She is only two and a half for such a little while

Tillad mig lige at tage en lillebitte, bittersød pause fra hverdagens travlhed og forsøge at forstå det faktum, at tiden er gået så stærkt, at mit yngste, lille barn nu er to og et halvt år. Hun er så afgjort ikke en lille, hjælpeløs skabning længere, men et lillebitte menneske med egne holdninger, egen vilje og sproget og midlerne til at kommunikere disse til os. Af og til vågner jeg ved, at hun aer min kind blidt og siger ‘Du er den aller-allermest kærlighed, mor’. Af og til tester hun vores tålmodighed, anerkendende pædagogik og grænser nøjagtig som en to-årig skal. Hun er uden tvivl og altid er en af de allervigtigste, allerstørste, allervildeste og allermest fantastiske mennesker, jeg kender. Hendes fødsel vil jeg for evigt...

Milepæle (og verdens sødeste storesøster)

Nogle ting er milepæle på en måde, som det givetvis kun er andre forældre, der helt forstår omfanget af. Ikke forstået sådan, at mennesker, der ikke er forældre, ikke kan forstå at et nyt udviklingstrin er på færde og at det er fint og spændende. Men det er måske ikke så interessant altid, når man ikke selv er der (eller har været der!) Sådan en milepæl nåede vi i dag. E havde for første gang succes på potten. Således har vi taget de allerførste spæde skridt på vejen mod en blefri pige. Hun bliver to og et halvt om halvanden uge, og det var faktisk samtidig, at K bekendtegjorde for os, at nu var hun sådan set færdig med at...

2018. Et anslag.

Et nyt år fordrer på en eller anden måde en positiv skuen ud mod verden. En oplevelse af muligheder og potentialer frem for begrænsninger. Jeg vil forsøge at tage årsskiftets optimisme med mig og være anslaget for mit 2018. Jeg kunne vælge at skrive mørkt og dystert om al den søvn, jeg ikke får, når jeg må fortrække ind i sofaen i fred for en snorkende mand. Eller om at blive kaldt tilbage i soveværelset et par timer senere til en to-årig, der kun vil have mor. I stedet vælger jeg at holde blikket på den store kærlighed, det lille barn rummer og udtrykker, når hun lader sine bløde, små hænder ae forsigtigt over mine kinder mens hun søvndrukkent mumler,...

En frygtelig kvinde – når mormor arrangerer date

Har din mor nogensinde sørget for at du kunne tage på date? Jeg tror, hånden på hjertet, aldrig det er sket før for mig. Men i dag arrangerede min mor en date for Jonas og jeg, som var både tiltrængt, dejlig og betænksom. Hun planlagde at tage toget ind til os for at passe pigerne, så vi både kunne spise en frokost ude og tage i biografen og se ‘En frygtelig kvinde’. Det er meget sjældent, vi er i biografen sammen. Både af – for småbørnsfamilier åbenlyse -logistiske årsager, men også fordi vi har ret forskellig smag i film. Vi var dog ret enige om, at denne ville vi gerne se sammen, og vi talte om filmen juleaften – og afledt...

Rig på damer

Jeg kom hjem kl. 2.30 i nat. Faldt omkuld på den opredte sofa og sov til 5.30, hvor min yngste datter kom tullende ind i stuen med søvnige øjne. Heldigvis var hun med på at sove lidt videre på sofaen sammen med mig. Det sker så godt som aldrig, at jeg er så sent ude. Alt, der er efter 22.30 hører til kategorien ‘nat’ i min døgnrytme. Det har kunnet mærkes i dag. Den dér dagen-derpå følelse af et tung hoved, en tung krop og en ubændig trang til at ligge ned. En aften som i går er til gengæld det hele værd. Det er rigdom, i min optik, at have så dejlige damer i sin kreds, at aften glider umærkeligt...