men jeg tror at alle, der har haft kolikbørn også har en iboende angst for at skulle gennemleve måneder på samme måde igen. Det skrev jeg dengang om HER

Det dræner energi og dræber overskud og gør dagene, der kan være udfordrende nok med en lille baby, til en kamp for overlevelse uden alt for mange krigstraumer og -sår.

Lille M er ikke en rolig baby som sin yngste storesøster. Tværtimod minder hun mere om K. Hun er spændt op i alle muskler stort set hele tiden, når hun er vågen, og jeg kan ikke lægge hende ned, uden at hun bliver rasende arrig. Der er i øjeblikket omtrent 20-30 minutter på en dag, hvor hun er rolig og snakker eller bare gider ligge på ryg eller mave. Resten af tiden er fysisk hun hos mig. Nogle lure kan taknemmeligvis tages i barnevogn eller seng, men ikke alle. Hun har dage, hvor hun er ekstremt urolig. Hvor hun nærmest råber og græder hver gang og al den tid, hun er vågen. Hvor intet hjælper. Pt. er jeg fortrukket med hende ind i soveværelset med lukkede døre, så resten af familien kan få en pause fra en rasende baby.

Babygråd er ren tortur, og når man har en urolig baby er det uhyggeligt, hvor meget man kan vænne sig til den. Min tolerancetærskel blev hævet til et ekstremt niveau af min førstefødte, så jeg nu kan være meget, meget rolig, mens hun græder og raser. Jeg ved, hun giver slip og finder roen på et tidspunkt og jeg hjælper så godt jeg kan. Målte man mit kortisolniveau, er jeg dog ret overbevist om, at det stadig ville bonne ud på stress-spektret, og det dræner mit lager af mor- og kæreste-overskud at kæmpe med og mod gråd og uro. Jeg kan ikke være noget for resten af min familie. Ikke hjælpe med madlavning eller de store piger. Ikke læse godnathistorier og putte. Ikke lege eller have tid til at høre om dagen, der er gået.

Jeg håber sådan, at lille M bare er igang med at tilpasse sig til verden og at vi ikke ender med måneder sådan her. Jeg vil så gerne kunne nyde det og være lige her – i nuet –  mens jeg for sidste gang har en så lille baby, men jeg tager mig selv i at glæde mig til hun bliver større og interesseret i legedimser og kan være hos sin far, så jeg kan få bare lidt fred. Bare af og til. For de øjeblikke, hvor hun er rolig er rent guld. Forleden smilede hun helt bevidst og ægte og lige præcis det er lykke i destilleret form. Den holder jeg fast i, mens jeg går i cirkler om mig selv med en ulykkelig lille pige. Det hyggelige og rare findes et sted bag ved gråden, og den stilner forhåbentlig af lige om lidt.